Forord:

Mange år er gået siden jeg som ganske ung første gang overværede en opera i Aarhus stadionhal. Cavalleria Rusticana og Bajadser var det med Den Jyske Opera.

Da Tonio kom på scenen og sang: – ”Må jeg, må jeg” – var jeg solgt og vidste, at det var det, lige præcis det jeg ville (skulle)

Når man beskæftiger sig med professionel sang i så lang tid, som jeg har gjort det, forstår man efterhånden, at man er på en slags opdagelsesrejse i et uopdaget, ubesøgt og uberørt land.
For det viste sig, at jeg ikke udforskede, uddannede, trænede en stemme – men MIN stemme.
Jeg sang ikke Rigoletto eller Figaro, men jeg sang MIN Rigoletto og MIN Figaro. Nu er det let at se og forstå – men det tog en del år før jeg forstod, at Rigoletto ikke findes – men at EN Rigoletto, der aldrig har figureret i nogen facitliste, kunne manes frem ved mig og min mellemkomst.
Sangere plejer at sige: Jeg HAR ikke et instrument – jeg ER et instrument – men det er min holdning, at forestillingen om at være et instrument er for uambitiøs og alt for mekanisk.
Et instrument er en maskine, et stykke teknologi, som et menneske anskaffer sig, betjener sig af og skaffer sig af med igen.
Stemmen er så tæt knyttet til personen, at den faktisk er personen. Den kan man ikke slippe for, den er som den er – for man er som man er, og man er den, man er. Man kan tillære sig nogle færdigheder og holde op med at bande – men grundlæggende kan man ikke løbe fra den man er, og den stemme man er født med.
Så snarere er en sanger – hele sangeren et MEDIUM for sine udsagn og sine karakterer – alle disse udsagn – alle disse karakterer og personer, som han har ansvaret for kommer til orde. Men på deres præmisser – og dog altid personificeret ved sangeren og dennes stemme.
Man bliver den man synger, og den man synger er man, og den man synger bliver, den der synger – og sådan skal det være – thi sådan er det.
Fordi sangen indeholder en meddelelse, en besked, et udsagn – et budskab, vil dette budskab altid stå over den kuvert det bliver afleveret i – hvis ikke mister budskabet sin troværdighed, og der findes ikke noget vi afskyr mere end tvivl og løgn.
Endvidere koster sangerens jagt på klangen forstillelsens pris. Slår man knuder på sig selv for at være, at lyde som, en anden end den man er, er man på afveje af glødende kul.
Det er vist nok det, dette skrift også handler om.

Hver enkelt sanger står overfor at skulle udvikle sin egen antenne, sin egen modtager, sin egen modulator og sin egen forstærker med tilhørende højttaler. Den dybe tallerken må opfindes, hver gang.
De fleste kommer aldrig længere end til at vælge kuvert, slikke på frimærker, og overveje hvem modtageren af brevet mon bør være – måske bruges der tid, megen tid – på at lave en flot signatur og en minutiøs afsenderadresse – indholdet har desværre absolut sidste prioritet – et betragtes mere eller mindre som et fortrykt julekort.
Der er en udbredt opfattelse af at en sang, en rolle, et parti har en optimal udførelse – søger den perfekte partner. Sagen er at sangen, rollen, partiet sjældent kan få den perfekte elsker – de må elske den sanger, de får – den sanger som forbarmer sig over og beånder et ellers sovende manuskript.
Den som tror at sang er klang, tror også at brev er kuvert.
Meget mere om det undervejs.

Gennem uddannelsen forstår man ikke, hvorfor lærerne ikke kan give en mere konkrete anvisninger og koordinater for, hvor man nu er, og egentlig er på vej hen, og hvor man skal ende i det hele taget.
Men måske fatter de det heller ikke – forstår og overskuer kun ganske lidt – eller måske har de glemt det, for de står allerede ved målet, i ånden, men udenfor labyrinten, hvor eleven, den unge opdagelsesrejsende, søger og må gå vejen – i virkeligheden – men inde i labyrinten.
Derfor foregår det hele sådan lidt på fornemmelser, i koder og med en masse banken på vandrør, og vejen mod målet bliver derfor let brolagt med myter, metafysiske antagelser og angst for at skade den lille guldfugl, som antages at have taget bolig i den sangerstuderendes unge strube.
Således bevidst og afklaret om, hvor luftigt, individuelt og ukonkret erfaringer overføres mellem vejleder og vejfarende, og hvilken afgrund der er mellem vismand og novice, hopper jeg nu i med begge ben og vej- og vildleder – konkret og åndeligt og helt hen i vejret…
Dette er helt gratis – for mig. Den lange vej jeg har tilbagelagt har aflejret støv – både på bagklappen i øjnene og i halsen, men også turiststempler i passet fra Nordkap til Kap Horn.
Jævnlige mentale og konkrete afstøvninger har klaret både stemme, udsyn og kompasnål.
Utallige er de roller, udsagn og stemninger jeg har prøvet kræfter med gennem årene.
Alle ville de noget forskelligt – for alle var de sig selv, og de ville danse med mig – men på deres egne betingelser.
Vildfarelserne, uvisheden og den megen underen har i gennem årene afstedkommet mange spørgsmål, megen snak, endeløse diskussioner, undersøgelser og analyser, men også tårer, både af vrede og fortvivlelse..
Billedet af en ny forståelse – forståelsen af et nyt billede – men også en genkendelse, ja utallige genkendelser og genforeningsscener
– når stemmen og ”tawet”, som momentant var mistet og havde forladt en for altid – som den fortabte søn vendte hjem, og som en fedekalv selv lod sig slagte og feste på – til den atter forsvandt, overmæt, fordrukken og udmattet.
Det billede vækker sikkert genkendelse hos en og anden sanger.
De vises sten lod sig ofte finde – men oftest viste de sig at vise i en gal retning og blot være visse sten.
Men langsomt har der alligevel tegnet sig et billede af en forståelse, der har vist sig at holde længere end til næste dag.
Det er det billede – bl.a. – jeg her har tænkt mig at hente inspiration i.
Over det fysiske billede tegner sig andre mønstre, som ikke er så tydelige fra gulvniveau i øvelokale, prøvelokale, scene eller koncertsal:
Filosofien bag det vi gør, når vi synger og optræder.
Praktikken er en muldvarp – filosofien er en ørn.
Muldvarpen er det muliges kunst – møder man en sten på sin vej, graver man udenom – og kan man ikke holde en frase ud, kaster man et læs jord til et muldvarpeskud, tager en vejrtrækning og fortsætter sin frase.
Ørnen har højere idealer.
Han svæver højt over marken og ser de store linjer.
Når muldvarpen støder på et stendige og intet fatter, er ørnen allerede videre og skuer mod forståelse af helheden – hele verden.
Jeg er en muldvarp – men også en ørn.
Ligeså meget som jeg har tøffet rundt i blinde fra den ene node til den næste og kun forestillet mig lykken som en stor fed regnorm i form af en vellykket høj tone, har jeg undsluppet tyngdekraften for i mine visioner at finde den tilfredsstillelse og den afklaring, som det at være udenfor – ikke selv at skulle gå vejen, tilbyder.
Jeg har tænkt, og jeg har talt – og jeg har talt igen – og som sagt har jeg her tænkt mig at dele tanker og erfaringer – vende verden på hovedet for bedre at kunne fokusere og identificere den, se på ny de gamle kendinge af begreber, vi kender så godt, at vi ikke længere ser dem
– men blot møder dem som myter og fordomme i blind genkendelse.
De fortjener at blive set som de er lige NU, erkendt og anerkendt som levende eksistenser.
Så langt så godt – og således rustet med både sandhedssult og skrivekløe haster jeg videre til forbeholdene.

Formålet med dette skrift
Hvad er sandt?
Intet er sandt! Alt er muligt..
Sandhedsværdien af dette skrifts påstande er ligegyldig.
Den som deler mit udsynspunkt – om end kortvarigt – deler også mit synspunkt – om end punktformigt.
Således anskuet, lad mine billeder og blikretninger virke som inspiration til fortsat undersøgelse  og videre erkendelse.
Omvendt anskuet, lad da alt mit falske sludder vække erkendelsens drift, og ud af mit søle af løgn og misantagelser: fremman et sandere, smukkere og virkeligere billede!
Et billede af en sandhed, der står længere end et klarsynspunkts øjeblik og en fortænkt fordrejet fix ides fuldemandsdogme-logik.
Min bevidsthed er i sin utrættelige søgen efter en sammenhæng, en højere mening sig fuldt bevidst om al sand videns sørgelige værdi – det ene er såmænd ligeså sandt som det andet – altså med mindre man tillægger det ene mere værdi end det andet (med andre ord bruger mere af sit liv på det. red.)

Som Einstein sad i sit studerekammer, og kun ved hjælp af en blyant og et stykke papir, aftvang atomet, universet og alting disses hemmeligheder (eller i det mindste forsøgte på det)
– er det min agt (uden sammenligning i øvrigt)at aftvinge livet, døden og tilværelsen deres hemmeligheder, set gennem et så lille og for alting så ubetydeligt område, som sangen og musikkens. (eller i det mindste forsøge på det)
Som deduktionerne skride frem vil somme klappe i deres store hænder, og andre ryste på deres små hoveder.
Forhåbentlig vil ingen – eller kun få falde i søvn med deres store hænder under deres små hoveder. Gerne skulle indholdet være så tilpas nyt – provokerende eller i det mindste anderledes, at de fleste kommer vågne igennem.
Derfra og derefter fraskriver jeg mig et hvert ansvar.

Ingen mener vel at musik er sang
– men de fleste mener, at sang er en slags musik.
Hvad sker der mon,
hvis man i stedet for at koble de to skiller dem ad?
Musik er musik – sang er IKKE musik – sang er sang.
En fortale for den antagelse er i særlig grad dette skrifts formål.

Følger nogen de tanker, der hjemsøger disse sider – eller er der mon mere end én tanke: vær! – så gør de det på eget ansvar.
Den ender der, hvor han går hen og derfor ender den også det samme sted, hvis han fortsat går det samme sted hen – og den går fortsat det samme sted hen, som bliver ved at gøre det samme.
Gør nogen derfor noget andet og nyt – eksempelvis foranlediget af mine tanker (tanke) og ender et nyt og spændende sted – er det for egen regning.

Det skal oplyses at ingen stemmebånd er skadet alvorligt under udøvelsen af disse anvisninger og ingen publikummer er døde eller tilnærmelsesvist blevet andet end mere levende.

I begyndelsen var Ordet

1.afsnit – i hvilket vi søger oprindelsen

I begyndelsen var ORDET, og ORDET var hos Gud, og ORDET var Gud.

Stop en halv..

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden…
Det var bedre, nu kom vi tilbage til begyndelsen – tilbage til før ORDET
– og dog;  Logos=ORDET = Jesus = Gud = Skaberen, så
tillad mig at være lidt medkreativ og kombiniere de to citater:

I begyndelsen var ORDET og ORDET var hos Gud, og ORDET var Gud – og – I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden…

Sådan – så kører vi:

Vi er tilbage ved begyndelsen, hvor  ORDET var hos Gud – verden var i sin vorden – der  var stille, ikke en lyd hørtes
– ikke et ORD.

Skaberen var i sit kreative hjørne og med ORDET i hånd skred skabelsen hurtigt frem.
Skaberværket foldede sig ud for Guds øje til en verden af mangfoldighed, og et inferno af lyde fulgte med – men ikke et ord.
Alene Guds rungende basrøst genlød dagligt over urdybet med de velkendte kreative anvisninger:
”bliv lys”, ”bliv liv”, ”bliv fisk” og ”bliv fugle” osv.
Selve skabelsens mirakel tillader dette værks begrænsede omfang og åndløshed desværre ikke at analysere og forstå.
Det forudsættes værende af en anden verden og forstået på et andet plan.

Her på det konkrete plan forestiller vi os, at alle tænkelige lyde blandede sig mellem hinanden – nogle blev til af sig selv, når elementerne rasede, andre opstod som produkt af en vilje til, og et behov for, at kommunikere og forstå de andre.

Bølger plaskede, vinde susede, vulkaner buldrede, mus peb og ulve hylede.
Grisene gryntede allerede da, og elefanter kunne også dengang trompetere.
Andre fløjtede, kvidrede og skræppede – hver med sit næb.
Det var en kakofoni af livsytringer og kommunikation. Men ikke et ord.

Om der går 6 dage eller 14 milliarder år er sådan set mit ærinde underordnet, for ind på scenen træder under alle omstændigheder en skønne dag MENNESKET– og ORDET er nu ikke længere Guds alene.
Mennesket tager ORDET, og ORDET er pludselig hos MENNESKET og ORDET, som var Guds og var Gud, bliver nu mere eller mindre MENNESKETs – og MENNESKET bruger ORDET, og ved ORDETs kraft skaber vi en verden i verden.
En helt unikt skabt menneskeverden i hvilken vi er Gud
Vores verden.

Faktisk bliver ORDET og MENNESKET et.
Faktisk bliver SPROG baseret på ORDET det, der definerer os, som dem vi er: MENNESKER.
Homo Sapiens kalder vi os selv. Det vidende menneske. Vi ved!
Vi alene ved!
Vi ved og alt andet lyde – OS.

En af de overfladiske forskelle på os og dyrene er, at vi kalder os selv for Homo Sapiens og alle andre for dyr.
Dyrene kalder, så vidt vi ved, ikke os for noget.

Vi har ORDET – vi har SPROGET.
Vi ALENE har SPROGET!
Vi brugte vores overlegne hjerne til at tage/skabe ORDET og ORDETs kraft til at skabe SPROGET, og vi brugte SPROGETs kraft til skabe begreber, og vi brugte SPROGET og begrebernes kraft som råstof og værktøj til at tænke med.
Uden ord – ingen tanker.

Vi brugte sproget til at samle vore tanker og siden til at skrive dem ned – og så kom der for alvor turbo på ORDETs skaberkraft i MENNESKETs hånd.
Det skrevne ORD brugte vi til at akkumulere vores viden om verden.
Ingen behøver mere at opfinde den dybe tallerken – alle kan gennem MENNESKETs kollektive optegnelser bygge direkte videre på alle tidligere generationers opdagelser.
Takket være ORDET.

Min konklusion og påstand er, at det er ORDET – og hvad deraf følger; nemlig sproget, der er den afgørende forskel på os og de andre; det der gør os til hvad vi er, og det vi kalder os: HOMO SAPIENS.

Vores overlegne hjerne er måske forudsætningen, vores oprette gang en fordel, den modstillede tommelfinger et evolutionært scoop, men vores opfindelse af og evne til at anvende SPROGET er det, der giver os det virkelige momentum i vores anstrengelser for kreativitet, samarbejde og overlevelse.

Faktisk er vi nået så meget længere i vores bestræbelser, at vi ikke bare overlever, formerer os – i en grad så planeten er ved at gå i knæ
– men vi har også overskud til at fortælle hinanden, konkret og i mere eller mindre ophøjede symbolske udfoldelser, hvordan og hvorfor.
Således har vi lagt afstand til alt andet, at vi kalder det for natur og os selv, og det der kommer af os, for kultur.
Måske vi hellere skulle kalde os HOMO LOGOS: ORDmennesket

Musikken
2. afsnit – i hvilket vi prøver at skille lyd fra musik – hvad er egentlig forskellen?

Et af de fornemste udtryk for menneskets evne til at fortælle om sig selv i symbolsk og kunstnerisk form, er det, vi kalder for musik.
Vi har udviklet den, sat den i system, raffineret den og den er i dag et produkt, der produceres, omsættes og forbruges i alle kulturer.

Musik er noget med lyd af forskellig slags og klang i forskellig styrke i forskellig frekvens, oftest med en rytmisk opbygning frembragt på et til formålet fremstillet musikinstrument. Den differentierer sig i rytme, melodi og klange.
Rytmen er defineret ved den underliggende frekvens af regelmæssige inddelinger, der skaber forudsigelighed i musikken.
Melodien er den række af toner, som synes at hænge sammen i et tonalt udsagn – toner, altså lyde af forskellig tonehøjde, som følger hinanden i fraser; udsagn.
Klange er to eller flere toner, som klinger på samme tid. Når de klinger har de en tendens til at fremkalde stemninger i tilhøreren, og valøren af forskellige sammensætninger af toner, har – i alt fald på mennesker – en nærmest universel virkning i den oplevelse, som klangene oftest fremkalder.
Der synes næsten at være en sammenhæng mellem melodi og tanker og klang og følelser
Hvis tanken er som en melodi, kan man se følelsen som en samklang af flere tanker – som opleves på en gang. Der kommer en mand er 1 tanke = er neutral. Der kommer en mand, han er min ven – er 2 tanker og allerede en simpel følelse – for de to tanker fremkalder en følelse af glæde. Kobler man flere tanker på bliver følelsen mere kompliceret – som en højtopbygget klang. Der kommer en mand, han er min ven, og jeg skylder ham penge. Endu højere og nu helt kompleks: Der kommer en mand, han er min ven og jeg skylder ham penge – men jeg har ingen.
Klangene bliver på den måde en slags farvelægning af den del af musikken, vi oplever som melodien.
Måske er der slet ingen melodi – og vi oplever blot skiftende stemninger, som tiden skrider frem og toner og klange ændrer sig.
Musikken har sit navn fra de græske muser – noget der kommer fra muserne betegnes som musisk
– heraf navneordet ’musik’.

Umiddelbart er musikken, som ovenfor beskrevet ORDløs.
Musikeren er et menneske, der bevidst og frivilligt har fravalgt ORDET og udtrykker sig ordløst gennem sit musikinstrument.
Gennem måden at betjene sit instrument på skærper musikeren sit udtryk – det udtryk, der allerede ligger latent komponeret ind musikken, og som han har mulighed for at mane frem.
Men i og med at ORDET er forstummet kommunikerer musikeren også til og med andre dele af bevidstheden end til det som orienterer sig og styres af talesproget.
Populært sagt henvender musik sig til følelserne og er i stand til at varetage en kommunikation, og øve en påvirkning, som ord ikke magter. Den ordløse kommunikation er hverken bedre eller dårligere en den med ord – den er blot anderledes.
Carl Nielsen har engang sagt:
“Musikken værken kan eller vil binde sig til noget konkret tankeindehold, det er dens natur fuldkomment imod”
Som vi har udviklet musikken, har vi også udviklet det musikalske udtryk – man kunne næsten sige et musikalsk signalsprog.
Man kan spille forte eller piano, crescendo eller decrescendo. Man kan spille legato eller staccato osv. Det musikalske sprog findes, om end det indeholder relativt få udtryk – som til gengæld bruges flittigt i forskellige kombinationer.
Med det musikalske sprog menes ikke det italienske vokabularium, der bruges som musikalske tempo- og karakterangivelser.
Det musikalske sprog er de virkemidler, der gives musikeren til at variere sit udtryk af rytme, melodi og harmoni.
Fraseringen – dvs. den måde musikeren formulerer sig – som i sætninger, er lånt fra talen. Frase betyder sætning og antyder at musikken kan have en opdeling og retning, der har sit udspring i det talte sprog.

Musikken er vokset ud af det oprindelige – naturen og urlydene.
Hvornår og hvordan mennesket er blevet musikere ved vel ingen – kun at vi er blevet det.
Rytmen
Barnets relation til sin mors hjertelyd er måske vores grundlæggende og første oplevelse og kærlighed til rytmen.
Rytmen som den gentagne regelmæssighed er til stede overalt i naturen, som lyd og som regelmæssigt tilbagevendende hændelser – årstider, naturens cyklus.
Den mest primitive eller oprindelige udfoldelse, som vi kalder musik, formodes at være rytmiske tilkendegivelser med klap eller slag på forskellige genstande.

Med i definitionen af musikken hører den tankevækkende filosofiske finurlighed, at musikken, i princippet må henregnes til kategorien lyd eller støj – indtil den gennem øret når vores bevidsthed.
Det er her musikken bliver til, for det er her hjernen skiller musikken fra begrebet støj, og opleves af os, som det vi kalder musik.
Musikken eksisterer ikke fra den forlader musikeren til den når vores bevidsthed – ligesom det skrevne ord blot er et mønster på papir indtil et menneske tyder det som et budskab. Tankevækkende, men når tanken er vakt – let at se.
Som et kuriosum i samme kategori, behandler forskellige sprog ordet musik forskelligt.
Det danske ord ’noder’ kontra det engelske ord ’music’ om musikalske notater, giver væsentlig mere mening; musik bliver noderne jo først, når de bliver spillet, og når nogen hører den.
(Særligt musikalske personer angiver, at de kan høre musikken for sig blot ved at læse den – de skal være velkomne – musik bliver det i givet fald alligevel først, når de læser noderne)
Hjernen
Vi deler den måde hjernen er opbygget på med alle andre højere dyr.
Blot er der forskel på proportionerne – gennem evolutionen som helhed og de individuelle proportioner i hver arts hjerne.
F.eks. har fugle en relativt stor lillehjerne, der som sæde for koordination af bevægeapparatet er særligt vigtigt for flyvere.
Hjernestørrelsen varierer også meget. Generelt kan man sige at jo større dyr, des større hjerne, men der er afvigelser. En krage har f.eks. dobbelt så stor en hjerne – i forhold til sin kropsvægt, som en hund.
Men hjernerne (hjernesektionerne) sidder med hjernestammen inderst og storhjernen med hjernebarken yderst og de andre hjerner ind imellem.
Så vi er i tæt kontakt med det vi kommer af, og i vores forhold til lyd – primitiv som avanceret – lytter alle hjerner med – helt fra den mest primitive, styret af instinkter, til storehjernen med hele sin humane selvbevidsthed og sine arrogante fortolkninger.
Den ubrudte linje mellem dyr og mennesker og selve det, at vi i os selv indeholder hjerner fra hele evolutionen peger på et fællesskab også i oplevelsen af lyd – og hvem ved musik.
Måske er vi ene om at lave musik – men om vi er ene om at musicere og opleve musik, er vel et definitionsspørgsmål.

Igen definerer vi verden – naturligvis – med os i centrum:
Vi kalder os selv menneske og de andre dyr.
Vi kalder det de er og gør for natur – og det vi selv er og frembringer for kultur.
Føjer vi lyddimensionen til laver de lyde, og vi spiller musik.
Min påstand er den, at der måske nok er langt fra dyr til menneske, men der er overraskende kort fra menneske til dyr.
Musikken er tydeligvis bagudkompatibel for det er almindelig kendt, at køer giver mere mælk, når de lytter til Mozart og planter vokser bedre, når det er til musik.
Om vi anerkender andre end mennesker som komponister er en anden sag. Dog må man lade naturen, at den inspirerer os til at sætte dens lyde i system og bruge den i musik..
Kommunikation vha. lyd er vi helt sikkert ikke ene om.
Spætten hakker ikke kun for at lave huller – den signalerer også til sine artsfæller.
Fuglene fløjter og kvidrer så varieret og ’musikalsk’ at mange komponister har ladet sig inspirere direkte til deres kompositioner. Hvalerne kommunikerer med hinanden – og kurtiserer hinanden med deres imponerende og smukke melodier. Frøerne holder koncert – og ikke forgæves, for lydene de frembringer, er af største betydning for alle slags relationer i frøverdenen. Græshopper, fårekyllinger, cikader, ulve, hjorte osv. osv.
Dyrene kommunikerer med hinanden i et lydunivers, der næsten ingen grænser kender i diversitet.
Klart at en rødhals forstår, hvad en anden rødhals mener, når den synger for at markere sit territorium.
Klart at hvaler fatter, hvad andre hvaler mener med deres sang og ikke mindst delfiner fatter delfinernes fløjtelyde.
Men forstår vi også hinanden på tværs af arterne?
Des mere primitivt vi udtrykker os, jo bredere forståeligt bliver vores udtryk.
Et skrig, en hulken, halslyde, åndedræt og hvæselyde – alt det går rent ind hos mennesker, men også hos f.eks. en hund, en hest eller andre sociale dyr.
En hund forstår instinktivt gråd og kommer ilende for at ’trøste’ – ingen hundeejere er i tvivl om det.
Ingen er heller i tvivl om, hvad en hund mener når den piber.
Selve tonefaldet i f.eks. hundens piben, er selvom det er ordløst klart at genfinde og genkende hos os selv – og også ofte afbilledet i vores musik.
Hunden klager sig, den længes, den ønsker noget, som den ikke har – og den taler nøjagtigt det samme ordløse sprog, som vi gør – når vi er desperate nok og i samme situation.
Vi genkender hundens følelser og forstår dem umiddelbart.
Musikken efterligner denne længsel i det universelle udtryk for længsel, og vi genkender og oplever den umiddelbart, når vi hører musikken.
Omvendt forstår dyrene ikke meget af vores verden – da den bygger på vores ord og vores sprog.
Dyret magter aldrig at forstå andet af vores sprog end enkelte ord, genkendt og forstået på lyden – og ellers tolker den tonefaldet – som må siges at være sprogets melodi.
Som sagt: der er meget langt fra dyr til menneske, men ikke så langt fra menneske til dyr – alene af den grund, at vi indeholder alt hvad dyret indeholder plus noget mere – og vore hjerner er bygget udenpå hinanden, nøjagtigt som dyrenes er.
At vi har sat lyd i system til musik beror uden tvivl på vores større og mere komplekse hjerne med nærmest endeløse ekspansionsmuligheder.
Stemninger:
Dyr kommunikerer og tolker stemninger – nøjagtigt det samme, som musikken og vi gør.
Stemningerne er mere eller mindre hastigt skiftende farver af sindstilstande og følelsesmæssige øjebliksbilleder. Hvis man er i stand til at tømme sit hoved for tanker og ord – tror jeg, at man har et meget godt billede af hvad det vil sige at være f.eks. en hund.
Man er stadig, men har ingen mening om det.

Musikken med dens stemninger og pulserende rytmiske oprindelighed, taler først og fremmest til vores følelser. Hvis vi synes den taler til vores fornuft, er det formodentlig, fordi vi allerede har været inde at tolke og tænke og formulere.
Der er ingen tvivl om, at menneskets evne til at opleve nuancerede følelser er dyrene overlegen – især er vores evne til at analysere dem unik.
Formodentlig finder klangen og stemningen i musik resonans i væsentlig dybere og langt mere uformulerede dele af vores hjerne og vores sind end i storhjernens plaprende analyser, og derfor opleves den formodentlig også af dyr.

Påstand:
Musikken er følelsernes sprog
Den virker umiddelbart – og universelt.
Men ORDET er menneskets og kun mennesket skriver digte, romaner og sange.
Så mit bud – og den umiddelbare årsag til ovenstående udredning er, at jeg påstår,
at:
– den reelle forskel på dyr og mennesker er menneskets evne til at danne ord og tale og skrive. 
Både en gravhund og en granddanois er en hund.
Resten er nuancer, detaljer og kvantitet.

Sangen
3. afsnit i hvilket vi undersøger om sang er musik eller en slags musik – eller helt sin egen

Endelig er vi kommet til det, som det hele handler om: nemlig sangen.
Der er mange måder at sige noget på; en af dem hedder SANG.

Man kan forholde sig til den helt naivt og blot synes om sang – synge og være glad og helt ubevidst.
Det er bestemt en mulighed.
Men det er ikke dette skrifts ærinde. Tvært imod!
Her gælder det om at få dissekeret det hele og skilt alt ad, og som Leonardo da Vinci få syn for sagn og vished om, hvad der foregår inde i det menneskelige legeme. Her gælder det om at finde ud af hvad der foregår inde i sangen og musikken.
Sandheden skal findes – død eller levende…

I rigtigt mange år har jeg ligesom, er det mit indtryk, de fleste andre, tænkt på sangen som en delmængde af musikken.
Det virker naturligt.
Det er noget med toner op og ned, synge lidt, fløjte en melodi til en sang, måske – og så er den ikke længere.
Eller er den?
Det tror jeg den er…
Fra første færd mindes jeg folk, som har antydet, at det er teksten, der er det centrale i sangen – og andre, der har villet fremhæve talesproget i det sungne. En dirigent, der sagde: recitativer er ikke musik…
En pædagog, der så sangen som den forlængede tale, osv.
Men hvad betyder alt det – og hvordan står min egen tilgang til sangen, erfaringer og oplevelser som sanger i forhold til disse fragmenter til et billede?
Som de fleste sangere – jeg tror ikke, jeg tager for mange gidsler her – har jeg, i min uddannelse fokuseret meget på det at lære at synge, at betvinge stemmen, lave klang og ellers forsøge at finde og ramme tonen, jeg skulle synge og selvfølgelig huske det hele udenad. Pilleriet med piano og crescendo har ikke interesseret mig. Det var udsagnet med en masse lyd bag, der tændte mig.
På scenen og i kontakten med publikum, har jeg altid satset på kommunikationen af teksten. Jeg tror, jeg oplever mig selv som en løgner eller blot krukket uærlig, hvis jeg ikke holder mig til teksten, ordene – sådan som de tales. Det sidste er farligt, og det må man ikke – men det er let at komme til, især hvis man synger på det sprog, man taler til daglig. Men sang og musik har altid været to sider af samme sag.

Som årene er gået, er der alligevel en prås, der trænger sig mere og mere på – og den er nu på kanten af at gå op for mig: sangen er slet ikke en delmængde af musikken – den er noget helt for sig, noget der er mere end toner og klang og lyde, der sammen med musikken runger ned gennem evolutionen:
– den er det unikt menneskelige i musikken.

Sangen – det menneskelige i musikken
4. afsnit – i hvilket vi prøver at forstå, sangen og dens unikke egenart

Den er som Jesus – den er i verden, men den er ikke af verden
Som en båd på havet – men ikke i havet
Den er opbygget af det, som skaber og styrer
– det som vi har taget direkte fra GUD: ORDET – det som er unikt for os: HOMO LOGOS.

Pråsen har været længe under vejs, og den har sin næring fra tredive års underen, antydninger, udtalelser, mange frustrationer og sammenstød med musikere og dirigenter. Et forklarelsens lys, der mere og mere oplyser det dunkle mørke fra en konservatorietid med en fuldstændig mangel på forståelse af hvordan, og især hvorfor man dog skulle stille sig op og synge en Lied.

Heureka!

Nå, hvad nyt er der i det – kan jeg forestille mig mange vil spørge – det har vi da vidst altid.
Det er muligt, må jeg så svare – men hvorfor har I så ikke sagt det til mig eller taget konsekvensen af det?
Hvorfor er det ganske få sangere – ikke bare på den nuværende scene, men i historien, der har taget denne konsekvens og stået frem, som det de er:
– mennesker og IKKE musikinstrumenter?
Undskyld, jeg mener selvfølgelig i den klassiske musikverden, for indenfor andre genrer holder min påstand slet ikke – undtagen, når den gør, alligevel.

Jamen hvorfor kan det, som er så enkelt være så indviklet?

Det spørgsmål har mange svar – og mange vil formodentlig slet ikke være enige med mig – hverken i præmissen eller i svarene.
Nogle af de mest simple, jordnære og praktiske årsager til, at det forholder sig sådan, har jeg allerede nævnt i min egen søgen efter en sangeridentitet:
Det er så svært at lære at synge, at bare det at lave lyd får en til at glemme alt andet.
Teksten kan meget let blive noget sludder, noget som er svært at huske, og ende som meningsløse artikulationer; som pølser på en klang, som når en jazzbasun med sin dæmper fabulerende pludrer en solo:
’Quak, quak, quak’

Det at vi sangere ikke hverken er et instrument eller har et håndgribeligt musikinstrument i os, gør at vi tonalt ofte er på Herrens mark, hvis ikke vi har et instrument udenfor os selv at støtte os til.
Det afstedkommer, desværre, at vi ubevidst og langt henad vejen støtter os til andre.
Disse andre er musikerne…

Pædagogerne

Det er blevet sagt:
– de der kan, de gør det – de der ikke kan, de underviser i det…
En vidunderlig provokerende, men ikke altid helt sand påstand.
Der er bestemt også mange, der ikke kan, men gør det alligevel 😉

Imidlertid – i en ærlig søgen efter, hvad der kan få sangeren væk fra sangens inderste mening, er det nødvendigt også at se kritisk på det at lære at synge og den måde det foregår på.

Sanguddannelsen
Sanguddannelsen foregår på landets musikkonservatorier, og da der er mange flere ansøgere end studiepladser er der en ret skrap adgangsbegrænsning.
Derfor kan ansøgerne allerede meget inden de begynder på studiet.
De har nemlig studeret ved sangpædagoger – gerne nogle af dem, der underviser på konservatoriet – inden de søger optagelse.
Studiepladserne er meget attraktive, da de jo byder på et tilrettelagt, velestimeret betalt og desuden SU-berettiget uddannelsesforløb.
Desuden kan man kalde sig bachelor eller kandidat efter bestået eksamen. Alt i alt en indbydende pakke.
Men ingenting er gratis, og der er visse betingelser for at få denne pakke. Man må simpelthen lære, hvordan man gør og ter sig for at blive accepteret her.
Allerede inden sanguddannelsen kan begynde, må den, der vil være sanger lære at acceptere visse kendsgerninger.
Den unge sanger må i dyb respekt og ærefrygt nærme sig bjerget, hvor al viden om den klassiske sang findes og over hvilket man ikke kommer uden at bøje sig og gøre ligeså.
Her hersker de, der underviser i det – og ved deres side regerer en stab at hjælpere og vejledere, der fuldt ud er bevidste om præmisserne – de har også lyttet med ved bordet – og fra tronen bag deres klaverer rådgiver de om, hvad man bestemt IKKE skal gøre, og hvad der forventes for senere at være i stand til at passere de store prøvelser, som fører videre ind i systemet – eller ud til de store koncertsale.
Her står kampen mellem natur og kultur, og som regel vinder kulturen.
Men det er vel også meningen, kunne man spørge – også uden at være ironisk.

Aner vi allerede afgrunden – og paradokset, der leder mod afgrunden?

Det kan ikke siges bedre end H.C. Andersen har sagt det i ’Den grimme ælling’:
……………………………..

Mod Aften naaede den et fattigt lille Bondehuus; det var saa elendigt, at det ikke selv vidste til hvad Side det vilde falde, og saa blev det staaende.
Blæsten susede saaledes om Ællingen, at han maatte sætte sig paa Halen for at holde imod; og det blev værre og værre; da mærkede han, at Døren var gaaet af det ene Hængsel, og hang saa skjævt, at han igjennem Sprækken kunde smutte ind i Stuen, og det gjorde han.
Her boede en gammel Kone med sin Kat og sin Høne, og Katten, som hun kaldte Sønneke, kunde skyde Ryg og spinde, han gnistrede saagar, men saa maatte man stryge ham mod Haarene; Hønen havde ganske smaae lave Been, og derfor kaldtes den “Kykkelilavbeen;” den lagde godt Æg, og Konen holdt af den, som af sit eget Barn.
Om Morgenen mærkede man strax den fremmede Ælling, og Katten begyndte at spinde og Hønen at klukke.
“Hvad for noget!” sagde Konen, og saae rundtomkring, men hun saae ikke godt, og saa troede hun, at Ællingen var en feed And, der havde forvildet sig. “Det var jo en rar Fangst!” sagde hun, “nu kan jeg faae Ande-Æg, er den bare ikke en Andrik! det maa vi prøve!”
Og saa blev Ællingen antaget paa Prøve i tre Uger, men der kom ingen Æg.
Og Katten var Herre i Huset og Hønen var Madamme, og alletider sagde de: “vi og Verden!” for de troede, at de vare Halvparten, og det den allerbedste Deel. Ællingen syntes, at man kunde ogsaa have en anden Mening, men det taalte Hønen ikke.
“Kan Du lægge Æg?” spurgte hun.
“Nei!”
“Ja, vil Du saa holde din Mund!”
Og Katten sagde: “Kan Du skyde Ryg, spinde og gnistre?”
“Nei!”
“Ja saa skal Du ikke have Mening, naar fornuftige Folk tale!”
Og Ællingen sad i Krogen og var i daarligt Humeur; da kom den til at tænke paa den friske Luft og Solskinnet; den fik saadan en forunderlig Lyst til at flyde paa Vandet, tilsidst kunde den ikke lade være, den maatte sige det til Hønen.
“Hvad gaaer der af Dig?” spurgte hun. “Du har ingen Ting at bestille, derfor komme de Nykker over dig!
Læg Æg eller spind, saa gaae de over.”
“Men det er saa deiligt at flyde paa Vandet!” sagde Ællingen,
“saa deiligt at faae det over Hovedet og dukke ned paa Bunden!”
“Ja det er en stor Fornøielse!” sagde Hønen, “Du er nok bleven gal! Spørg Katten ad, han er den klogeste, jeg kjender, om han holder af at flyde paa Vandet, eller dykke ned!
Jeg vil ikke tale om mig.
– Spørg selv vort Herskab, den gamle Kone, klogere end hende er der Ingen i Verden!
Troer Du, hun har Lyst til at flyde og faae Vand over Hovedet!”
“I forstaae mig ikke!” sagde Ællingen.
“Ja, forstaae vi Dig ikke, hvem skulde saa forstaae Dig!
Du vil dog vel aldrig være klogere end Katten og Konen, for ikke at nævne mig! Skab Dig ikke, Barn! og tak Du din Skaber for alt det Gode, man har gjort for dig!
Er Du ikke kommet i en varm Stue og har en Omgang, Du kan lære noget af! men Du er et Vrøvl, og det er ikke morsomt at omgaaes Dig! mig kan Du troe! jeg mener Dig det godt, jeg siger Dig Ubehageligheder, og derpaa skal man kjende sine sande Venner! see nu bare til, at Du lægger Æg og lærer at spinde eller gnistre!”
“Jeg troer, jeg vil gaae ud i den vide Verden!” sagde Ællingen.
“Ja, gjør Du det!” sagde Hønen.
Og saa gik Ællingen: den flød paa Vandet, den dykkede ned, men af alle Dyr var den overseet for sin Grimhed.
…………………
Ni ud af ti ællinger ville spinde løs, skyde ryg, gnistre og forsøge at lægge æg og sikkert få en plads i huset
– den tiende vil enten gå til eller forstå, at den må finde sin egen vej.
Denne ælling var en nummer 10 ælling og grueligt meget ondt venter den – inden den bliver berømt.
For en sikkerheds skyld skal siges at eksemplet fra Den grimme ælling IKKE er Pedersens bitterforsmåede billede af sig selv, åh nej
– det er bare sådan en god historie, der tilfældigvis rammer plet i beskrivelsen af de forventninger og prøvelser, der venter en ung sanger, der søger viden og færdigheder i kundskabens hellige haller.
Der skal hugges mangt en hæl og klippes mange tæer før en usleben vokal diamant er kultiveret og kan erklæres færdig som sanger – det hedder uddannelse og foregår på musikkonservatoriet.

Vejen ind på konservatoriet en brolagt med suverænitetsafgivelse og papegøje-plagiat.
Vil du ind eller vil du ikke ind?
Man lærer at man kan/skal fake sig til succes ved at gøre noget på en bestemt måde. Elev/ansøger/formidler er en svær kombination, så det er naturligt at satse på det sikreste: at synge læreren efter munden. Grunden kan derfor være lagt til en rigtig dårlig start på en udvikling til en levende kunstner og formidler. Faldgruberne for klang, manér og udvendighed truer hvor man kommer frem, for stopprøver og eksaminer, matinéer og koncerter presser sig på, og det gælder om at tilpasse sig og holde sig gode venner med de rigtige og de fleste,  og det kan desværre hurtigt gå, som det gik den grimme ælling.
To og to er som bekendt fire og udviklingen bliver som oftest, at det musikalske og klangen  prioriteres, for der er som regel mest ros og flest point til eksamen i det.
Desuden er klang jo så tæt forbundet med teknik og evnen til at frembringe stabil lyd, at det virker trygt og godt at hvile i den prioritering. Alt i alt en glidende overgang, som jeg egentlig ikke tror nogen er bevidst interesserede i – det er bare noget der sker.
Musikken er mindre krævende, mindre pågående og mere blufærdig – langt nemmere at læne sig ind i, hvis man ikke lige er på toppen mentalt. Musikken er mere introvert end sangen – for sangen har et bestemt budskab hæftet på sig, et budskab som maser sig på.
Musikken gør sjældent det væsen af sig.
Den er bare – til nydelse og – ja, hvad mere egentlig?

Storm P. siger på et tidspunkt: hvordan er han egentlig som menneske?
Svaret, som lyder:
– det ved jeg ikke, jeg kender ham ikke som sådan,
må aldrig gælde en sanger, der gemmer sig i en klang, og sammen med et par slidte manerer er dagens fraværende udsagn fra det, der til forveksling ligner et MENNESKE.
Konservatoriet er fuldt af velmenende folk, der uden skumle bagtanker gør, hvad de kan for, gennem samvittighedsfuld undervisning, at bevare traditionen og institutionen – og i tillæg til det prøver de at imødekomme usikre studerendes ønske om at kunne begå sig i en stresset hverdag, som hele tiden kræver, at man kan levere.
Og det der første fremmest forventes er lyd, altså klang – udtrykket og teksten kommer i anden og tredie række, da teksten forudsættes bekendt og forstået, og udtrykket må komme til koncerten eller eksamen.

De mange fremmede sprog, der synges på fordrer et enormt arbejde rent udtalemæssigt. Det sproglige er derfor i første række interessant, fordi det for akkompagnatører og repetitører er let og kontant at rette på. Tiden flyver afsted på stemte s’er og aspirerede, nå ja, hvad er det nu for lyde, der er det. Intet under, hvis betydningen og den dybere mening udsættes til senere.
En absurd situation er en realitet: en person synger på fejlfrit russisk til en anden, som svarer lige så ulasteligt uden at nogen af de to (og desværre heller ikke publikum) bryder sig om eller forstår, hvad der bliver sagt. Alt med den kønneste klang og den fineste musikalske frasering med indeholdt både crescendo og piano.

At gøre og lære og holde fast i sig selv – er svært.
At lære at kontrollere sin krop og stemme og udtrykke sig i sang er svært, men hvis nogen forsøger at dukkeføre en i, hvordan en sang er, og skal synges, musikalsk og rigtigt samtidigt, er ikke bare svært – det er nærmest umuligt.
Så det med at holde fast i sig selv bliver hurtigt nedprioriteret i ønsket om at undgå at blive rettet.
Natur mod kultur. Snart gælder det kun om at overleve. Tro ikke, at jeg ikke synes man skal rettes og vejledes – virkningen på kort sigt er læring. Det er virkningen af det på længere sigt, der fører på afveje.
Fordi man forfølger så mange mål samtidig – både klang, frasering, tekst, dynamik osv. navigerer man i en skilteskov af påbud og forbud. Observerer man det ene skilt, overser man let det andet – og man ved, at rettelsen kommer i det øjeblik sangen er forbi – eller måske bliver man simpelthen stoppet af opera-, barok-, fraserings-, eller sprogpolitiet.
I den situation kan man som elev let falde ind i en passiv rolle – og så kører den onde cirkel.

Som sangelev er man – eller kan føle sig – meget lille – ene mand imod et halvt ton potent sonort Steinway flygel
– styret af en kat eller en høne, der gør det bedste de kan for at hjælpe en utilpasset grim lille ælling til at blive en kat eller en høne.

Stående overfor en mand bevæbnet med en pind og en forfængelig drøm om at kunne kontrollere et utilregneligt orkester, er man død, hvis man ikke makker ret.
Som sanger er man blot en detalje, som skal passes ind i et langt større problem – orkestret.
Enhver, der som en gammel bedstemor, der ikke når overfor grønt, har prøvet at blive kørt ned af en fartglad dirigent i et brølende symfoniorkester, ved at det at tænke selv, ville selv eller bare nære et lille og ydmygt ønske om plads til sine ORD – kan ende fatalt.
Gå ikke over sporet – der kommer orkester…
Tillad mig at grave endnu dybere i sangerens problemer med at finde sig selv, blive sig selv og forblive sig selv. Jeg vil vende tilbage til den største udfordring af alle: at komme forbi sig selv.
Det ser så let ud, når man overværer en dygtig sanger synge og performe. Som at klø sig selv i nakken.
Men det er det ikke!
Vejen fra begynder til fuldt udviklet kunstner er lang og stenet, og det er let at give køb på, glemme og miste forbindelsen til det det i virkeligheden drejer sig om: at være, skabe kontakt og formidle en sangoplevelse.

Det menneskelige i musikken

Det er næsten som opdateringer i computersoftware – musikken er langt henad vejen bagud- og ofte også fremad-kompatibel, men med visse mellemrum trækkes en usynlig linje i sandet, og det nye er så avanceret, at det ikke er bagud-kompatibelt – mens det nye har alle de gamle versioner indlejret i sig.
Det nye er ORDENE – sproget.

Fri os fra de falske fraseringer.

Mit ydmyge ønske til den musiker, der ikke stoler på, at musikken kan stå for sig selv – og at den virkelige fortolkning finder sted i sindet på tilhøreren, skal være: Fri os fra de falske fraseringer!

En frase er et musikalsk udsagn. Et hvert udsagn har en sandhedsværdi.
Frasen indeholder til enhver tid information om, hvad der kan forventes længere fremme i udsagnet. Er der uoverensstemmelse mellem det vi forventer, og det vi får, skærpes vores skepsis for udsagnets sandhedsværdi.
Vi tjekker hele tiden sandhedsværdien af det, vi bliver fortalt, og den der fortæller os det. Det er simpelthen et instinkt, der hjælper os med at klare os i en kompliceret verden og i yderste konsekvens overleve.
Hvad der ligger til grund for vores vurdering af sandhedsværdi i tale, musikalsk frasering og sanglig frasering bygger på ovennævnte mere eller mindre ubevidste analyse af det lovede, det forventede og det faktiske.

Rytmen er det mest enkle og mest brugte musikalske fraseringsgrundlag.
Vi forudsiger lynhurtigt, hvornår det næste slag i rytmen kan forventes.
Der en forudsigelighed i rytmen, fordi den lover og holder, hvad den lover.
Vi føler os trygge, når tingene går, som vi forventer, og som vi har forudset.
Mors hjerte slog rytmisk, solen står op om morgenen og går ned om aftenen, årstiderne følger efter hinanden, som de plejer, og som vi forventer det.
Denne forventelighed omgiver os.
En bold, der hopper gør det på en måde, som vi kender og forventer.
Selvom tyngdekraften får ting til at accelerere, gør de det på en måde vi kender og forventer.
Vandet i en flod flyder på en forudsigelig tryg måde.
Vi elsker forudsigeligheden. Den gør os tryg.
Vi har delt tiden ind i timer, minutter og sekunder, for at kunne overskue den og indstille os på fremtiden.
Tiden bevæger sig ubønhørligt og forudsigeligt fremad. Det kan vi godt lide – så godt, at vi f.eks. har fundet på ideen om, at et ur går i stå, når nogen dør. Det kan vi ikke lide.

Musikken er som en flod, der flyder og altid har flydt
– før os og efter os.
Den dirigent, der er så naiv, at han tror, at det er ham, der sætter musikken i gang, og ham der holder den i gang med sine armbevægelser, har ikke forstået så meget.
Musikken er noget universelt, noget allestedsnærværende – som internettet, og det eneste vi kan/skal gøre, er at logge os på og af.
Så dirigenten kan ikke starte og stoppe musikken.
Hans opgave er at formidle en fælles opkobling for orkesteret.
Hvert enkelt medlem af orkestret er selv koblet til musikken gennem sit instrument og gennem samspillet med sine kolleger. Dirigentens opgave er at koordinere alle disse menneskers ønske om at være sammen i et fælles udtryk som en enhed.
En solist eller en akkompagnatør kobler sig også på musikkens store flow.
Man kan sammenligne det med, at hun stiger på en båd, der driver ned af denne arketypiske flod.
Der er plads til at flytte sig på toften – vende sig måske, dog vil det at rejse sig op i båden få den til at bevæge sig faretruende.
Den falske frasering er kort sagt, når musikeren begynder at bryde rytmen op, for at ’skabe liv eller variation’ i den forudsigelige strøm, som i sig selv blot, er det, den er.
Det er desværre et fænomen, der hærger den musikalske verden som, intet mindre end en pest, så:
Fri os fra de falske fraseringer.

Fri os fra de falske fortolkninger
– ja fri os fra fortolkninger i det hele taget

Mit ydmyge ønske til den sanger, der synes, han bør gøre noget – et eller andet for at retfærdiggøre, at han synger netop denne sang, kunne være:
Læs teksten,  forstå teksten, lær teksten, vær teksten, syng sangen og vær i ordene og stol på, at tilhøreren er den, der oplever og fortolker. Det rækker. De tonefald komponisten har lagt fraserne i er allerede tilstrækkelig  inspiration for stemmen, som selv lægger udtryk i – og kommer til udtryk ved ord og tonehøjde.
så: Fri os fra de falske fortolkninger

Vær ikke spind-doktor

Og til de pianister, der er sat til at coache, repetere og akkompagnere unge sangere siger jeg:

Lad være med at lære sangerene at spinde, gnistre eller lægge æg.
De er ikke flygler.
De er mennesker.
De er ikke musikere, de er sangere, og det er noget ganske andet.
De synger ikke piano, forte eller staccato. De er intime, ophidsede eller stakåndede. De reciterer ord, udbrud og udsagn – refererer til følelser, billeder og situationer – sådan som mennesker gør.
Skub dem hellere ud af det store flygels lune kakkelovnskrog.
De gemmer sig gerne, for der er meget på spil: kommer der mon noget, når jeg lukker munden op, synger jeg mon rent – bedst at sætte sin lid til pianisten, underordne sig og følge hende…
Når et menneske og et instrument optræder sammen kigger og lytter alle til mennesket – og de forventer, at dette menneske har noget på hjerte – hjælp sangeren, som er usikker, alene og sårbar med at stå op, stå frem og tage ordet. Kun når man har noget på hjerte, kan man synge fra hjertet.

Et radikalt synspunkt i debatten

På min mange lufteture med hunden Tot, taler jeg ofte med folk om dette og hint – og det viser sig, at mange ’almindelige’ mennesker faktisk har en mening om både branchen og de politiske forhold i og omkring den klassiske sang.

En af de mest indædte kritikere, som ofte passer mig op med sin hund, som vist for øvrigt er en terrier,  kalder sig Turet Hin Larm, hvilket formodentlig er et pseudonym eller et anagram, da hans meninger er meget reformistiske, grænsende til det revolutionære.
Måske kan han ikke betegnes som almindelig, men han er dog ikke hverken musiker eller sanger; og er som sådan heller ikke i brød hos de skønne kunster.
Han kunne være anmelder, men det tror jeg nu ikke han er.
Jeg mener at have hørt, at han har en halv konservatorieuddannelse bag sig – eller var det MI – selv kalder han sig slet og ret ’protestant’ og lever og ånder for en snarlig reformation af den klassiske musikverden – gerne med total krig og afbrænding af de store institutioner, som han sammenligner med den katolske kirke før reformationen.
Han hævder,  at kirken har tiltaget sig så megen magt over både konge og folk, og lever som en stat i staten og hytter sig og sine uden interesse for den flok, som den er sat i verden for at hyrde og nære med åndelig føde.
Han mener selvfølgelig ikke Gud og kirken, det må være en fortalelse, men slet og ret kulturlivet og kulturinstitutionerne – med deres embedsmænd, ledere og kunstnere.
Det drejer sig ikke længere, siger han, om troen på Gud, men udelukkende om opretholdelse af institutionerne, deres selvbestaltede kunstpampere og deres svulmende administrationer.
På sine sorteste dage har han visioner, han kalder dem åbenbaringer og klarsyn, om at se en ny verden, en ny kultur og kulturformidling med tilskueren i centrum rejse sig som en fugl Fønix af asken fra afbrændte kulturmilliarder.
Måske skulle jeg ikke give ham spalteplads i dette skrift, men på den anden side, fornemmer jeg tydeligt, at hans had og uforsonlige vrede udspringer af en dyb kærlighed og omsorg for netop den klassiske sang. – Blot har han svært ved at tilpasse sig den, som han udtrykker det: ’konsensussøgende gensidigt ’søde’ rygklappermentalitet’, der hersker på gangene i de store kulturinstitutioner, så han kommer altid til at lyde som en vred gammel mand, og en der kunne være inde i Anders Samuelsen.
Jeg vover det ene øje og trykker hans rasende pamflet.
Jeg for min del, mener, at der skal være plads til andet end ’konsensussøgende rygklapperi i debatten, så jeg har valgt at bringe Turet Hin Larm’s indlæg uforkortet. Det kan ind imellem de tørre tæsk være ret underholdende. Til gengæld har han lovet at stille op til et interview/diskussion og forklare og forsvare sine synspunkter.
Døm ham ikke for hårdt – han mener det (vist nok) godt:

————————————————————————

Den klassiske sang – hvad skal vi dog med den?
Af Turet Hin Larm, protestant

Hvad skal man snart mene?
Den klassiske sang – hvad skal vi dog efterhånden med den?
Set over en bred kam, står den svagt og taber terræn.
Åbner de et nyt operahus kommer folk en tid – for at se giraffen, men selv en rum tid bliver en stakket frist, og så bliver de væk.
En gang om året lykkes det at sælge popklassikeren Messias, som et par dusin kirkefulde danskere har gjort til deres julesutteklud – og den bruger amatørkorene til at fylde deres slunkne korkasser.
I Århus ville man gerne have et operahus, men da man ikke i en by med et befolkningsunderlag på over 250000 sjæle formår at sælge mere en 2 x 4 forestillinger om året indså man, at det måske var fejlinvestering.

Generelt er interessen blandt publikum vigende – alt for få gider høre folk i pænt tøj stå og synge de samme arier fra de samme operaer. Eller er det bare mig?
En lille garvet kerne elsker ALT, hvad man klasker op på fadene foran dem. De æder løs som geder af en papkasse.

Men er det da publikum, der er noget galt med?
Nej, selvfølgelig ikke!
Jamen har kunden da altid ret?
Ja, selvfølgelig har hun det!

Trygt hvilende på en solid statsstøtte lever den klassiske musik, den klassiske sang og operaen, som en stat i staten med sine egne regler og love og uden reel konkurrence fra andre musikdramatiske tilbud, der må klare sig selv.
Hvis det var dyr, var de uddøde for længst.
Et er sikkert: nemlig at kunden, publikum altid har ret – ret til at få noget med hjem, ret til at blive kontaktet på et menneskeligt plan – ret til at forlange LEVENDE kunst i dette liv.
Man gider ikke en museumsrundtur i den klassiske opera, hvor de medvirkende mest af alt tuller rundt og prøver at leve op til krav og forestillinger om noget, der var levende for flere hundrede år siden. De er underlagt normer pålagt dem af deres fine uddannelse på konservatoriet og håndhævet af en hær af sang- sprog- og bevægelsescoaches.
Den klassiske opera er langt henad vejen mere en pantomime for for- og påbudsskilte end nærværende teater.
Man fristes til at citere Jesus endnu en gang: ’hvem ville give sin søn en sten, hvis han bad om et stykke brød – eller en slange, hvis han bad om en fisk? Ja, hvad med den klassiske opera?
Er jeg for grov?
Jeg er først lige begyndt!

Liedsangeren konfronterer sit diminutive publikum med weltschmertzlig lyrik fra gamle dage, sat i musik af frustrerede galninge, hvoraf hovedparten begynder med Schu.
Her er der tilsyneladende tale om en veritabel forbudsskiltejungle, som i langt de fleste tilfælde gør kål på både lyrik og musik, og efterlader en tragikomisk  fremvisning af musikalske ritualer iklædt manerer og pænt tøj.
Hvad sker der lige med kommunikationen? Kom og se på mig, hvis du tilhører den musikalske perversitet – Liednørden – som er mindre end gruppen af folk i latexdragter og sorte kors i kælderen.

Men er der egentlig nogen grund til, at det behøver at være sådan?

Nej da!
Hvis publikum – og ikke de bevilgende myndigheder var den dømmende magt, så ville udbuddet helt sikkert se anderledes ud.

Vi lever jo i den frie verden, hvor vi angiveligt uddanner kreativt skabende kunstnere, der som performere oven i købet kan agere kreativt skabende i real time.
Vi kunne bryde med regler og standarder og lære de nye sangere at være til stede, og vel at mærke være til stede med det eneste de har at byde på: sig selv.
I stedet for at lære dem at efterabe et klangideal skabt af andre, skulle de hjælpes til at finde deres egen stemme og byde ind med den på scene og i koncertsal.
Mit bud på den kløft, der åbner sig mellem publikum og den klassiske sang er, at kunsten simpelthen er afgået ved døden i velmenende uddannelsesinstitutioners iver for at konservere traditionen og lære eleverne at efterabe andre sangere, som efteraber andre sangere osv.
I stedet for at lære dem, hvad de for Guds skyld IKKE må gøre – skulle man måske hellere  animere individet til at finde og udvikle sig selv og sin egen stemme, sit eget udtryk.
Vi er så vant til at se sangverdenen, som den fungerer, at vi ikke lægger mærke til, hvor grotesk gammeldags den er.
Det forekommer grotesk, at noget så intetsigende og elitært kan modtage så stor støtte – både til uddannelse og opførelse.
Alle har sovet i timen – tiden har stået stille – snobberi hos overklassen og de bevilgende politikere – og en total mangel på små drenge, der kan sige, at de intet tøj har på.
Hermed gør en gammel sur mand, hvad drengen burde have gjort.
Er den død eller sover den bare? Ja, det er spørgsmålet.

Der er brug for – intet mindre end – en reformation.
Reformer rækker ikke.
Som kirken efter 1500 års ideologisk styret patenttagning på Guds ord, blev vakt af nye og sandere tanker for at nå og sprede evangeliet – oversætte biblen, så almindelige mennesker kunne være med – således må sangen og musikdramatikken komme folk i møde ved at være umiddelbart vedkommende og tilgængelig.

AMEN
Det der først for fremmest sker i vores tid, er at tiden går hurtigt. Tiderne skifter hurtigere end nogensinde.
Den såkaldt klassiske musik og den klassiske sang – både Lied og opera befinder sig – hvis man overhovedet kan provokere et spagt livstegn ud af dem i en dyb Tornerosesøvn. Selv når den tror den er moderne, er den gammeldags. Regiteater tilhører en anden tid – alligevel befolkes operascenerne stadig af folk med jakkesæt og automatrifler og dyre biler. Da regiteatret opstod i Tyskland gik sangerne herhjemme rundt i pudderparykker og romersk toga.
Enhver tid er unik, og jeg har som sådan intet imod nogen af dem, men i dag skifter moden og beatet så hurtig, at intet operahus er oppe på noget beat, der tilnærmelsesvist ligner synkronicitet.

Operaen, dramaet og Lied-koncerten har i modsætning til komedien og gyseren den svaghed, at publikums reaktion ikke er umiddelbar aflæselig.
Vi luller os ind i illusionen om, at ’de hygger sig’, at ’de er med, men bare stille’ osv. – hvor enhver ved, at hvis der ikke bliver grinet af en revysketch, så er der noget galt med timingen eller teksten eller sketchen – der er ikke noget galt med publikum.
Og så bliver den lavet om.
Gyser folk ikke, er der noget galt med gyseren – ikke med publikum.
Det er som om den klassiske sang lever i en underlig tidslomme – holdt i live af en økonomisk respirator.
Lad mig gentage min Neandertaler-allegori:
En antropolog har sat sig for at undersøge Neandertaleren og være den første til at beskrive, hvordan og på hvilken måde denne prægtige forhistoriske repræsentant for slægten Homo langsomt, men sikkert, udvikler sig.
Hun sætter sig godt til rette med blyant og papir – klar til at notere forandringer og udvikling.
Denne venten bliver imidlertid lang, for så vidt som man ved forandrede Neandertaleren sig ikke i flere hundrede tusind år. Ikke noget det var værd at notere, i alt fald.
De klarede sig rigtigt godt. Ikke mindst fordi der en gang om året kom flokke af mammutter forbi deres boplads. Hvis de blot kunne sikre sig et af disse vældige dyr, var deres overlevelsesproblemer udsat et helt år – til næste mammutflok kom forbi. Godt for dem.
Nå, men hun ventede og ventede, noget måtte der da ske – hun var vågen på sin post og tabte dem ikke et øjeblik af syne.
Måske derfor lagde hun ikke mærke til – at langt ude i hendes ene øjenkrog gjorde en anden af grenen Homo sin entre – nemlig os, Homo Sapiens = Homo Logos = Det sludrende Menneske.
Vi kom hurtigt ind på scenen – sagde et par velvalgte ord –og overtog spillet
(blandede faktisk også lidt gener med Neandertalerne)
– men ellers slog vi dem ihjel eller udkonkurrerede dem på anden vis. (måske snakkede vi dem til døde)
Kort tid efter var de i hvert fald væk.
For evigt!

Hvor er det nu lige jeg har set noget lignende?
Nåh jo; en lille enklave af elitære højtudviklede snobbede mennesker – har lokket nogle andre snobber til at give dem nogle penge fra en stor kasse til kunst – og lærer derfor ikke – den helt naturlige gensidighed, der ALTID må ligge mellem optrædende og deres publikum.
Der kommer altid en støtte-mammut forbi man kan gokke i nøden – og derfor er der ingen grund til at gøre sig umage for at nå dem, der køber billetterne.
Billetterne er nemlig peanuts i forhold til støtten fra kultursnobberne.
Måske synes nogen i branchen, at det er fint – men det er IKKE fint, for den klassiske sangs svanesang ligger lige om hjørnet og bliver sunget fint og regelbundet af DRs vokalensemble – op og nedad rulletrapperne
– og den bliver sunget på neandertalsk.
Der findes allerede musikdramatiske tilbud, som bruger både klassiske og tidssvarende virkemidler for at nå dem, der er deres kunder. Det kaldes musical – og er (hvis man ser på billetsalget) nok kommet for at blive.
Og der er mange kunder – og de vil gerne betale – og det, de betaler er nok til at de nye musikdramatiske tilbud kan overleve ved egen kraft. Over hundredetusinde solgte billetter til en opsætning, er noget en operachef slet ikke ville kunne rumme i sin elitære hjerne.
Det er en jungle derude, folks – og her gælder jungleloven. De stærkeste overlever, som man siger – eller de der forstår at tilpasse sig har en mulighed for at producere levedygtigt afkom.
Det er svært at forestille sig at den klassiske sang skulle kunne overleve uden støtte – men de vilde dyr man fodrer, bliver fra dag 1 dårligere til at overleve ved egen kraft – og tilskyndelsen til at tilpasse sig virkeligheden aftager ligefrem proportionalt med antallet af støttekroner.
Dogmefædrene var sig sørgeligt bevidste om, hvad de forfattede i dogmemanifestet: des flere hjælpemidler og effekter – jo mindre opmærksomhed på kvaliteten af de filmmanuskripter de leverede.

Vi er vidne til en kultur i forfald.
Operaen og dens ansatte er kustoder ved et museum, hvor de lever ganske godt af at fremvise ruinerne og de blankslidte knokler af et mindre antal operahits – skrevet i en fjern fortid, hvor de fyrster værkerne var tilegnet, sandsynligvis huggede hovederne af komponisterne, hvis ikke værkerne var spiselige, ja måske ligefrem delikate. Muligvis er det så svært at skrive klassikere, at de der findes er århundredes relativt få heldige overlevende
Besynderligt nok formår vi heller ikke at bidrage i væsentlig grad til musikdramatikken ved at skrive nye operaer, der kan fange folk – altså flere end den lille nørdede kerne.
De fleste af dem vi betaler for at forsøge, lever i en eller anden tidslomme – eller i en forestilling om, at det der er vigtigt er, at de selv udtrykker sig kunstnerisk – og ikke, at deres publikum får en oplevelse, som er nærende, velsmagende og fordøjelig og dermed vedkommende for dem.
Måske er det simpelthen bare for svært…
Det spiller heller ingen rolle, for nogen har gokket en mammut i nødden og stukket dens snabel ned i en stor pengekasse – så antallet af solgte billetter og den slags detaljer ingenting betyder.
Vi har sat evolutionen ud af kraft og står tilbage med indavlede sterile vrag af værker og opsætninger, som ingenting kan lide, og næsten ingen vil have noget med at gøre.
I stedet for at forlange succes af komponister og iscenesættere prøver vi os frem, som gjaldt det ingen verdens ting.
Søg og du skal finde, forledes man til at antage er devisen.
Ingen andre steder i samfundet ville man være tilfreds med den succesrate.
Det er ikke den ånd eller metode, der har opfundet computeren, dronen eller sat en mand på månen.
Det kan man kun ved hele tiden at tage konsekvensen af, hvad man har lært – og således følt sig forpligtet til at skabe resultater, der virker.
Tro nu ikke, at jeg ikke er bevidst om, at man skam har og stadig forsøger på, at revitalisere de gamle værker ved at iklæde dem nye og spændende iscenesættelser.
Det er ikke undsluppet min opmærksomhed.
Desværre har lige præcis denne trend, som vist hedder ’regiteater’ efter tysk forbillede gjort mere skade end gavn for den i forvejen skrantende kunstart.
Gamle værker, skrevet ind i en tid med hofnarre og kammertjenere har måttet stå model til mange anakronismer og kvinder i jakkesæt med maskinpistoler.
Fordelen ved at operaerne efterhånden alle synges på udenlandsk er her, at ingen forstår, hvor forvrøvlet det hele bliver, når riddere bruger jakkesæt og kongen er en purk med en pegepind.
– overteksten tilpasses behændigt, så de værste paradokser kamufleres.
Men musikken piller man ikke ved – næh, den er nærmest hellig.
Det er igen foragt for slutbrugerne. Det kan da godt være, at man har opført Figaros bryllup mange gange, men de fleste i salen, har formodentlig ikke oplevet den før. Så det er ikke dem, der forventer at værket er ført frem eller udspillet i askebægeret på et cafébord. De vil bare gerne se den sådan, som den er.

Karakteristisk er det, at det er lykkedes marketinindustrien at overbevise dem, der forsøger at sælge opera, at det er vigtigere at bruge penge på marketing end at lave et ordentligt produkt.
Marketing-afdelingerne vokser i takt med arrogancen hos operamagerne, men kommer der flere tilskuere?
Nej! Der kommer færre.
Det er som med manden, der klapper i hænderne for at holde løverne væk. Jamen, her er jo ingen løver!
Nej, men det er jo fordi jeg klapper i hænderne…
Publikum er ikke centrum – er ikke kunder – de er ofre, gidsler, der kan synes om produktet eller ej – det er ikke-væsentligt, for deres økonomiske bidrag er symbolsk.
Myten om kunstneren, der har behov for at skabe sin kunst, uden at skele til om han er i gang med et personligt terapiforløb eller om han kommunikerer med de mennesker, der skal opleve hans værk, lever og trives i bedste velgående.
At give folk hvad de kan lide – hvad enten det er drama, spænding eller bare underholdning – er åbenbart dybt foragteligt, populistisk, utænkeligt.
Respekten for publikum er efterhånden så ringe, at man nu som oftest vælger at kommunikere på sprog, som publikum ikke forstår, og bilder dem ind, at det er til deres eget bedste.
Nødtørftige overtekster tilbydes som en ringe erstatning for tabet af kontakt.
Forklaringen på beslutningen om at opføre operaen på ’originalsproget’ lyder, at stemmerne klinger bedre på de vokaler, som komponisten har komponeret sin musik til.
Ingen nævner, at sangerne hellere vil synge på originalsproget, fordi det giver dem mulighed for også at synge partiet i udlandet – eller at ledelsen har mulighed for at enkeltbesætte rollerne og derved spare penge. I tilfælde af sygdom, køber man blot en sanger hos et agentur i udlandet.
Alt sammen uden respekt for det publikum, som gennem skat og billet har betalt for at opleve en helhed og dermed har en berettiget forventning om at blive imødekommet.
Men det kan de godt glemme.
Operaverdenen troner som Karius og Baktus på balkonen i øverste højre hule hjørnetand
– uden tanke for hverken tandbørsten eller tandlægen, der muligvis lurer lige om hjørnet.

Turet Hin Larm, protestant

---

Kære læsere, hvis der altså er nogen tilbage..

Jeg vil ikke undskylde for Hr. Larms galde, det tilkommer ikke mig. Man er, som man er.
Han er gal, men måske mere i betydningen vred end i betydningen psykisk utilregnelig.

En og anden pointe, har han da vist, selvom jeg aldrig selv ville anvende den tone han slår an.
“O Freunde, nicht diese Töne!” siger Herman Hesse i Beethovens snigende.
Og hvor han han dog ret!
Nu var orkestret lige ved at finde melodien – den søde og nydelige melodi.
Den søde, nydelige konsensus, som vi alle elsker at hygge os med.
Men godt at Hr. Turet Hint a Larm vækker til omtanke og forargelse.
Nok tamper han os, men det gør, uden tvivl, ligeså, om ikke mere, ondt på ham – for han elsker jo sangen og musikken ligeså meget, om ikke mere end vi andre lidt mere passionsløse slutbrugere gør.

Så atter en gang tak til protestanten.

Lang tid er gået, siden jeg påbegyndte dette lille udbrud af et skrift, som jeg ikke anede, om ville blive til en bog eller blot et flyveblad, eller som det vist er endt: noget midt i mellem.

Min konklusion må være, at sangen er unik for os mennesker, fordi dens substans og dens virkemiddel består af det som er unikt for os mennesker: ORDET = sproget.
Denne erkendelse forpligter.
Vi sangere må aldrig glemme, at sproget er vores værktøj, vores bidrag til helheden.
Komponisten har ud fra et tekstforlæg givet os det tonefald, som vi trygt skal forlade os på. Noder og tekst er så at sige både sang og betjeningsvejledning til sangen: bare gør det, der står. Blot ved at være tro og nærværende mod de de ord, vi har fået betroet til viderebringelse, gør vi vores pligt som budbringere og formidlere. En gammel sang er altid ny, når et nyt menneske synger den.
Glemmer vi imidlertid denne hellige pligt, er vi som faderen, der med en cigaret i munden formaner sit barn til ikke at begynde at ryge.
Vi er ikke konsistente, vi er ikke troværdige – vi bliver og forbliver ligegyldige og uden sandhedsværdi. Tro mig; de lytter dernede og søger sammenhæng og konsistens. For hver gang vi svigter og giver dem en accent uden mening eller et piano fuldt af intet andet end manér, så mister de en bid tillid til os – og til sidst forstår de, at der ikke er nogen mening og lukker øjnene og nyder den gode musik.
Jeg havde engang en klaverlærer, der formanede: spil som gjaldt det livet. Det var en formaning, der gjorde indtryk.
Så sanger: syng som gjaldt det, om ikke livet, så dog noget større end blot din sanglærers flueben ved forte, piano, klang og stemte s’er.
Syng sangen, vær sangen, forpligt dig. Du er just nu i gang med måske at sløse alle disse menneskers tid bort – det eneste de ikke kan købe sig mere af.
Ked dem ikke – du er den eneste, der kan gøre en forskel.
Du er den, der er den.
Du er den, du er.
Del det med publikum!
Vis dem værket, vis dem dig! Du er den de sætter deres lid til.
Turd tørre, som man siger. Vis dem, hvor langt, vi der står på denne side af scenekanten tør gå længere end de selv – i sandhedens og i sangens tjeneste
– for at nå lige præcis dem – lige præcis nu.

Jørn Pedersen, d. 20. oktober 2020