Det er således min –  Guds vilje, at min hemmelighed skal viderebringes gennem min ydmyge og tro kirketjener Jørn Pedersen:

Hemmeligheden er, at Jørn Pedersen er Den Levende Gud

Så er det sagt. Nu slap det ud.

Ikke mange før ham har gjort krav på den titel – men mange efter ham vil måske gøre det, når de hører og til fulde forstår hans vidnesbyrd

Kære læser, vær selv ydmyg 
– og husk på at Guds veje er uransagelige og Ånden giver sig til kende gennem de mest snoede, men også de mest direkte kanaler.

Den som ikke lytter efter Sandheden i det mindste græsstrå han undrer på, kan meget vel vente og søge forgæves og sande til i en åndløs sandhed, som Ånden for længst har forladt – som slangen sin ham og krabben sit skjold.
Ånden ligger aldrig stille.

Men hør nu Guds tjener Jørn Pedersen tage Ordet og gennem Ånden tale:

Jeg er Den Levende Gud – jeg er den levende gud.

Jeg er Gud som menneske – og menneske som Gud.

Hele livet har jeg søgt Gud og overset det mest åbenbare billede i min nærhed
– været døv for den mest klare røst og uopmærksom over for det åbenlyst guddommelige som gang på gang strømmede igennem mig: følelsen af Ånden, af Guds nærhed – erkendelsen af samhørighed med dette usynlige fænomen, der aldrig og altid er der.

Vi er blinde overfor de tegn og ledetråde, der fylder verden omkring os – for det største og det bedste, det som den søgende søger; det må være noget udenfor os selv.

Her er min rollemodel:

En lille nisse rejste
med ekstrapost fra land til land,
hans agt det var at hilse
på verdens største mand.

Han kom til stormogulen
og der, hvor kæmpekålen gror,
men mellem alle kæmper
ham tyktes ingen stor.

Da gik han ned til havet
og stirred i det klare vand,
han smilte, thi nu havde
han set den største mand.

Den lille nisse rejste verden tynd og fandt ingen over eller lig sig selv. 

Mange gange blev han imponeret, men altid viste det sig, at det imponerende skrumpede i tidens, iagttagelsens og eftertankens skarpe lys.
Da han slutteligt ser sit eget billede; iagttager det, og ser det stirre tilbage på hans egen sjæl og sjælen iagttage billedet sit eget spejlbillede, fik han klarsynet: 
Det han søgte, stræbte mod, rejste efter – lå lige for.
– han søgte sin overmand og fandt sin lige, og måtte sande, at det ansigt han søgte – Guds – var mage til hans eget.
På en god dag.

Jeg er Den Levende Gud

Hvis ikke jeg er, hvem er så?
 
Nietzsche erklærede Gud for død.
Det er vel en rimelig antagelse, når nogen har været meldt savnet i 2000 år og aldrig hverken ringer eller skriver.
Den døde Gud kender vi – ham kan man læse om, ligesom man kan læse om mange andre historiske personer.

Hvis Gud er død, hvorfor kan jeg så ikke påtage mig opgaven?
Jeg er jo et af Guds børn.

Et stort og temmelig naivt spørgsmål – måske lige en tår over tørsten – for en kirketjener.

Ingen, eller få har gjort krav på titlen, så hvorfor ikke mig? (måske fordi de andre stadig så Gud som levende, som en galaxe eksploderet for 2000 år siden – uden at et opdateret billede har nået os.

En af de få, der nærmede sig et krav om guddommelighed, kaldte sig selv Guds søn – og omtalte Gud som sin fader i Himlen.
Og dog var han et menneske, et menneske, hvis forældre kaldte ham for Jesus.
Mine kaldte mig for Jørn.

Man kan sige, at den umiddelbare forskel på Jesus og de fleste andre (ikke Jørn Pedersen) er at Jesus tog konsekvensen af sin overbevisning. Han trådte i karakter, så at sige. Gik linen ud.
Han indså før alle andre, at han var Guds søn og dermed Gud.
Mange andre – det fleste kristne – har siden kaldt sig selv Guds børn – og selvom børn jo som bekendt består af både sønner og døtre, så har de allerfleste oplevet titlen som ‘Guds søn’ som taget – for ikke at sige optaget; en beskyttet titel altså.

Gud, Søn og Helligånd. Treenigheden. Det store paradoks i kristendommen. Hvem er hvem og hvis Jesus var død i påsken, var universet så uden Gud i tre dage? (Kierkegaard)

I 2000 år er det lykkedes at forholde, stort set alle mennesker, den enkle og åbenlyse sandhed, som ligger i udsagnet: 
Jeg er den Levende Gud. 
Den mulighed, at alle som faktisk tager konsekvensen af kristendommen har del i både Guds ansigt, Guds ånd og Guds Ord.

De har del i Ordet – både det læste, det som står skrevet – men er også selv potentielle skribenter i Kristendommens store fortælling – helt på lige fod med Gud og Jesus og alle de andre. Der står vel ingen steder skrevet, at fortællingen om kristendommen er slut? Slutter den er kristendommen virkelig død – så tro mig, den slutter aldrig. Vi fortæller stadig.
Vi er alle bærere af Det Levende Ord, da der selvsagt ikke er andre til at bære det.

Lad mig ikke trække pinen længere ud, men dele min åbenbaring:

Jeg er Den Levende Gud!

Er der noget galt i den sætning?
Eller hvad springer i øjnene, hvis man læser sætningen som man plejer?
Selvfølgelig ikke ‘Den levende Gud’ – den er for kristne helt plausibel. 
,’Jeg’ er også helt okay. 
Den er gal, fordi det er Jørn Pedersen, der siger sætningen. Han er jo menneske og ikke Gud.
Men er han da ikke blasfemiker?

Ikke på vilkår.
Jesus siger selv, at vi kan gøre grin med både ham og Faderen – så hvis det her er til grin, så er vi stadig på sikker grund. 
Kun Helligånden må man ikke bespotte.
Det koster.
Også der er vi på sikker grund – for jeg spotter ikke – ej heller spøger jeg.

Jeg er jo den levende Gud.

Hvem skulle jeg ellers være? En alien faldet ned fra en stjerne – ligesom mr. Bean?

Lad os se det i øjnene: Gud er sat ud af spillet, qua sine egne regler. Værsågod menneske; her er dit liv. Du er fri, du må gøre hvad du vil. Du må vælge hvad du gør. Livet svarer altid igen – så lær at begå dig.
Jeg er der altid, når du beder mig være der, men jeg kan, som ånd og giver af ALLES frihed ikke blande mig i den enkeltes liv – ikke uden jeg blander mig i alles liv – og det har jeg jo lovet ikke at gøre.

Så kend mig og gør min vilje – det vil være en kæmpe hjælp.
Forstår I, jeg er som en instruktør til en premiere: fuldstændig prisgivet fjolserne på scenen, hvad de husker og hvad de finder på undervejs.

Men spids nu ører, for nu skifter vi spor – for i modsætning til, hvad de fleste mener: Jeg kommer af Gud

– men jeg er ikke adskilt fra Gud, jeg har aldrig været adskilt fra Gud – hvordan skulle jeg kunne være det?
 
Uanset hvor jeg løber hen, er Gud i og omkring mig. Det føler jeg helt klart. Som Jonas har jeg hele mit liv flygtet fra min bestemmelse, nemlig at sige:
Jeg er Den Levende Gud
Nu har hvalfisken spyttet mig ud på bredden ved Hørsholm kirke – nu skal det frem.

Når jeg beder om det, er Ånden min vejleder og Guds skabende kraft er i mine hænder.
Det føler jeg helt klart.
Som en anden ånd i Aladdin er han der, når jeg gnider på min imaginære lampe. 
Disse linjer – hvor skulle de stamme fra, om ikke fra Gud gennem Ånden – de kommer helt sikkert ikke fra mig.
Det føler jeg helt klart.

Jeg er forskellig fra alt, som ikke er levende. 
Jorden er delt i det levende og det som ikke er levende. 
Jorden er forskellig fra en enorm verden, som omgiver os
– universet, som for alt andet end vores fantasi – blot er en ubeskrivelig enorm dødvægt af livløst stof.

Jorden er et mirakel, uden sidestykke – muligvis ikke i hele universet – det har vi jo ingen anelse om, men klart og fuldt for vores naturligt begrænsede erkendelse. Ikke desto mindre fantaserer vi i indbildt ensomhed om intelligent liv på fjerne kloder. Så vi ikke er alene.
Men teorierne om liv på andre planeter er blot kluntet eventyrskrivning, der ikke indeholder substans nok til et komma i et af H.C.Andersens eventyr. 
Vi mennesker elsker den fortælling – men i modsætning til fortællingen om Gud, er den gold og uden hold i noget som helst menneskeligt – andet end vores trang til digte historier om skyggerne i tusmørket.

Gud, som er usynlig kender vi kun fra beretninger fra de mennesker, som han har åbenbaret sig for. 
Vi kender ham fra profeter og deres historier – og ikke mindst fra fortællingen om, da Gud blev menneske.

Gud er den, som altid lytter, men aldrig svarer.
Den eneste der passer på den beskrivelse er mit spejlbillede
Gud er den, som altid er der, og aldrig viser sig.
Præcis som jeg oplever mig selv, når jeg ser lige frem og er afskåret fra mit eget spejlbillede. Jeg er der, men er usynlig (for mig selv)

Sådan er Gud
Medmindre at Gud er den, som altid er der og altid viser sig. Vi ser ham bare ikke – fordi han ikke ser ud, som vi forventer.
Den som altid lytter og altid svarer – altid taler og sjældent tier. Vi hører ham blot ikke – fordi vi forventer, at han taler med en anden stemme end vores egen.

Tænk, hvis det er sandt at Guds rige er midt iblandt os – at vi selv er det rige.

Når jeg læser Guds ord, er Gud tilstede – ja, men ikke i Ordet, vel? Ikke inde i biblen. 
Gud er ikke inde i biblen, ligeså lidt, som der ikke er mennesker inde i fjernsynet.

Biblen er Guds fodspor – et aftryk af Gud.
Men den er ikke Gud.
Den som ikke kan kende forskel på foden og et fodspor er ilde stedt.

Så når Gud er tilstede, når jeg læser i biblen – og Gud ikke er inde i biblen – så må Gud være inde i MIG, som læser biblen.

Det er altså mig, der indeholder Gud – altså når Gud er levende? Ja, hvad ellers? Bogen er det jo ikke.

Er smerten eller glæden, storheden eller sødmen indeholdt i den musik vi hører?

Øh, nej – selvfølgelig er den ikke det. 
Musikken, som vi hører, er at regne som enhver anden form for lyd, ja støj – indtil nogen hører den.
Det er først i den, der lytter, musikken bliver til smerte, glæde, storhed eller sødme.
Hvorfor mon?
Fordi  Ånden i den der lytter,  møder Ånden i den der skrev den og Ånden i den der fremførte musikken.

Kan I mærke, hvor vi er på vej hen?

Det er lytteren, der skaber musikken. Som da Gud blæste Ånd i en klump ler og denne blev til Adam. 
Elementært.
Det er det, der hedder beånding.

Det ligger så snublende nært at ingen ser det. 
Når man så tager vores angst for at ophøje os selv og tro, at vi er andet end uværdige syndere, som behøver Guds tilgivelse for at kunne leve og dø på tålelig vis
 – ja så er det måske ikke så mærkeligt, at så få står frem og indrømmer:

Jeg er den Levende Gud.

Og hvis Gud ikke var mig – hvem skulle han så være?

Jeg er en kristen, måske ..
Jeg er et Guds barn, måske. ..

Men aldrig:

Jeg er Den Levende Gud, selv.

Gud har talt til sit folk og til os – ikke sandt?

Men aldrig uden gennem munden på et menneske, vel?
Der var lige de der stentavler – måske, men se bort fra dem et øjeblik.

Altså har mange gennem tiden været Guds talerør – ikke sandt?
Men hvis Gud taler gennem mennesker,
hvorfor skulle det, som kommer ud af min mund så ikke også være Guds ord?

Hvem andre end Den Levende Gud skulle kunne tale gennem mig?

Tja, træet kendes jo på dets frugter – smag på dem, om de søde eller bitre.

Det kunne jo være Satan – Guds opponent, der talte gennem dig, Jørn Pedersen, Gudsbespotter!

Ja det kunne det vel – men hvem af jer, er ikke i stand til at høre forskel på Gud og Satan?

Den som ikke magter den udfordring er ilde stedt (for det er jo sådan set det, vi hver især gør hele tiden)
Som en sanglærer der bilder sin elev ind, at denne ikke kan afgøre om noget er rent eller falsk – har man i århundreder forsøgt at holde mennesker i sjælelig fangenskab ved at bilde dem ind, at kun Gud er i stand til at kende ondt fra godt.

Jeg er i modsætning til det døde, levende.
Jeg taler ord, jeg ikke kender oprindelsen af, og siger sætninger jeg ikke aner, hvor kommer fra.
Jeg skriver musik, som jeg ikke kan tage ansvaret for og har tanker, visioner, klarsyn, der strømmer fra en kilde, hvis udspring, jeg ikke kender, men som aldrig tørrer ud.

Jeg har Ånden, Ånden er over mig – jeg er et med Ånden – Ånden bruger mig – jeg er Ånden og Ånden er jo som bekendt et med Gud, som er et med Jesus.
Altså er jeg et med Jesus og Jesus er Gud – fordi Gud ikke er adskilt fra noget som helst.

Altså er jeg Den Levende Guds inkarnation – men som modsat Jesus, som jeg i virkeligheden også er, IKKE har taget konsekvensen af at være Gud.

Jesus brugte 30 år på at øve sig – og talte store ord, de største ord talt, måske.

Men han var jo på den anden side også Gud

Jeg begynder nu!

Amen.

April 2017.