Simpel logisk tænkning

Ny viden: vi kan alligevel ikke drages til ansvar for klimaændringer

Jorden udtaler: tak for hjælpen, men jeg klarer altid den slags selv.

Mette Stender Pedersen har skrevet en artikel på DR’s hjemmeside med overskriften:

Tænketank: danskerne er blevet for selvfede i klimadebatten.

To ’eksperter’ citeres her for nogle af de mest fortærskede klimaklicheer samt hånlig tale mod de selvfede danskere, der ikke længere går bagover over klimatruslen, men hellere går bagover i sofaen, selvtilfredse over det, som de har opnået ved grønne tiltag – på papiret altså.

For selv om vi har nedbragt vores CO2-udslip betragteligt – er det sket ved i overvejende grad at eksportere produktion og arbejdspladser til f.eks. Kina.

Skam jer, selvfede danskere!
I tror, at I er klimadukse og kalder jer selv for ’tossegrønne’ som er SÅ dumme at være SÅ grønne, når alle andre ikke er det.
Jamen er I da slet ikke klar over, at vi skulle bruge 3,5 jordklode, hvis alle skulle leve som vi?
Det siger Torben Chrintz fra den grønne tænketank Concito, selv.
Klimaspørgsmålet: ’Det er for stort og for abstrakt’ forklarer Peter Bjerregaard, Tidskriftet Ræsons klimaredaktør.
Undervejs bliver der namedroppet med både Verdensnaturfonden, FN, Ban Ki-moon og energistyrelsen.
Skam jer, selvfede danskere!
Men vi skammer os tilsyneladende ikke.
Vi nyder vore rejser, røde bøffer og leger videre med vores gadgets, mens vi skæver til  uforskammet store fladskærme.

Men hvad vil artiklen egentlig, og har den overhovedet nogen sandhedspointe?
For at forstå noget, må man forstå præmisserne, for det man skal forstå.
Der er tale om en registreret klimaforandring, sammenkædet med udledning af CO2.
Det skal vi skamme os over – især vi danskere.
Det er implicit Homo Sapiens Danica, der nu med CO2 truer planeten Jorden til undergang, og når man har begået sådan en fejl, er det kun rimeligt at sige undskyld og rette op på skaderne, så:
Lad os sammen spare lidt på CO2-udledningen og redde verden.
Men kan man det?
Med vanlig menneskelig arrogance er det lykkedes videnskabsfolk og NGOer – godt hjulpet af medierne – at plante den illusion, at vi har reel indflydelse på nedbrydningen og genoprettelsen af planeten Jorden.

Det virker besynderligt, at forskere er optaget af den form for naturromantik, hvor naturen anses at være en statisk, uforanderlig størrelse. Forskere burde vide, at naturen er en dynamisk størrelse – det er jo selve årsagen til, at vi er her.
Der er gået mode i at forske i forandringer. Især de negative.
Klimaforskning er vigtig!
Hvorfor, egentlig?
Man behøver da ikke være forsker for at se, at Jordens befolkning vokser med foruroligende hast, og at såkaldt ’forurening’ ikke er noget eksakt, men kun en betegnelse for, hvor stor en indflydelse vi har på de økosystemer, vi befinder os i.
Denne indflydelse af først og fremmest udtrykt ved mængden af ’forurening’ – og denne mængde er først og fremmest afhængig af, hvor mange der ’forurener’ – og antallet stiger støt.
Kan man forstå det, kan man også forstå, at det kun går en vej med diversiteten på planeten; nemlig ned.
Til sidst er der kun os – plus nogle få arter, som vi holder som husdyr.
Det er kun et spørgsmål om tid.
Skulle det lykkes at begrænse skaderne, vil befolkningstilvæksten ophæve effekten.

Klimaforandringer – menneskeskabte eller naturlige – er uden betydning for vores lidt fjernere fremtid, men der er masser af penge i at hype illusionen om, at vi kan styre klimaet i den nærmeste fremtid.
Det ses bl.a. i FN, klimapaneler og tænketanke, hvor folk som de ovennævnte pludrer løs i tyndslidte klimaklicheer – uden hold i virkeligheden og simpelthen, fordi det er deres job.
Pengene flyder den vej og til de forskere, der producerer de mest skræmmende tal og scenarier.
Noget må gøres! Der må forskes mere!
Planeten går ingen undergang i møde pga. os.
Planeten har overlevet langt værre katastrofer i sin milliarder år lange historie.
Vi har kun været med i 50.000 år, og det seneste århundredes erkendelsesboom har gjort os så overmodige og arrogante, at vi nu tror, at vi kan kontrollere alting – inklusive planeten Jordens skæbne.
Man ak, der endte vi tilbage i muddergrøften – og alle æggene lå på jorden.
Det er hævet over enhver tvivl, at vores art, er truet af sin egen succes. Vi har sejret ad Helvede til.
Homo Sapiens står overfor noget stort, voldsomt og decimerende. Formodentlig ikke lige nu – men senere.
Om det bliver menneskehedens undergang, aner vi af gode grunde ikke.

Men hvordan kan jeg vide, at jeg, og ikke eksperterne, har fat i den lange ende?

Fordi jeg anvender simpel logisk tænkning.

De selvfede danskere gider ikke en gang skamme sig.
Så meget desto mere desillusionerende, hvis man troede at klimaånd kan mobiliseres med en blanding af oplysning, afgifter og dårlig samvittighed.
Vi ligger angiveligt i top 10 over klimasyndere, men vi ligger også i toppen af de mest oplyste folk i verden.
Alligevel er vi åbenbart ikke i stand til at ændre adfærd, når det gælder forbrug.
Er det ikke skræmmende?
Fede mennesker er ikke i stand til at tabe sig – på trods af, at det burde være et enkelt kalorieregnestykke at gøre det.

De KUNNE, men de KAN ikke.

Jamen, så lad dog være at sige, at vi stadig kan gøre noget ved klimaforandringerne.
Vi KUNNE gøre noget ved klimaet, hvis vi havde pengene, tiden og teknologien, og hvis vi kunne styre alle på planeten.
Men det har vi ikke, og alle på planeten løber i hver sin retning med hver sin dagsorden – mens de bliver flere og flere.
Vi i vesten og ikke mindst Danmark føler ikke, at vi har nok, selvom vi har alt i flere udgaver
– hvordan skulle middelklassen i Kina og Indien, så pludselig udvikle sig til at være samvittighedsfulde klimadukse, bare de får uddannelse og oplysning?
Sådanne fantasier fostres af politikere, forskere, firmaer og organisationer, hvis job det er, at sige sådan noget.
En grøn tænketank f.eks.
Et tidsskrift, der fejlagtigt kalder sig ‘Ræson’ – som jo betyder fornuft…
Når verden forandrer sig, forandrer klimaet sig.
Når klimaet forandrer sig, forandrer verden sig.
Det virker, som om det kommer som et chok for forskerne.
‘Jamen, der vil være steder på planeten, hvor folk ikke længere kan bo.’
Så må de jo flytte. Det har folk altid gjort.
‘Jamen, det vil skabe flygtningestrømme af usete dimensioner.’
Ja, og måske er det her modet i virkeligheden svigter og debatten for alvor forstummer.
Ingen ønsker at røre den problemstilling – men det bliver vi nødt til – før eller senere.
Debatten om det vi for få år siden kaldte ’overbefolkningen’, er også forsvundet i politisk korrekthed – for hvem er det egentlig, der er for mange?
‘Mange mennesker vil dø.’
Formodentlig
– og således blev vi revet ud af illusionen om, at det er os, der regulerer planeten og ikke planeten, der regulerer os.

Når Torben Chrintz hævder at danskernes røde bøffer har betydning for klimaet, må det være fordi, han ikke fatter forskellen på 5 mill. og 7 milliarder, hvilket svarer til forskellen på en mus og et menneske.
Sagen er ikke bøf – sagen er ikke vores bord.
Hvor dårlig samvittighed skal vi ha’ over at eksistere, før det er nok?
Måske bruger de selvfede danskere i virkeligheden blot deres boglige topplacering til at vurdere, at der ikke består noget rimeligt forhold mellem de livskvalitetsforringende forsagelser der prækes – og den reelle effekt på klimaet.
Derimod virker det som om, at vi har fattet forskellen på klimaet og miljøet.
Vi kan gøre en mærkbar forskel på miljøet – det kan vi ikke globalt. De der tror det, går tur med en død hund.

Jeg er træt af den forløjede popsang med omkvædet: ’vi skal skynde os at få styr på klimaet og redde planeten’.
Det er højtbetalte folk, der trækker på stærke brands som FN, Verdensnaturfonden m.fl., som overdænger os med floskler, der hører hjemme på Dansktoppen.
Og nej, jeg er ikke klimabenægter – det er i øvrigt også helt irrelevant om klimaforandringen er menneskeskabt eller ej
– det er illusionen om, at vi i vores arrogance tror, og forsøger at bilde folk ind, at vi kan vende udviklingen, der er problemet.
Jorden er, som den altid har været: – i konstant forandring.
Vi kom, vi solede os i verdens lys – og vi forsvandt igen.
Det kan ingen tænketank eller klimadebat lave om på.

Et, giver jeg dog de to ’eksperter’ ret i: – der ER ingen debat.
Alle synger med på den samme sang, og hvis nogen tvivler, mumler de i skægget.
Få er dumme nok til at stå op mod så mægtigt et kor med så stærke stemmer.