G

Den Jyske Operas nye turnéforestilling er scenografisk spændende med en række gennemgående billeder, der skifter valør, efterhånden som forestillingen skrider frem. Et af dem er billedet af Gilda i bur. Først i hjemmet, siden ved hertugens hof og til sidst i lejemorderen Sparafuciles hus ved floden. Det er godt set og en kommentar til de glasmontrer med forgyldt mandehørm, Hertugen har stående på slottet, hvor han sammen med sine smokingklædte »mafiosi« holder hof-orgie med indkøbte damer.

    Handlingen er altså forlagt til en form for nyere tid med organiseret kriminalitet. Den idé er ikke ny, nærmest lidt gammeldags, men jo da nemmere at rejse med rent kostumemæssigt. Nu og da støder den så mod det, der faktisk synges i teksten, men for det meste går det an.

    Og for det meste går hele forestillingen an, ja mere end det. Ved premieren var Henriette Bonde-Hansen som Gilda smukt, smukt syngende. Slank og lysende i sit hvide uskyldskostume sang hun strålende og var som figur ideel til rollen. Vel var hun en smule bundet af sin øjenkontakt med dirigenten og derfor dramatisk i begrænset kontakt med sine medspillere, men hendes sang var medrivende.

    I rollen som den forførende hertug ¿ en Don Juan som slipper godt fra det – kan man ikke kalde Dominic Natoli for ideel rent figurmæssigt. I smoking gik han an, i studenterfrakke var det så som så, og i militærstøvler og spidsbukser var han alt andet end det besungne: Så ung og smuk. På den anden side har også Pavarotti spillet rollen, og de to har det til fælles, at de kan synge partiet med stor overbevisning. Natoli er en rigtig hertug-tenor.

    I titelrollen er Jørn Pedersen ganske udmærket. Sangligt må han til grænserne af sin formåen og lyder undervejs en smule slidt af det voldsomme tryk, partiet kræver. Men han har presence og dramatisk kunnen og erfaring til at forme figuren, så man følger og føler med narren, der qua sit fornærmelige arbejde nedkalder og indhøster forbandelsen over sig selv. Dog savnede jeg en mere sammenhængende, psykologisk udviklingslinie i figuren ¿ fra først til sidst. Her er iscenesættelsen og personinstruktionen ikke helt klar.

    Birollerne i forestillingen er godt besat, og som det centrale par-modstykke til Rigoletto og Gilda er både Jesper Brun-Jensen og Helene Gjerris fortrinlige som Sprafucile og hans lokkedue-søster Maddalena.

    Den samlet set fine sangerbesætning gør ¿ som noget meget vigtigt ¿ operaens mange ensembler, herunder den berømte kvartet i sidste akt, særdeles lytteværdige. Og Den Jyske Operas Kor¿s mandlige sangere danner i kompagni med de øvrige rollehavende en flot lyd af kumpaner, skurke og øjentjenere. Sådan skal de(t) lyde!

    Giordano Bellincampi dirigerede med stor detaljerigdom og skabte et differentieret og fraseringsnuanceret orkesterbillede under dramaet. Kontakten mellem orkester og scene fungerede stort set upåklageligt, og dynamisk var man igennem hele spektret. Bellincampi har et meget godt tag på Verdi. Sønderjyllands Symfoniorkester klang smukt i den fine Alsion-sal, hvis stejle opbygning af stolerækker både giver godt udsyn og god lyd. Til gengæld ser man rigeligt af orkestret i bunden af scenebillet, herunder også de musikere som ikke kan forholde sig i ro, når de har pauser i noderne.

    I Århus er der orkestergrav, men til gengæld en ikke så levende lyd. 14. november går det løs. Det århusianske publikum har bestemt noget at se frem til.

Ole Straarup