En spøjs historie

Han kom ikke fra et hjem med klaver, men han kom fra en familie, der som en del andre familier bar på en hemmelighed – en hemmelighed, som han dog ikke var inviteret med til at bære – al den stund, at han var selve kernen i hemmeligheden

Tak til dem der bar, som man siger – han havde gerne båret med, nu må han nøjes med at bære over.

Han havde, som absolut alle andre, en mor.
Denne mor opgav imidlertid, til sidst, at være bærer af hemmeligheden.
Nå, røbede hun den?

Næ, ikke på vilkår; hun opgav såmænd ævred og døde.

Lille og krumbøjet, vissen som et tørret tobaksblad lige inden det bliver findelt og rullet til en af de smøger, som hun stædigt havde trukket vejret igennem det meste af sit næsten 74 år lange liv; sådan huskede han hende.

Han havde flere gange været på hospitalet.
Ikke fordi han fejlede noget påviseligt, men fordi hans storesøster havde ringet og sagt, at nu lå den lille indtørrede gamle dame på sit absolut yderste, og det var sidste chance, hvis man ville nå en personlig afsked.
Det viste sig dog, at hun slet ikke var det yderste nær – især ikke de første gange han dukkede op for at bevidne livets sidste kadence:
– tonika, subdominant, dominant, tonika – slut, Ende, finito, the end.

Hver gang, hun angiveligt sang på sidste vers, var der alligevel mindst et vers tilbage i hans lille gamle mor.
Der var længere ud til det yderste, end man først anede – det så han med det samme deres øjne mødtes.
Solen er så rød mor – ja, men ikke gået ned endnu.

Hun livede op, når hun så sin søn, og morede sig over finurlige sprogligheder og sproglige finurligheder, og huskes bl.a. for bemærkningen: ’smart – der er også spejl i’, da hun så sit eget spejlbillede på skærmen af en slukket mobiltelefon.

Men lungekræft, osteoporose og KOL, gjorde til sidst kål på hans mor, som han, hvis han havde kunnet huske så langt tilbage, så første gang med en Prince i munden, sådan lidt skråt fra neden, mens hun sad og gav bryst.
Han var blevet født i besøgstiden – mellem 11 og 11.30 en søndag i februar  engang i halvtredserne på et katolsk hospital i Vejle.
Fødslen gik så hurtigt, at fødselslægen spontant udbrød: – ’det var sgu ekspedit!’
Noget lignende, udover de mange gange hans mor fortalte ammestuehistorien, hørte han først da fødselslægen, efter fødslen af hans egen datter og denne gang på sjællandsk udbrød: – ’det var sgu ekspedit!’ Måske, det er noget de lærer på fødekurserne på universitetet.

Men en dag gik solen definitivt ned for hans mor – og næste gang han hørte fra sin søster, var i pausen mellem 2. og 3. akt af Figaros bryllup. Nu var mor sovet ind – sagde hans søster på telefonsvareren.

Han gik ind til 3. akt, og beklagede overfor dirigent og instruktør, hvis stemmen skulle vakle i de to sidste akter – men hans mor var død under ouverturen.

Ikke af, ikke over, men under.

Der var nu ikke megen vokal vaklen at spore – den metier han havde valgt, var fuld af store følelser, så mange og så store, at der ofte ikke var plads til hans egne, hverken de store eller de små. Dem man havde tilovers solgte man til publikum – og det man sælger, kan man jo ikke beholde selv.

Men efter forestillingen var der lidt plads igen.

Nyheden bredte sig: hans mor er død, og Figaro, en stor jovial bassemand, gav ham en krammer (de havde noget sammen, de to bassemænd – for faktisk returnerede han blot den krammer, der blev ham selv til del, da hans egen lille kære gamle mor gik i et med evighedens store bagtæppe et par år tidligere)
Krammeren, var præcis så (for) lang, at tårerne sprang frem og stemmen endelig fik lov at vakle en stund, men da var det betalende publikum gået hjem.

Fred være med mor, og æret være hendes minde – hun var, måske ikke en hønemor, men så en løvemor da. Hun slog en proper næve og stegte en god frikadelle – og så serverede hun citronfromage af dybe tallerkner..

Ud over det kunne hun holde tand for tunge, når det gjaldt – hun røbede aldrig hemmeligheden.

Med hende forsvandt den sidste viden, og i hende døde det sidste vidne, som man ville have kunnet torturere til at tale – hvis man altså vidste, at der var stukket noget under stolen, og hvis man havde været den type.
Han var ikke den torturende type – og anede heller ikke, på det tidspunkt, at der fandtes en hemmelighed under en stol, så han sang videre i al stilfærdig uvidenhed.
Men nogen havde en anelse, og denne nogen ringede en dag og stillede følgende mystiske spørgsmål:

’Har du aldrig tænkt på, at du ikke ligner resten af familien?’

Tænkt? Måske ikke ligefrem tænkt, men følt – jo, han følte sig jo ikke ligesom resten af familien, selvfølgelig gjorde han ikke det. Der var jo ikke nogen andre i hans familie, der levede af at synge ord og toner ind i folk, for at få følelser og tårer ud – ikke en gang nogen, der havde levet af at råbe rejer på Gammel Strand. Ikke ham bekendt.
Han følte sig mest af alt som en Mr. Bean – der ikke er af denne verden, men er kommet ind i den, sådan ved et tilfælde – plumpet ned fra ud af ingenting – eller i hvert fald ud af noget helt andet.

’Hej storesøster’

’Næh, det har jeg da aldrig tænkt på, hvad mener du?’

’Jo, jeg mener, du ligner jo ikke os andre’

Hvad var nu det? Begyndte hun nu igen?

Det var ikke mere end 45 år siden, hun sidst havde forsøgt sig med en historie om, at han ikke var rigtigt medlem af familien – at han var adopteret. Det viste sig dog bare at være ondskab og drengestreger, fostret i en atypisk barnefantasi. Dengang blev han forskrækket, fortvivlet og bange, men hvad var det her?

’Ligner, hvad mener du?’

’Kan du ikke se, at du ikke ligner far overhovedet, sådan som jeg gør’ – begyndte hun.
’Måske ligner du mor – lidt, men ikke far’, fortsatte hun.

’Jeg ville have talt med hende om det, inden hun døde, men jeg turde ikke, da det kom til stykket – og da jeg endelig havde samlet mod, var hun død’ afsluttede hun.

Spændende, et sandt drama på sygestuen havde ikke fundet sted.

Det havde været spektakulært med en tilståelse fra kanten af det yderste af dødslejet: ’Korrekt, han er ikke en af os – han er uægte – hans far hedder.. ahhh… +++

Men nej – det blev ved snakken, mistanken, antagelsen, formodningen, håbet om, at han ikke var en af dem. Spørgsmålet var, om håbet var begrundet?
Hvorfor ringede hans søster og forsøgte at plante den ide, nu da alle, der kunne be- eller afkræfte den, var døde?

’Nå men, hej igen storesøster.’

Foreløbig blæste svaret i vinden, som man siger. Det var med andre ord blæst væk.

Lignede han virkelig ikke sin far?

Det havde han aldrig tænkt nærmere over, det var ligesom altid større ting han tænkte nærmere over; Gud, Darwin, kærligheden, penge…

Han havde et billede af sin far – et fotografi – et han selv havde taget.

Der var også billeder af Verner, som hans far hed, fra brylluppet, da far Verner blev gift med den lille gamle dame, som dengang var ung kvinde og hed Kirsten, og som skønt hun kun var 156 cm høj – med temmelig stor sikkerhed var biologisk mor til ham, som nu måske ikke længere tilhørte familien – sådan 100 procent.

Verner; en middelhøj mand med mørkblondt lidt rødligt hår, måske med lidt ægte fald, havde smalle skuldre, et langt ansigt og med årene en svampet næse. Ikke ulig så mange andre, en type kan man næsten sige: Kim Larsen f.eks. Tænderne var store, men ikke ægte. Han huskede da far engang kom hjem med nye tænder, der ifølge mor var grimme og alt for store. ’Sådan så de ud, da jeg var ung – de er lavet efter et billede’. Men nej, de var for store og for grimme. Stakkels Verner.

Han kiggede på billederne af Verner; – og hans far kiggede venligt, men lidt tomt tilbage fra det fine bryllupsbillede, hvor alt endnu var smukt og fuldt af bruntonet håb om bedre tider. Et kort øjeblik i halvtredserne med brunt jakkesæt, brun brud med brun spadseredragt og en buket brune fresier.
Verner tog sig noget anderledes ud på billedet taget på plejehjemmet i Åbyhøj et liv senere; Jo, jo, det var Verner, han lignede sig selv, men næ, næ, Verner lignede, som rygtet lød, ikke umiddelbart sin søn – og denne slet ikke sin far. Var der hold i rygterne, var der noget om snakken?

Han tænkte på sine egne to biologiske børn, som han levede i ualmindelig god tro på, at han var far til.

Der var mange fysiske ligheder – for ikke at tale om de mentale.
Han skyldte dem en formodentlig en klækkelig erstatning for visse af disse ligheder.
På den anden side, hvis man modregnede de gode egenskaber, som også, med lidt god vilje, kunne tilregnes ham, gik det måske næsten lige op. Han måtte ruste sig mod et eventuelt sagsanlæg.
Desuden havde han og de, alle tre med andre ord, det samme lille knoglefremspring på ydersiden af begge fødder.
Måske var det unikt i verden – de kendte i alt fald ikke andre, der led af den fodfejl.

Så stik den! Hans gener, både de gode og dem for de lidt viderekomne var ganske synlige.
Det var hans børn, og de lignede ham, såvel som de lignede deres mor.

Men mellem ham og manden på billederne var tilsyneladende ingen lighed – han lignede ham ikke – over hovedet (og heller ikke i ansigtet).
Hvad der var langt eller smalt på far var kort eller bredt på ham og omvendt, sådan i grove træk.
Øjenfarven brun, hans øjenfarve – havde for resten ingen af forældrene; endskønt han vidste, at brun burde være dominant over blå, så hvordan får to blåøjede forældre en dreng med olivenbrune øjne?

Måske havde storesøster alligevel fat i noget.
Blåøjede havde de altid været – så blå, at de troede på den historie, som vandrede i familien – og som havde sit udspring fra moderen, og ville vide, at overlægen på Sct. Maria hospital i Vejle skulle have sagt, at hvis hun fik flere børn, så kunne de såmænd gå hen at få næsten sorte øjne.
Det sagde lægen selv – og så er det lige så sikkert, som havde det stået i avisen.
Godt nok var hospitalet siden lavet om til hospice, men alligevel.

Ja, ja, mor – var det sandt eller var det en vandrehistorie i en blåøjet familie – en skrøne, en hvid løgn om brune øjne?
Svaret kendes, svaret røbes, dog ikke straks – historien er ikke slut endnu.

For hvis Verner ikke var hans faderlige ophav, hvem var så?

Var det mon Jørgen?

Jørn, hed han selv – Jørn kunne være et spor, lagt ud af hans mor, i en trang til at røbe lidt uden at røbe for meget.

Han huskede Jørgen med blandede følelser.
Jørgen var vist nok Verners fætter, og kom forbi engang da de boede i Kroghsgade i Århus, da han var i byen med Cirkus Moreno.
Cirkus? Sagde du cirkus, hallo – pas på vasketøjet og de unge piger, der er cirkus i byen. Klart det måtte være ham – sådan en gøgler.

Jørgen var en venlig mand.
Mørkt hår ligesom Jørn og musiker – også ligesom Jørn… Måske der var noget der?
Har vi allerede et match?
Jørgen var interesseret i Jørn, og Jørn var interesseret i Jørgen, og da Jørgen også var frisør, klippede han drengen – på anfordring i bedste Roger Moore-stil.
Siden tog han ham en dag ved hånden og vandrede ned til Tangkrogen til det store cirkustelt, og viste ham den lille orkesterloge med alle musikinstrumenterne – lige over den fine indgang, hvor elefanter, heste og sikkert også løver – det var jo i gamle dage – kom ind i manegen.
Der sad Jørgen om aftenen og spillede hammondorgel til cirkusprinsesser og verdensartister – åndeløst spændende for en dreng på 10 år.
Sikke en kraftkarl – sandelig noget andet end far Verner, der bare var ufaglært arbejdsmand og træt om aftenen.

Værd at nævne, og slet ikke uvæsentligt, blinker et andet stærkt indicium i billedet: Jørgen kom på besøg flere dage i træk, spiste med, og talte meget med Jørns mor!

De grinede og havde det sjovt og var sammen på en helt anderledes måde, end hun var sammen med far Verner.

Far Verner kom altid – også mens Jørgen var i byen – træt hjem fra arbejde, spiste aftensmad og gik ind i værelset ved siden af (det andet af de to værelser) og tog sig en god lang lur, inden han skulle i seng og sove.

Imens fjantede Jørgen og moderen og drak kaffe og lo højt.

Familien Pedersen boede i to værelser på 1. sal i et lille byhus, som havde tilhørt Verners forældre.
Børnene; drengen og hans storesøster havde et fælles værelse på 2. sal – lige over stuen.
Drengen var urolig ved denne uvante fjanten, og forstod ikke, hvorfor hans far sorgløst snorkede på sin post, og ikke passede bedre på sin kone.
Så altså: – når faderen ikke ville, måtte sønnen jo tage over, og da man troede, at han sov trygt i sin seng, stod han op og listede ned på reposen mellem etagerne, og lyttede gennem væggen for at høre, om der foregik noget suspekt.
Det gjorde der vist ikke, men måske, hvem ved – dog; hans mistanke blev ikke bekræftet.
På den anden side – eftersom han jo allerede var 10 år gammel på det tidspunkt, kunne det jo ikke være ved den lejlighed, at Jørgen, ved moderens opsparede villighed, blev til Jørn.
Han måtte muligvis endnu længere tilbage i historien – tilbage til Vejle, hvor han blev født 19.2.1956.
Spørgsmålet stod stadig åbent:
Hvem havde eventuelt bedåret og besvangret en forsømt hjemmegående husmor på 25
– i maj 1955?

Der gik nogle historier i familien – ikke mange, men visse var så særlige eller måske dyrebare, at de bare måtte fortælles igen og igen.

Således var det med historien om Papa Jens.

Hans mor holdt meget af den historie, som i al sin enkelhed omhandlede hendes møde med Jens Mandal Jensen, en kakkelovnsmand, der boede på Strandvejen i Vejle i midten af halvtredserne.
Det skal tilføjes, at Ibæk strandvej ikke var noget i nærheden af Strandvejen i hverken Århus eller København. Det var bare Strandvejen – en vej langs med Vejle fjord, og her boede almindelige mennesker – sådan nogle som han kom af.
Hans forældre; Kirsten og Verner var flyttet fra Århus til Vejle, da Verner fik arbejde som farvehandler-komis hos Theophil Petersen på Rådhuspladsen.
Lis; hans storesøster, som vi allerede har hørt om, blev født i 1953. Hun var fra fødslen slemt plaget af sygdom, forårsaget af den fugtige luft i Vejledalen og de ligeså fugtige og i øvrigt elendige lejligheder, hvor det unge par havde råd til at bo.
Hun lå nu i en brugt barnevogn, som blev skubbet af en lille køn mor, der selv var grådkvalt af tårevædet savn efter sin egen mor tilbage i Århus.
De to kommer – og det er historien – trillende hen ad Strandvejen, da en venlig mand på 35 (Jens) ser dem, sanser hendes kvide, og stikker hovedet ud fra sin have og siger:
’Søødde bette ven da, hvad er du da så ked af – og sikke da en dejlig pi’e du har der.’
Ren folklore – fremført på uforfalsket vejlensisk og helt uden bløde d’er. En søndag på Amager, bare i Vejle. Folkedragter var der formodentlig ikke tale om, men den hilsen stoppede gråden, og fik smilet frem, for som hans mor altid havde sagt:

’Når man tager barnet ved hånden, ja, så tager man moderen om hjertet’

Kunne det være ham, der var skurken, forføreren, gravøren?

Stoppede hans hånd ikke ved hjertet?
Var den krøbet længere ned?

Tja, hvem ved – ovennævnte historie lyser jo af gensidig sympati, og lysten til at fortælle historien igen og igen, borger for sandhedsværdien i det gamle ordsprog:

’…tager man moderen om hjertet’.

Var historien en drømmen sig tilbage til en dejlig tid og en hyggelig situation, eller slet og ret den skyldiges ubevidste, men bevidst tilslørede anglen efter tilgivelse for et fatalt (eller måske snarere, natalt) sidespring?
Optrinnet blev, om ikke andet begyndelsen på et livslangt venskab mellem Kirsten og Verner og Jens og Vitta; Vitta der nøjagtig en måned efter Jørn blev født, blev mor til en krudtugle af en pige, som kom til at hedde Laila.

Vedholdenhed var og er ikke en af hans spidskompetencer, så ligeså hurtigt som den ene dag tager den anden, glemte han alt om familie-uligheder, tvivlsom herkomst og fusk med faderskab.
Men visse sandheder vil ikke finde sig i sådan at blive glemt, bare fordi den ene dag tager den anden, så skæbnen spillede ham snart endnu et kort.
Den del af historien udspiller sig nogle måneder senere, og har kun lidt med det foregående at gøre – i alt fald ikke umiddelbart, og så dog alligevel…

Sommeren var kommen i det Herrens år 2005, og han var tæt på premieren på Strauss’s ’Rosenkavaleren på Den Jyske Opera’.

En dag kommer Elsebeth, en kvindelig kollega, og stiller følgende spørgsmål:

’Hvad siger du, hvis jeg siger 19. marts 1956?’

’Ja, så siger jeg, at du rammer en måned ved siden af ’

’Nej, jeg rammer ikke ved siden af – hvad siger du?’

’Det er altså en måned ved siden af – jeg er født d. 19. februar’

’Jeg rammer ikke ved siden af, siger jeg jo’

’Ja, så siger jeg Laila.’

’Ja, lige præcis, hun siger, at hun kender dig, og at I har leget sammen som børn i Vejle.’

’Jamen, det er sandt, kender du hende?’

’Ja, hun er leder i min søns børnehave, og da jeg sagde, at jeg var operasanger, fortalte hun, at hun kender en operasanger, der passer på din beskrivelse – men nu kan du komme til at møde hende igen, for jeg har nemlig foræret hende mine generalprøvebilletter.’

Det virker som om hun næsten er forelsket i dig, for hende øjne lyste, når hun talte om dig.’

Jamen dog. Laila!

Sjovt, spændende – for når man så bort fra en kort snak ved hans mors 60 års fødselsdag 15 år tilbage i tiden – ja, så havde de ikke mødtes siden han forlod Vejle i 1964, hvor de begge var 8 år.
Minderne om Laila var stærkt fortonede i hans hukommelse – faktisk var det som stod klarest og derfor var; ja, næsten proportionsforvrængende, en bemærkning, som hans mor var kommet med mange år tidligere.
Lailas mor Vitta, havde i en samtale om tiden, der går, nævnt, at den ene dag er de børn og den næste kommer man ud på badeværelset og ser sin datter med store bryster.
Det var det sidste, der havde brændt sig ind i hans hormonelle hukommelse – og Laila stod derefter i hans sind, som den unge kvinde med strålekrans og store bryster.

Men det var selvfølgelig sagen helt uvedkommende.

Som hans kollega Elsebeth havde sagt, således skete det, og han traf Laila igen.
Laila fra Strandvejen i Vejle, hans barndoms legekammerat, Laila, som var nøjagtig en måned yngre end han. Laila med de store… levende øjne, som så forelskede ud, når hun talte om ham. Tænk, at hun også huskede ham.
Laila havde taget to af sine piger med: Kia og Malik. To kønne piger, der så ud til at være en sytten-tyve år.
Laila lyste ganske rigtigt. Smilede og snakkede vejlensisk om alt muligt, hun havde bedrevet: hun havde skrevet en fagbog, kørte firhjulstrækker og slog på trommer.
Et summarisk vy over en skyline af højdepunkter, fra de manglende 41 år, fyldte luften, der på garderobegangen. Han selv kendte de jo – de havde jo lige set på ham i 4 timer og forstod, at han var blevet en lille velklædt, kolerisk ældre mand, som slog ud med armene og sang tysk med Wienerisch accent. Das muss ich noch sagen…

De aftalte, at de snart skulle ses igen og snakke om gamle dage, men som det så ofte går, tog den dag, og derefter den ene uge og derefter den ene måned den anden, og han fik ikke gjort noget ved noget.

Imidlertid – året efter – i januar 2006 kort før de begge blev 50, bød lejligheden sig så.
Han og konen, den kønne Lilli – havde lejet et sommerhus, for dog at have en smule vinterferie sammen, mens han gik til prøver på Den Jyske Opera.
Således i nærheden – faldt det naturligt at besøge Laila og hendes mand Skak, to mennesker, som han jo ret beset næsten ikke, og hun slet ikke – kendte.
Skak kendte ingen af dem, Laila havde han jo kendt til i snart 50 år, men strengt taget bestod deres bekendtskab i ganske få facts og endnu færre møder – det var som en blind date baseret på en romantisk-historisk drøm om et traditionelt fælleskab.

Alt i alt et spændende møde.

Dagen oprandt – og han kom i tanke om historien om det ubekræftede faderskab og den omstændighed, at han jo faktisk havde tænkt Lailas far ind i sine overvejelser om hvem, hvis det altså ikke var Verner, der kunne være hans biologiske far.
Var det okay, sådan at gå på strandhugst i andres familier, bare fordi man ikke selv havde en?

Det var vel en overvejelse værd, men også kun en, og han sagde inden de tog af sted: ’hvis der bliver stille, så nævner jeg altså det der med Papa Jens’.

’Okay’, sagde hans kloge kone.
Der var ikke andet at sige; havde han bestemt sig, ja, så havde han bestemt sig.

Det var en klar kold aften i slutningen af januar 2006. Sneen knitrede og månen var formodentlig allerede fuld. Af hensyn til automobilkørslen var de selv passende ædru.  De spændte gps’sen, sigtede og fyrede bilen af og ankom til det aftalte tidspunkt.

Der var lammekølle på menuen.
Desuden var der varme i gulvet i det lille bondehus. En sjov detalje var, at på sådan en kold aften kunne man, gennem strømpesokkerne, mærke hvor varmerørene lå.
Det viste sig, at den navnkundige Skak i virkeligheden var en hyggelig mand med gråt skæg og ternet skjorte – lidt ældre end de andre, som alle var 56’ere. Han var skolelærer, og var ikke sen til at beklage sig over aldrig at få et ord indført, når hans kone Laila var til stede. Det viste sig nu at være et vidnesbyrd med en noget svingende sandhedsværdi. Han bidrog generøst til snakken og klarede sig udmærket i konkurrencen om at ta’ og ha’ ordet for en ofte længere bemærkning.
For snakken, den gik og maden var god og vinen var rigelig. Til stede var også deres yngste datter Malik, en køn kvik og meget lattermild ung kvinde, der talte et forbilledligt århusiansk, som han heldigvis, grundet sin herkomst udmærket forstod.
Hende havde han jo forresten set én gang – i musikhuset efter generalprøven på Rosenkavaleren.

Alt i alt hyggeligt og utvungent.
Snakken gik om gamle dage: Vejle, Strandvejen, Papa Jens, Verner, Kirsten, Vitta, som blev kaldt Bess – jo det var tider.
Lammet gik rundt, denne gang avet om, og vinen fandt vej fra flaske til glas og fra glas til mave – det var bestemt ikke kedeligt, der blev sludret på de høje nagler.
Så hvorfor nævne faderskabstvivlen, når det jo var noget, han havde sagt var rart at have i baghånden, altså, i tilfælde af, at der skulle gå hen at blive stille?

Hvis der var engle i Det lille hus ved Motorvejen, gik de i alt fald ikke gennem stuen, når der var gæster fra Gentofte, for stilhed var de ikke i nærheden af den aften – altså ikke før han valgte, ligesom tilfældigt, alligevel at spørge ind til sandsynligheden for en romantisk forbindelse mellem hans mor, Den liden Kirsten og Lailas far, den sagnomspundne Papa Jens.
Han nævnte ligesom en passant storesøsters spørgsmål.
– Nåh, Lis…
Han forelagde den manglende lighed mellem far og søn.
– Verner var så sjov, og I lignede da…
Han tilbageviste Lailas erindring om, at der skulle findes ligheder ved at hente et vellignende portræt af Verner frem på computeren.
– Nåh nej, det var vist egentlig rigtigt nok…
Han nævnte også sine overvejelser om fætter Jørgen, den Hammondorgelspillende frisørcharmetrold, og at han næppe havde været inde i billedet dengang i Vejle.
Men, hvis det ikke ham, og det ikke var Verner, der var faderen, hvem var det så?

Måske var det en person meget tættere på – kunne det f.eks. være hmm…
– lad mig nu se: Papa Jens?

Så blev der stille.

Stilheden tårnede sig op i nærheden af de 0 decibel i tæt på mindst 5 sekunder – alle tav i overrasket underen.
Han havde rigelig tid til at overveje, om han skulle have fulgt moderens eksempel og holdt tand for tunge.

Ville hans velovervejet uoverlagte bemærkning få smilet eller hjørnetænderne frem?
Var det alligevel at gå for tæt på? De kendte jo dårligt hinanden, selvom de selvfølgelig ikke kendte hinanden dårligt.
Måske var der grænser for, hvor tyk tråden mellem dem var, selvom den var næsten 50 år lang.

’Det sku’ sgu ikke undre mig’

Det blev Laila, der brød tavsheden.

’Den mand var sgu overalt’

De, der havde holdt vejret, åndede lettet op, de andre åndede bare videre, og der blev igen grinet og pludret.

Nu kom der fakta på bordet, som kun Laila var i besiddelse af:
’Den mand var overalt – han kunne ikke køre en tur i bilen uden at kommentere på alle forbigående damer’
’Nej, så I hende’ ’Sikke en barm’ ’Hej lille skat’
Gunna, som var Lailas storesøster, men desværre død af kræft, havde berettet, at hun såmænd havde været på damebesøg med ham, da hun var barn, og var blevet formanet ikke at sige noget derhjemme om det.
Det sidste han gjorde inden han lukkede sine øjne på Vejle amtssygehus var, angiveligt, at tage sygeplejersken på brysterne.

Det var virkelighedens Papa Jens – som Laila huskede ham.
Jørn huskede ham bedst for, at man ikke måtte træde på dørtrinene, og at der var plastikafskærmninger omkring lyskontakterne i stuen – men også, at han engang var blevet hentet på motorcykel af Papa Jens, fordi han ’skulle hjælpe ham med at flytte noget jord’. Imidlertid havde den lille Jørn, som nok havde været omkring 4 år forestillet sig noget andet; en grusbunke måske, for den store grimme jordbunke med sten og græstørv havde han ikke lyst til at skovle i – så han legede med Laila i stedet.

’For resten var det jo Kirsten, der kaldte ham Papa Jens’

– Laila havde en glimrende hukommelse, og var fra første færd helt med på, optændt af og hooked på teorien om, at Papa Jens sgu nok var Jørns far også, og Jørn dermed hendes halvbror.
Var dette skud i blinde simpelthen et pletskud? Noget kunne tyde på det. Stemningen omkring bordet var høj og adrenalin og endorfin blandede sig lysteligt i hans blod.
Her blev en beskrevet en mand, som han ikke kendte, men som han alligevel genkendte i rystende mange detaljer. Var gener virkelig så stærke, at man kunne arve både adfærd og sprogbrug?
Pinligt og samtidigt sejt.

Han var altså ikke faldet ned fra himlen, men derimod, som et æble faldet, ikke særligt langt fra den far, som han åbenbart stammede fra.

Verner, som han kendte og huskede som nærmest kønsløs, en rollemodel, som han aldrig havde set omfavne hans mor, og som ingen dreng kunne lære at blive en mand af, var ude af billedet nu.
Godt, at han meget tidligt havde lært at finde sine rollemodeller i arbejdsmænd, langturschauffører, konservatorer og skolelærere. Ellers var han nok ikke overlevet og blevet en voksen mand. Det var som om, at den genetiske arv fra Papa Jens ganske ubesværet og uanfægtet var passeret gennem evolutionens nåleøje og frem til ham, alle hemmeligheder til trods.

Hans følelsesmæssige reaktion var derfor, ganske enkel: ’FAR!!!!’ Sikke en kraftkarl!

Pludselig siger Skak: ’Nej, nu løber det mig sgu koldt ned ad ryggen – ka’ du ikke se hvem han ligner, Malik? ’Jow, han ligner onkel! – han gør også så’n med hænderne’ Hun viftede med hænderne for at illustrere, hvad hun mente.

Latterbrøl.

’Onkel’ var Lailas 7 år ældre storebror Leon, som åbenbart generøst gestikulerende med spredte fingre og løse håndled. Ville tegnene da ingen ende tage? Yderligere kom det frem, at både Leon, Laila og Jørn spillede trommer.
Det lignede en domfældelse på indicier.
Han kunne bidrage til strømmen af indicier med, at Kirsten, hans mor, altid havde været en blomst let at plukke. Kom nogen og spurgte; sagde hun tilsyneladende bare ja.
Selvværdet og selvtilliden var nærmest fraværende – undtagen hvis hun var vred – og det var hun tit.
Hun var blevet gift med Verner, uden af hun egentlig hverken var forelsket eller elskede ham; hun var bare bange for ’at ingen andre ville giftes med hende’, havde hun senere fortalt.

Ægteskabet mellem Kirsten og Verner kendte han som passionsløst og uden fysisk kontakt.
Hvordan det var kommet dertil vides ikke, men hans første erindring om sin far var en stor græsplæne med et stort murstenshus – et hospital – i baggrunden. Henover plænen kommer hans far – højt oppe, så han var nok ikke mere end en tre-fire år. Bygningen var et statshospital, som det hed dengang, et psykiatrisk hospital i Breining. Diagnosen var maniodepressiv psykose, det som nu hedder bipolar. Læg oven i det et stort alkoholproblem med deraf følgende utroværdighed.
Ægteskabet blev ikke bedre med årene, og da begge børn var konfirmeret, og Jørn således var 15 år, ville Kirsten ikke mere – nu skulle Verner ud.
Han græd, men det hjalp ham ikke; ud kom han.
Han huskede en eftermiddag, hvor Verner var hjemme og iført sit pæneste tøj, med grå pullover og bukser med pressefolder. Han skulle underskrive skilsmissepapirerne og Jørn roste, for ligesom at sige noget pænt, hans smukke håndskrift.
Han havde iført sig sit stiveste puds – men det hjalp ham heller ikke; for skilt blev de.
Kort tid efter at hun og Verner var blevet skilt, blev hun kæreste med Vagn, og efter Vagn kom Ludvig, og da Ludvig døde – ganske vist efter 10 års græsgang, skulle pensionistcenter-løven Erling blot skubbe hende op ad Ringgadebroen en enkelt gang, på en pensionistcenter-cykeltur, før han kom fast på kost, og hun blev kæreste med ham. Så mon ikke den berømte historie med ’hånden om hjertet’ og hvad vi ikke ellers kender til om Papa Jens’ forføriske evner, skulle være tilstrækkeligt til at bringe en passioneret ung kvinde, i et passionsløst ægteskab, til fald?

Det var der i hvert fald bred konsensus om, den aften i 2006, en god måned før de to, nu formodede halvsøskende, blev 50.
Nu så godt som i familie, var de næsten tvillinger – de var jo for længe siden født med kun en måneds mellemrum på samme vej.

Laila kunne flere historier, der styrkede den søde mistanke.
Bl.a. den om dengang, mens Laila var forholdsvis lille og familien var til frokost hos Jørns forældre, det skete, at hun havde tabt noget fra spisebordet, og derfor kravlede ned under bordet for at finde det.

Dér havde hun kigget op og set Kirsten og Papa Jens sidde og holde hinanden i hånden ’og de så, så glade ud’ kunne hun huske.
Laila fortalte også, at Kirsten og Papa Jens havde en særlig forståelse for hinanden – de lignede faktisk hinanden, som ingen andre; samme humor, samme holdninger, samme passion og ilterhed, og Kirsten blomstrede altid op i hans selskab.
Kirsten var en blomst. Rollefordelingen var den, at hun stod stille og blomstrede og andre kom forbi og plukkede hende. I dette tilfælde Papa Jens.
Formodninger er sjove og historier skægge, men facts er heller ikke at foragte, så inden aftenen var omme, havde Laila foreslået og besluttet, at der måtte en DNA-test til. Ja, hvorfor ikke? Så længe det blev i familien.
50 år (og 9 måneder) siden var det, at kimen til denne spøjse historie blev lagt.
Men hvem lagde den?
En fjerlet formodning var på vej til at stå sin prøve med den moderne videnskabs mellemkomst. Var der bund i formodningen? Ville videnskaben vise, at storesøster denne gang havde ret i, og til, at så tvivl om slægtskabsforholdene i den Pedersenske familie? Svaret blæser i vinden, men vinden blæser denne vej…

En uge før han blev 50 kom Skak og Laila til hovedstaden – de kunne ikke komme på selve fødselsdagen. Med sig havde de et dyrt indkøbt DNA-kit til hjemmevidenskabelig slægtskabsfastslåelse. Pakken blev åbnet, indlægget læst – og genlæst, glas fordelt, vatpinde fremdraget og rituel afsvabring af mundhuleepitelceller foretaget. Synkront i glas, proppen på, i kuvert – bum.

Ingen vej tilbage mere, spørgsmålet var stillet, nu var det bare at vente på svaret.
Faktisk var de slet ikke i tvivl om at de var halvsøskende og dermed søskende, der var jo så mange indicier, og ønsket var så stort og levende. Det var en gave, at de havde truffet hinanden igen efter alle de år. Laila mente faktisk, at hun havde savnet ham hele sit liv. På grund af en væsentlig dårligere hukommelse om barneårene i Vejle, og ikke mindst historien Laila i badekarret var hans bagud skuende blik mindre klart, ja næsten blændet, men han var glad for at Laila havde det sådan, som hun sagde hun havde.
Nu havde to barndomsvenner i det mindste fundet hinanden igen – om der var mere i det måtte bero på svaret på den famøse DNA-test.

Da svaret kom – forseglet i en kuvert fra et DNA-analysefirma i Nevada – havde de aftalt at åbne det sammen.
For at øge dramatikken, og som stemningsforstærkende kulisse, og fordi han alligevel var i Vejle for at synge opera, havde de besluttet at køre ud på Ibæk strandvej, hvor de for snart 50 siden havde trådt deres barnesko og i al uvidenhed formodentlig havde være halvsøskende.

Dog skal man altid huske, ikke, at gøre regning uden vært – og det havde de været godt i gang med…

Hun hentede ham på Vejle banegård i sin elskede Toyota Rav4. Den var hun meget stolt af, og glad for – ’jeg skal jo op’ – som hun sagde.

Den var ikke ren og nydelig inden i, men den lugtede, som biler der bliver brugt hver dag, men ikke nødvendigvis rengjort hver dag. Han kendte lugten fra sine egne brugte biler, når vintermåtterne trængte mere til at blive smidt ud, end til at blive støvsuget.
De var i begyndelsen af marts måned og en lang vinters sjap var blevet ret så sur over at ligge under de måtter uden at kunne undslippe – ud i den friske luft.

Stemningen var højere end middel og mere hektisk end rolig. De var spændte.
Selvfølgelig var de søskende, det vidste de, det kunne de mærke, og det ønskede de sig, men hvilken dom lå på lur i den uåbnede kuvert, der provokerende selvsikkert tronede i forruden?
Et vildt gæt, en dristig teori, en drøm om at forandre sin verden og hele verdenshistorien stod for at stå sin prøve.

De satte kursen mod barndommens land – der hvor de for 50 år siden først havde set dagens lys uden anelse om denne dag, hvor deres fælles fremtid skulle defineres.
10 minutters køretur, mere var der ikke. Landet var skrumpet ind i mellemtiden, men Vejle fjord var stadig Vejle fjord: barndommens land, der duftede af en blanding af tjære, tang og rådden fisk.
Bum, nu holdt der – på en lille parkeringsplads med bilens forlygter skuende ud over den lavvandede fjords krabbølgede overflade. Alt åndede mystik og lovende sensation. Det var en stor dag.
Ha, ha – sikke alle de indfald og historier de skulle igennem, nu da de stod så tæt på gådens løsning.
Ingen grund til at springe lige ud i det, når man kunne trække spændingen, eller skulle man sige nøle og udsætte en evt. skuffelse.
Sandhedens time var kommen, men ikke nødvendigvis sandhedens øjeblik. Det kunne gerne vente en snak eller to til, ingen grund til at forhaste sig.
Men til sidst måtte jo de til det – og brevet sagde:

…..

Hvad?

Det var selvfølgelig på engelsk, det var ikke overraskende, men at de ikke fattede en bjælde af indholdet kom som lidt af et imploderet chok, en lille trist eksplosion under en halv meter fjordvand.
Hvorfor stod der ikke: Tillykke, I er hermed halvsøskende – eller det har i alle dage været, men det være hermed gjort vitterligt.
Hvorfor skulle det være så formelt, så skuffende uforståeligt?
Der var et skema, en masse tal og under det en masse svære engelske ord og uvante vendinger.
Da den første undrende panik havde fortaget sig og øjnene begyndte at læse fra venstre mod højre, og ikke blot flakkede planløst rundt på papiret for at finde endorfinfremmende formuleringer, samlede opmærksomheden sig om ordet kinship index;

SLÆGTSKABS INDEKS – se det var et nyt ord.

Jo tættere slægtskabsindekset var på 1, des mindre var sandsynligheden for slægtskab. Det stod der.

Så jo længere væk det var fra 1 des større var sandsynligheden for at man var i familie.

Var det sådan de mente?
Deres kinship index var sølle 0,0045683456 eller deromkring.

Var det langt fra 1?
Hvordan skulle man dog kunne vide det?
Eller var det simpelthen bare så tæt på 1,
som man nærmest kunne komme uden at være 1?

De blev sig selv og hinanden svar skyldige.

Hvilket antiklimaks!

Ganske vist stod der på ret umisforståeligt engelsk:
The two people tested are likely NOT to be biologically related.

Hvilken nedtur!
De var blevet ofre for videnskabelig unøjagtighed, fejlmålinger og sjusk.
Uempatisk, kynisk misbrug af data fra den amerikanske storkapital.
Men hvis de var i tvivl om indholdet af det brev, hvorfor ringede de ikke bare til danske gut, som Laila havde købt testen af?
Jamen han havde ikke noget telefonnummer, kun en mailadresse.
Men hvorfor så ikke skrive mail?
Det kunne man ikke med de telefoner, der var til rådighed den gang, kære børn.
Jamen, så kunne de da bare ringe til Nevada, hvor testen var afsendt fra.
Kære børn, kl. var 11 i Danmark og derfor formodentlig 3 om morgenen i Nevada, så det kunne så ikke, vel.

De var mildest talt noget slukørede – helt i vildrede.
Så da de ikke kunne acceptere fakta, valgte de blot at benægte fakta.

Sådan, så var den på plads.
De tog til Torvehallerne i Vejle og beseglede søskendeskabet med en uforholdsmæssig stor og grov burger og en Cola med sukker.
Hvis ikke verden ville anerkende, at de var søskende, så ville de så meget desto mere selv. De lavede simpelthen en konsensusbeslutning. Bum.
Hej og farvel, og vi ses, når du, Laila også bliver 50.

Dagen gik og dermed også tiden – i Danmark som i Nevada, og da han trods alt var den ældste, en måned ældst, tog han ansvar og foretog et møgdyrt opkald til Dr. Elmer Ottesons gen-analyse laboratorium i Nevada, USA.

’Hello’ I’m calling you from Denmark – I have a question about a genetic analysis…
…………. ….   ……   ……   …..
I see, okay – I understand, thank you. Bye.

Antiklimaks, nedtur, røvtur.

Verden stod ikke længere, de var slået hjem.
Det var sjovt så længe det varede, men nu havde virkeligheden indhentet de to romantiske fantaster fra Vejlefjordens tangduftende bredder.
Papa Jens var ingen Don Juan.
Mor Kirsten var igen fast på tråden.
Det hele var en absurd, fantastisk fantasi i hovedet på en patetisk kunstnertype, som hele livet havde levet med illusionen om at være noget særligt.
Igen havde verden vist ham, at han var ligesom alle andre
(som vist i øvrigt også alle tror, at de er noget særligt, født med en særlig mission, som ikke rigtigt har vist sig endnu)

Nul er lig med nul – frem og tilbage er lige langt.
Kan du så komme ind på geleddet igen.
Han havde en opera at afsynge, en falsk halvsøster at informere, og en lang dags følelsesrutsjetur at fordøje – ikke så underligt, at han var lidt mat.

Man skal aldrig gøre regning uden vært.

Søster blev skuffet. Han var vel skuffet, men lod sig ikke mærke med det – det hele var jo lidt for godt til at være sandt. De havde ved ordets og fantasiens umådelige magt skabt en falsk verden, der nu var sunket i grus. Alt sammen pga. et stykke papir i en kuvert afsendt fra Nevada.
Han var tilbage ved start, hvor han ikke vidste, hvem hans far var, og hun var en lysende næsten virkelig illusion fattigere.
Men de havde da hinanden, og kunne jo bare ses uanset hvad.

Imidlertid gik han rundt med brevet i baglommen, og viste det gerne frem til hvem, der måtte ønske at se sådan et. Én fremvisning endte dog anderledes:
En skarp veninde, spurgte meget naturligt, hvorfor der i overskriften stod ’Sibling-test’ – søskendetest – de regnede sig jo da ikke for mere end halvsøskende med fælles far.

Men hvorfor stod der så tilsyneladende ’mutual mother’?
Godt spørgsmål og tak til Anne, hvis skarpsind således atter havde pustet til, og fået næsten udslukte gløder til at blive til ulmende håb.
Resolut, som hans natur kan være, skrev han straks til Gen-instituttet i Nevada og spurgte om det kunne have nogen betydning, at det var halvsøskende med fælles far de formodede sig, og ikke helsøskende med samme mor.
Mailen blev sendt
– og glemt.

Lailas 50 års fødselsdag oprandt – vi skrev d. 19. marts 2006 – og den fortonede sig igen i fortidens slørede uskarphed.
Han var med og måtte løbe en lille smule spidsrod mellem alle de undrende familiemedlemmer, der ikke helt forstod om de var søskende eller ej – og om han nu var onkel Jørn eller blot Jørn, Lailas legekammerat fra drengeårene.
Der blev forklaret og forsikret om, at han da bestemt ikke troede, at han var noget særligt, eller pressede sig på for at blive det, men at de altså, mod bedre vidende havde troet, at de var søskende, men nu var blevet oplyst om det modsatte, og fornuftigt forholdt sig fortrøstningsfuldt til den nye situation, som jo egentlig var den gamle osv. osv. pyh ha.

Har man en mailboks dumper der jo mail ned i den, bum, bum – bum, bummelum
– ofte også spam og reklamer og ting man ikke bør lukke op.
Den 29. marts 2006 dumpede sådan en mail ned i hans mailboks.

Ikke et ord stod der i den, kun en vedhæftet fil med et langt ulæseligt navn bestående af tilfældige tal og bogstaver.
Ud med den!

Og dog – Case Results 200610062, MP0071004

Hvad var det mon?
Noget dæmrede, var det mon svar fra Nevada?
Søreme ja.
Ikke et ord, kun en pdf-fil, der til forveksling lignede det dokument, de allerede kendte.
Helt identisk – og dog.
Nu stod der søreme ’half-siblings’ – og selvom de forskellige alleller listet op i skemaet var de samme som før, havde de opnået andre point i den sammenlignende vurdering til højre i skemaet.
Slægtskabsindekset var således steget fra sølle 0,0045683456 eller der omkring til imponerende 3.9198 – faktisk nærmest 4.
Det betød, at sandsynligheden for at de var halvsøskende med fælles far var steget fra ingen til næsten 4 gange.

Den medfølgende tekst konkluderede da også:
’Bror and Søster (som de håbefuldt havde kaldt sig) are 3.9198 times more likely to be half-siblings as compared to an untested, unrelated person of the Caucasian population. The two people tested are likely to be biologically related as half-siblings (sharing one common parent).’
Jamen hallo!
Han var alene i stuen, og ærligt talt lidt forvirret. Følte sig kastet hid og did, som et spån på skæbnens store tidevandsbølge, som man siger.
Så var de altså halvsøskende – og den skallede mand, der kiggede tomt på ham fra det fotografi han stod med i hånden var hans halvfar…
Nåh nej – det var hans hel-far – eller simpelthen slet og ret hans far, hans fader, hans ophav.

Hej, kom unger – kom hid!
’Denne mand er jeres farfar – ikke noget halvt eller noget, men slet og ret jeres farfar.

De lod øjeblikket stå et øjeblik.

Han er min far, og det er der ikke noget at gøre ved. Jeg ved ikke om jeg ligner ham, men et er sikkert: jeg genkender ham, og ligner ham meget mere end ham, jeg havde før’

Æret være hans minde; han som betalte og stred med en stridbar og utaknemmelig kone, og æret være han, som sprang frem fra hækken og tog Kirsten om hjertet og siden både her og der, og som til sidst gik hele vejen – eller næsten hele vejen, han missede lige jo faderskabet – deraf denne pamflet.

Sikke en kæltring og sikke en kraftkarl –

Han som, når det gjaldt kvinder, så alt, sagde alt og var overalt,
Strandvejens Don Juan, GabeJens fra kakkelovnsfabrikken.
Far til Gunna, Leon og Laila

– og JØRN

Var det ikke en spøjs historie?

Se – her er beviset:

GenQuest DNA Analysis Laboratory

133 Coney Island Drive

Sparks, Nevada 89431-6317

877-362-5227 or 775-358-0652

Fax: 775-358-0657

E-mail: info@genquestdnalab.com

www.genquestdnalab.com

Half-Sibling Screening Report

Case Number: # 200610062 (MP0071004)

Relationship Party Race Date Collected

Sibling #1 Bror Caucasian

Sibling #2 Søster Caucasian

DNA ANALYSIS RESULTS:

Allele	Sibling1	Sibling 2	Likelihood Ratio
CSF1PO	11	11, 12	1.3091
TPOX 8	8	8, 12	0.9735
THO1	9, 9.2	7, 9.3	0.8776
vWA	17	17	2.3868
D5S818	10, 11	11, 12	0.8388
D13S317	8, 12	11, 12	0.9072
D7S820	8, 10	9, 13	0.5000
D16S539	11, 12	11, 13	0.8918
D3S1358	17	14, 17	1.6364
D8S1179	13, 14	13, 15	1.2143
D18S51	17, 19	16, 17	1.3170
D21S11	30, 31.2	30, 31	1.0605
FGA	20, 24	21, 24	1.5965
Penta E	13, 14	7, 12	0.5000
Penta D	9	9, 12	1.9535
Amelogenin	XY	X

Combined Kinship Index: 3.9198

Conclusion:
Based on the results obtained from the analysis of the alleles, CSF1PO, TPOX, THO1, vWA, D5S818, D13S317, D7S820, D16S539, D3S1358, D8S1179, D18S51, D21S11, FGA, Penta E, Penta D, and Amelogenin,

Bror and Søster are 3.9198 times more likely to be half-siblings as compared to an untested, unrelated person of the Caucasian population.
The two people tested are likely to be biologically related
as half-siblings (sharing one common parent).

The Combined Kinship Index of 1 reveals no genetic evidence for or against kinship; therefore the weight of the genetic evidence is stronger the further away the Combined Kinship Index is from 1.

Note: Sibling screening test results cannot be used in a court of law. Samples were not collected

in accordance with AABB standards.

___________________________________________________ Date ____/____/____

Stephen St.Jeor, Ph.D.

Elmer Otteson, Ph. D.

Fm pr rsib

For questions, please contact:

DNA Testing Centre, Inc.

1201 W. Airport Freeway, Suite 251

Euless, TX 76040

(888) 875-7574

sales@DNATestingCentre.com