Totatís d’Ajunnqimmeq er Eurasierhunden Tots fulde navn.
Navnet kan lyde som en skønsom blanding af løgn og latin,
men et er sikkert: latin er det ikke.
Løgn? Njah – lidt måske, men ikke helt.
Totatís kender alle jo som Gallernes gud – husk bare på Asterix.
Enhver halvfjerdser festivalgæst husker soveposen Ajunngilak, som er afledt af et grønlandsk ord; ajunngilaq, der betyder ‘det er godt’
Qimmeq betyder simpelthen hund på grønlandsk.
Altså Totatís den gode hund – og det er hverken løgn eller latin;
Totatis er verdens bedste hund.
I daglig tale lyder han forkortelsen Tot, som også passer glimrende til det han helst ryster af sig, og som flyver omkring ham og ender i alle hjørner og kroge af huset. Tot er hans navn, og Tot er hans gavn.
Han fælder dog kun to gange om året: fra nytår til Sankt Hans og fra midsommer og året ud.

Tot er ikke en hvilken som helst hund.
Dels er han en vaskeægte stambogsført eurasier, og eurasieren er noget helt særligt. Noget af det fineste der findes.
Spørg bare folk, der tilhører den relativt lille skare (ca. 700) af lykkelige eurasier-ejere i Danmark.
Hvis man ulejliger sig med at læse racebeskrivelsen på Eurasierklubbens hjemmeside, forstår man, at her er der tale om noget ganske særligt, nemlig hundenes hund, familiehunden over alle familiehunde.
Den er simpelthen ‘familiehunden!’.
Eurasieren er propfuld af nyttige egenskaber, og de unyttige er nærmest fraværende.
Den savler ikke, den hopper ikke op, den har intet jagtinstinkt, den gør ikke, og den gør intet væsen af sig – og fælder næsten ikke…
Til gengæld er den trofast, loyal, børnevenlig, stilfærdigt vagtsom, familiens midtpunkt, renlig, smuk, selvstændig, glad – næsten ligeglad faktisk.
Kælen er ikke ordet – måske mere noget i retning af autistisk taktisk taktilofob; berøringsangst – undtagen, selvfølgelig, når den selv vil, for så vil den, og så skal der kæles – lige til den ikke gider mere. Den giver ordet ‘selvstændighed’ ny kraft og ny mening.
Så tæt, altså, man kommer på en kat – uden at skulle være nødt til at købe en kattebakke og et kradsetræ.

Udover at være en fantastisk eurasier er Tot også noget andet og mere; han er noget så sjældent og underholdende som en klummehund.
Hans pote er legendarisk. Kendt og elsket – især i Jylland.
Vend ryggen til ham et øjeblik, og han kaster sig over et ledigt tastatur og forfatter historier, der på humoristisk vis udstiller ham selv og ikke mindst hans  sagesløse familie.
Historierne publicerede han – først fra Mors Facebook-profil, og fik en ikke ringe og slet ikke utilfreds læserskare,
og siden, da det blev for belastende (politisk ukorrekte holdninger),
fra sin egen.

Da hunde, som det måske er nogle bekendt, ikke kan have egen Facebook-profil; blev en ny – efter megen snak frem og tilbage, hellige løfter og edsvorne aftaler, oprettet
–  i Tots navn ganske vist, men ved Fars mellemkomst.
Denne kom med tiden imidlertid tæt på en psykiatrisk diagnose, grundet indholdet (eller mangel på samme) i de posts, der dagligt dumpede ind fra Tots mange veninder – så den kanal blev også lukket.
Tot fik skriveblokering og nerver, og rørte ikke en tast i flere måneder.

Med bank under bordet og uden krav og forventninger skriver Tot nu lidt igen. Han er næsten tilbage i forfatterføretrøjen;
kritiske kommentarer, selvforherligende spalter, beske bebrejdelser, avancerede alliterationer fyger ham om de søde sorte stritører – her har vi en klummehund, der snart kan se sig selv i øjnene igen – med sædvanlig og selvfølgelig selvglæde.

Visse dele af Tots turbulente og  tværkulturelle tankegang kan muligvis være svær at følge, hvis man ikke er hunde- eller måske ligefrem Eurasierejer.
Tøv derfor ikke med at frekventere den omfangsrige ord- og henvisningsforklaring nederst i denne klumme.

Totatis d’Ajunnqimmeq

Vi er i de store svenske skove
Dagen går på hæld..
Skyggerne bliver lange………..
Tusmørket sænker sig…
Aftenen falder på .
Vi er i de lyse nætter…
Elverpigerne danser..
Den gamle måne har drukket sig fuld…
Ikke en vind tør røre årets længste dag..
Mosekonen brygger…
– ja og?
Alt er tyst og ånder åndeløs forventning…
– JA OG?

OOOOOOOGGG så, så man lige MIG:

TOTATIS D’AJUNNQIMMEQ!!!

Du store kineser

Tot som kineser – en lille en

 Få hunderacer er, som eurasieren, selvforklarende i deres geografiske oprindelse.
Det skulle da lige være Irsk ulvehund, Engelsk setter, Tysk ruhåret osv.

– okay; mange hunde er selvforklarende i deres geografiske oprindelse, men ikke mange hunderacer ligner de mennesker fra det land de kommer.
En irsk ulvehund ligner vist ikke en irer, nope! – og en Engelsk setter ligner ikke en englænder, oh no! – og en ruhåret hønsehund ligner ikke en tysker, selvom den faktisk er det, aber doch!
– men Tot som jo er en EURASIER – en euro-asiat – en hund, der stammer fra både Europa og Asien ligner knageme da de folk derfra,
hvor Chow-chowen har boet i flere tusinde år:
Riget i midten – Kina… ping pong

Lille Tot.

Eurasieren er en spidshund, og som sådan kendt for sin selvfølgelige og selvstændige måde at stå fast på – og  ellers forsøge at trække alt i sin egen retning…

Lille Tot, lille Tot, lille Tot på vejen
Hvis er du, hvis er du?
Jeg er sgu min egen…

Verdens sødeste hund, Tot – afvist

Hør lige her: ved I hvad?
Jeg var meldt til konkurrencen
‘VERDENS SØDESTE HUND’
Nu har vi imidlertid lige modtaget et brev indeholdende et afslag om medvirken.
Begrundelse: ‘konkurrencen er ikke for professionelle.’
Mor og Far siger, at jeg er den sødeste alligevel.

Tot i pink, grønt og gult

Sælsomme ‘så-så-man-lige-mig’er’
– et pink og et grønt og et meget senere gult.

I går blæste og regnede det,
og jeg var tynget under en meteorologisk depression.
Jeg ville ikke ud, og når de sparkede mig ud, ville jeg ikke gå.
Jeg ville SLET ikke fotograferes i regnvejr på tøsefarvede japanske kirsebærblade – så jeg gjorde mig uskarp.

Næste morgen så man så lige mig i fuld fart
– Mølleåen i baggrunden og MIG i fokus!

Tot gider godt gå på gult gulv

Egernfyren

En egernfyr er noget af det mest irriterende i der findes.
En lille selvtilfreds gnaver, der tror, at den er noget, bare fordi den har sådan en fin hale.
Det er der andre, der også har, og som har specialiseret sig i at jage selvfede egern op, hvor de hører hjemme:
– i træerne.

Lille Tot, lille Tot, lille Tot på vejen
Hvad var det, hvad var det?
Det var sgu et EGERN!!!

EFTERSÆT!!!

Min minimale jagtdrift til trods – men min store iver for at opspore, eftersætte og nedlægge alt, der bevæger sig – fik hurtigt mine snart 25 kg op på en marchhastighed på hen ved lige godt omkring de 20 km i timen.

Hvis ikke jeg havde haft min far – og  hans højre arm ser da forresten ud til at være blevet mindst 25 cm længere end den venstre – hængende i den anden ende af linen, ville jeg have skullet guffe grillet gnaver til aftensmad.

Nu skal jeg have Carrier Junior hundefoder til unghunde – i pilleform

Dybt beklageligt.

Inden jeg kunne nå at forhindre det – jeg havde jo en temmelig tung, tæt på tres træt tumpe på træk – havde bæstet bragt sin buskede bag op i en birk.
Jeg forsatte selvfølgelig ufortrødent eftersætningen, og forsøgte med at par kraftfulde hop at bringe mig på niveau med delinkventen.

Men forgæves – egern ER bare bedre egnet til tarvelige trætoppe end hunde.
Så kunne jeg stå der og glo og gø – som en anden øh, ja hund.
Men jeg er mere end det, jeg er en EURASIER, og det er noget meget fint!

Et egern er bare en rotte med en busket hale og et godt brand..

En ven i hver ende af snoren

En relation går altid begge veje

Tots vandgang

Tot lever og ånder for at passe på et lille rækkehus i Vangede, men med jævne mellemrum rykker han teltpælene op for at passe på et gammelt torp og en stor grund i Blekinge. Der er meget at holde styr på, og der er meget at lære her i livet, og når man kun er godt 4 måneder, er der rigtigt meget at lære, ikke mindst om elementerne.

Lige nu ligger jeg her i en af denne regnvejrsdags sjældne solstriber og prøver at komme mig efter det måske vildeste og farligste, jeg har oplevet i mit lidt over 4 måneder lange liv.

Jeg kan stadig mærke mit hjerte slå, og hverken min puls eller min pels er endnu sig selv efter dette skræmmende, ja – incident.

Nå, men vi var på tur i de svenske skove. Humøret var højt – jeg var sprængfyldt af regulær overskudsenergi. Det regner nemlig i Sverige i disse dage. Personligt har jeg knapt været udenfor en dør i dag – da jeg ikke er den store elsker
– af regn i min lækre pels.

Man bliver klam og lugter af våd hund, og det klarer jeg mig fint uden. Men vi satsede altså, og promenerede mellem to regnbyger mod Hörnsjöns glitrende vande.

Jeg løb som sædvanligt løs og snusede og åd lidt frugt i ny og næ (skovjordbær – meget populært) (hestepærer – mindre populært) – gravede efter mus og fandt en hjorteknogle, som jeg bar med mig som en blanding af en souvenir fra Blekinge og en god bog, som jeg havde tænkt mig at gå i gang med  samme aften.

Sådan skulle det dog ikke gå. Nu er den væk – jeg glemte den i forvirringen – og nu skal I høre hvorfor og hvordan:

Skæbnen, det gadekryds, havde sat sig noget andet i hovedet, noget fatalt, noget dødsensfarligt – på den ubehagelige måde.

Nå, men vi kom ned til søen, hvor jeg flere gange har soppet fra en lille strand. Lumskt nok havde en stor flok Kanadagæs lagt sig på lur et godt stykke ude på søen. De lå og vuggede uskyldigt og skræppede noget latterligt gåsesludder de formodentlig dårligt selv forstod.

Jeg var med min far – flere gange – ude på en lille gyngende badebro. Begge de gamle var lidt op at køre, fordi de var bange for at jeg skulle dratte i.

Det gjorde jeg ikke.

Imidlertid var de frække gæs drevet temmelig langt ind mod badebroen, grundet en svag, men stædig vind fra vest. Det irriterede mig i nogen grad, så jeg gjorde et par udfald mod dem, via badebroen.

Det er så her sarte sjæle skal gå i seng og trække dynen op om ørerne, for nu blir det alvor. Hør selv:

Mit tredje udfald var perfekt afpasset, desværre til en noget længere bro, og den der syntes, for enden af den badebro, på den 14. juni, syntes pludselig ikke mere. Jeg var som faldet i vandet.

Føj hvor var det vådt og koldt. “Tots vandgang” , som kunne være overskriften på denne bekendelse fra min pote, betød ikke ligefrem, at jeg gik på vandet. Heldigvis gik jeg heller ikke til bunds – snarere noget midt i mellem.
Panik!
Til søs, men også på land!

Jeg svømmede det bedste, jeg endnu ikke havde lært, men pludselig, som i de gode eventyr, og her taler vi ikke om det, hvor en løgnhals ved navn Münchhausen hev sig selv op ved nakkehårene, kom en alfaderlig hånd og greb i min sele, og inden jeg kunne nå at sige korkbælte, stod jeg på badebroen i det bare ingenting.

Jeg syntes ikke det var sjovt, at de grinede højt og længe ad min slanke figur under den sammenklaskede pragtpels.

Dybest set tror jeg de grinede lidt nervøst og blot var aldeles lettede over, at jeg kom op igen.

Jeg var der, og så var jeg der pludselig ikke mere – jeg var stor og busket, og pludselig var jeg lille og sjusket – tættere kan jeg ikke komme på det.

Nu kan jeg føje ‘vandhund’ til rækken af hunde jeg er: sporhund, køkkenhund, trappehund, bilhund, fars hund, mors hund
– men mest af alt er jeg en

EURASIER!!!

Pressen var ikke inviteret til denne begivenhed, så ingen fotos. (heldigvis)

Totatís d’Ajunnqimmeq  – him self

Perfide paparazzier provokerer

Er man kändis lever man i et evigt had/kærlighedsforhold til pressen.

Pis! Pressen var altså present.
Privatlivet permanet perforeret.
Pokkers!
Ps: – og så kan de ikke en gang stave mit navn rigtigt.

Tot med tornister?

Hvad filan?
Fyrtøjet?
Ham Tot er da også overalt…

Hunden der levede

Mr. Totter
Can’t believe I’m meeting you at last

Årslev Engsø

Sommeren 2013 bød på Far-arbejde i Århus, så residensen var for en tid henlagt til en lille flække udenfor Smilets by ved navn Brabrand.
For enden af den store Brabrand sø og langs med Århus å ligger den kunstigt anlagte, men af den grund ikke mindre naturskønne sø,
Årslev engsø. Tæt ved, og derfor et oplagt mål for en masse opdagelses- og lufteture for den halvt år nye verdensborger
Totatis d’Ajunnqimmeq

Denne aften gik vi en dejlig tur langs Årslev engsø.

En engsø er en sø, der ligger på en eng.

Faktisk kan jeg ikke se den, fordi jeg er så lille og sivene er så høje – men den skal nok være der, når man siger det.

En å er et vandløb man kan bade i.
Vandet er nogle steder klart – bunden er de fleste steder brun.

Det er klart, at man er brun, når man kommer op fra et bad i en å.
Men hvorfor råber de så sådan op, hvergang man får lidt farve?

En præstelus er en lus, som nogle præster har drevet ud af, jeg ved ikke hvad, men de har sendt dem i nogle planter, der vokser overalt for tiden.
Ganske som da Jesus drev nogle onde ånder ud og sendte dem i nogle svin.

Da jeg er overalt for tiden, får jeg dagligt pelsen fuld af præstelus.

Min far og mor driver dem ud med Birtes rivejern, hedder det vist – og sender dem i skraldespanden.

Der bliver de – så vidt jeg ved.

En brasen er en fisk med store skæl og mange ben.

En lystfisker er en fisker, der har lyst til at fiske efter fx. en brasen.

Af og til – fx. i dag har de lyst til at lade fisken ligge ved siden af en å, ved siden af en engsø, på den anden side at et krat fuld af præstelus.

Jeg kom drønende fra stien ved søen gennem krattet til åen, og der ligger en brasen og hvisker:
Tot! Rul dig i mig
– så er du sej!
(og det er jo poesi)

Så det gjorde jeg
– før nogen kan nå at skrige NEJ!!!!
(det skreg de umiddelbart efter)

Uha, det duftede dejligt!

Nu er vi hjemme igen.

Hjemme er et sted, hvor man får fjernet præstelus og bliver bebrejdet at man drysser med mudder og den slags.

Min far er blevet beordret til at karte de værste brasen-skæl ud af min præstelus-befængte pragtpels, men duften af friskfanget fisk kunne de alligevel ikke komme til livs.

Min mor kalder mig Nemo, og min far siger jeg lugter som hans gamle fisketaske.

De er mærkelige.

Det var status, venner.

God week-end

Tot

Pindsvinefyren

Flyt dig Hr. blødipelsenskødehund – du stinker af 2ben
– jeg har ikke hele natten – jeg skal videre.. Hum dig!

Hvad filen er nu det de har arrangeret, for at jeg skal ha’ det sjovt – en slags natteløb?
Og hvad filen er det for en besynderlig eksistensfyr – en hjemløs, måske?

Jeg advarer dig, pelskrave!! Stik af – eller jeg stikker dig en!!

Av, han stikker
Sikke dog en uplejet pels han har – den er helt stiv.
Jeg må nok hellere lige fortælle ham, at det er min græsplæne.

VUF, VUF, VUF!!!

STILLE Tot, du vækker naboerne!!

Jamen far…
– vuf!

Så Tot, vær nu stille, næh se – det er søreme et pi…

Jamen far, der er en invasiv art i haven…
Jeg har fanget den!
Den er lige her i mørket.
Det kan ganske vist være svært at se forskel på hoved og hale, men den stinker og den stikker!

Det var flot, Tot, du er en stor jæger, det er et pindsvin.
Nu tager jeg et par billeder, som du kan lægge på bogen, og så ellers ned at sove med dig.
….
Er der så en lille natteguffer til en træt jæger?

Selvfølgelig.

….

Okay, så kommer jeg…

Tot på druk

Hvad gør man, når man hellere vil til Eurasiertræf i Hindsgavl end til fødselsdag i Bagsværd og ikke tror på, at ens 2benede faktisk skal arbejde og simpelthen ikke har tid til at prioritere de 4benedes reunion på Fyn?
Tja, Tot har selvfølgelig et bud.

Nå! Ja!
Så er alle andre nok til dyrskue, eller hvad det hedder.
Her ligger en anden en så ene og forladt.
Har måttet drikke mig småsnaldret i billig champagne for at klare mosten.

”Ingen ture til dig, min fine ven!”

Mor og Far træder pligtskyldigst livets store hamsterhjul 24/7 – seven/eleven – og især 6/9 – 8/9
– ’for at købe hundemad til dig, Tot – og en ny og lækker bil med bagklap, lige til at hoppe op i, Tot”

Hvad skal man med mad og klap bagi, når man ikke må komme til Eurasiertræf i Hindssavl, eller hvad det hedder?

Der går Mikado og Jolly og Paypall og Maybe og Dino, og hvad de alle sammen hedder – og Samsung – ingen nævnt, alle glemt – og fører sig frem i ringen og bliver berømte, mens en anden en…
– har slået sig på flasken.
Av for den.
Det er såmænd nok pga. min korte forben, at min far ikke vil vise mig frem.

Snøft!!

Hvis der endda så bare var nogen der gad poste nogle billeder eller lidt sludder på Fjæsen, så man kunne holde sig bonjour, eller hvad det hedder..

Men de vil sikkert ikke såre mig.

De er blevet BIS og BAS og BOSS og hvad det hedder, hele bundtet.

’Sig det ikke til Tot, han går i hundene, hvis han hører det’

Ja, det kan I lige regne med jeg gør, hik..

Men jeg kommer igen, gør jeg – om så jeg skal ta’ den på ulvekloen helt til Ballerap-nudethedder

Bare vent – her kommer Mr. Dundee – this is not a knife – Totatís d’Ajunnqimmeq

hik.. (det var noget af en spiritusprøve – hvis jeg kan sige det, er jeg måske ikke fuld nok – lad mig se, om der skulle være nogle flere sjatter..)

Nåh jo, der er jo også Kongo og hans jyske menneskefar, Gerdt…

Vent I bare alle sammen – Tot kommer igen.. senere.. hik

Uhu, jeg savner jer alle sammen, her er ingen racerene af vores slags i miles omkreds. Jeg savner min familie – og min Kennelmutter og Farmutter og min Fatti og Mutti og hele verden uhuh..
– og dem jeg bor hos de er så nærige…

Snøft, hik… bøvs…

Zzzzzzzzzzzzzzzzzz

Tot bliver 1 år

Kære brødre og søstre – hele og halve, mormødre- og fædre, fætre og kusiner
– og de der falder uden for kategorierne.

Jeg – Tot og min familie ønsker alle ovennævnte hjerteligt tillykke med denne storslåede og storsnudede dag.
Tænk, at det kun er 1 år siden, at vi ikke fandtes – eller: tænk, at det virkelig kun er 1 år siden vi blev født – jeg føler det som et helt liv…

Jeg er så lykkelig over at være blevet en del af min flok her i Vangede.
Vi har det så godt. De er så glade for mig – både dem jeg bor hos og alle deres børn og svigerbørn, der ofte kommer og besøger os.
De får alle en rigtig Tot-velkomst, når de kommer her.
Jeg er ganske vist en ægte fuldblods-eurasier, men min begejstring for mine mennesker er alt for stor til at stå på gulvet og logre med halen. Det bobler i mig, så jeg bare må springe op – og op, og op, og op, og op…
Bare de har været væk i 5 min. kender min begejstring næsten ingen grænser.
De har opgivet at lære mig at lade være, tror jeg – de er i det hele taget ret blødsødne med det de kalder min ret til at være en hund. Min glæde, den vil de ikke tage fra mig.

De kalder mig hele tiden ’en hæderlig lille hund’.
Jeg ved ikke om jeg er lille, men hæderlig – det er jeg.
Faktisk kan det tælles på mindre end en pote – de gange jeg har taget noget, som ikke var mit.
De tror, at det er fordi de behandler mig med respekt og tillid, at jeg gør det samme med dem.
Måske har de ret.
Jeg er flink til at komme, når de kalder – der er undtagelser, men livet er som det er – undtagen, når det ikke er, så den fejlmargin lever de med.
Jeg går meget løs, og jeg gør, hvad jeg kan for at leve op til deres tillid.
Jeg kan gå pænt, altså uden snor – også på gaden, og min far er meget stolt og, tror jeg, overrasket over, at jeg faktisk har lært det.
Faktisk kan jeg, hvad jeg vil – og det er ikke så lidt. Det er bare ikke altid, at jeg har tid – det synes de er okay. Sådan er de selv.
Ellers fælder jeg en del for tiden – men de er søde til at børste mig – uh, det er dejligt, så jeg står tålmodigt og nyder det. Musvitter og blåmejser kommer ikke til at savne dejlig blød uld til deres reder i år. Den hænger nemlig, tot på tot rundt omkring i træer og buske.
Jeg kan godt lide at passe på bilen – jeg kan også sagtens være alene – selvom reglen er:
Hele flokken = bedst.
Far og mor = dejligt.
Far eller mor = okay.
Passe på huset = okay, men et nødvendigt onde.
Når de kommer hjem får de bare den helt store tur.
Det gør jeg også.
De er meget glade for at gå med mig – de har aldrig været så meget ude i hele deres liv.
At de ikke har tabt sig så meget, som forventet – kan skyldes, at hjemturen ofte går forbi Nettos nye blødbrødsafdeling.
De kalder mig et serielt vanedyr. Jeg har en vane, f.eks. at sove på badeværelset – indtil jeg skifter den ud med at sove opad hoveddøren.
De hader vaner – det de har, er rutiner – som er noget meget finere, men virker på samme måde.
Som nogle ved elsker jeg mad. Nogle vil sige at jeg tigger, når jeg trofast står i køkkenet, mens der bliver lavet mad. Sandheden er, at jeg er gastronomisk interesseret – faktisk astronomisk gastronomisk interesseret. Mad er skøn – jeg elsker den.
Alt i alt – det blev langt som sædvanligt – har jeg det godt, fint – pragtfuldt faktisk.
Vi håber det samme for alle jer andre – som jeg savner.

De kærligste hilsner fra Tot og flok.

Så luk mig dog ind!

Ikke-hundejere har måske lidt svært ved at forstå, hvordan det kan komme så vidt som nedenfor beskrevet, men visse væsner har en overtalelsesevne, der slår enhver stålsat standhaftighed.

Hallo!!
Tot kalder basen – dut, dut!!
En schæfer ville gø, en labrador ville pibe – andre ville kradse på døren
Nu er jeg jo som bekendt en EURASIER,
så jeg mener telepati er vejen frem.
T E L E P A T I
Hallo!!!
Tot kalder basen – dut, dut!
Far eller mor, kom ind!
Hallo, har jeg, eller har jeg ikke en aftale?
Lad os lige repetere, hvad jeg har aftalt:
Min rolle: jeg vil ud, jeg vil ind, jeg vil ud, jeg vil ind, jeg vil ud, jeg vil ind osv.
Jeres rolle: luk døren op, luk døren i, luk døren op, luk døren i, luk døren op, luk døren i osv.
Hallo!!
Nå endelig, jeg er igennem:
Så luk mig dog ind!
Stram op!
Jeg har faktisk en helt masse hundeting, jeg skal have fra poten
Okay?
Hallo!!
Jeg vil ud…

Tot i Tværskov

Kennel Tværskov og kennel Blackcikilas har budt på familietræf.
Alle, næsten alle – mange – flere – både hel- og halvsøskende er mødt frem til morgenbrød, kaffe, frokost, kage, kaffe og chokolade.
Og forresten også lidt hundeaktiviterer: Pelspleje, ringtræning og sporarbejde… Tot, klummehunden bliver rost for sine historier fra gamle dage og nyder smigren – men får kolde poter, da han opfordres til at gå hjem og skrive nye historier…

Gå nu hjem og skriv, Tot!

Gå nu hjem og skriv Tot – åh nej!

Lyden af kennelmutter Birtes Lindholmsvungne nordenfjordsmelodiske stemmeføring (ikke dialekt) hænger stadig i mine fløjlsbløde sorte eurasier-stritører.
Hver celle i mine nydeligt rene øregange genlyder af hendes ubetænksomme ord:

Gå nu hjem og skriv, Tot!
Krav, krav – krav!!
Er hun slet ikke klar over, at jeg lider af, og i længere tid har lidt af en temmelig hårdnakket skriveblokering?
Det gør vi forfattere fra tid til anden – det er noget ret fint, og ikke noget, man behøver at skamme sig over.
Jeg synes ellers min udmærkede far (ham den slanke ungdommelige hundefører – mein Führer – HERREN) gjorde hende opmærksom på, at disse mine fire velformede poter (med sorte hår mellem tæerne) ikke har rørt et tastatur i lange tider – umindeligt lange tider.
For visse – forstod jeg på snakken i går – en meget lang og meningsløs ventetid.

I aner ikke, hvor jeg forstår dem.
Sikke en flok litteraturkendere.

Men hvad laver jeg ved dette her tastatur – jeg kan jo ingenting mere. Min litterære åre er tørret ud.

Forventningerne til mine kække klummer blev for tunge.
Nærmest ubærlige.
Hvad skal jeg dog skrive om – jeg oplever jo aldrig noget.
De historier jeg skulle opleve i mit liv – de ere skrevne, og selv er jeg såmænd skreven ud af min egen lille ubetydelige verden.
Verden er digtet ud – der er ingenting mere at digte ind.

Min Hr. Fars utilbørlige opførsel omkring min Facebook-profil må have givet mig et knæk.
Min sidste historie, mit seneste nødråb måtte jeg skibe af som flaskepost via Kennelmutter Birtes profil
– min profil var blevet lukket, og min mors måtte jeg ikke bruge pga. mine upassende holdninger omkring kvinder og svensk feminisme.

Jamen er der overhovedet nogen derude, der kan forstå, at en lille – ellers kvik – hund kan opgive ævred, melde pas, renoncere, gå fra koncepterne, give fortabt og alt det der – når man ikke kan få afløb for sine hundrede mest påtrængende hundetanker og ikke mindst, mindst! lige så mange hundefølelser.

Nå, men kære brødre og søstre, halvfætre, onkel Gerdt og min gamle far Keyson.
Her sidder jeg altså igen med rystende pote og messer min klage ind i en bærbar kommunikationsplatform – og mit savn ud i æteren.
Så dejligt det var at se jer alle igen – så tomt er det nu her i den ujyskeste af alle danske provinsbyer – snobbyen Gentofte...

Næsten før det var begyndt, var det slut igen.

Jeg fik slet ikke sagt farvel til min halvbror Charlie – som ganske vist var lidt knotten på mig i går (også i går).
Han bor på Fyn, men det kan han jo ikke gøre for – jeg har heller ikke altid svaret ham lige pænt, når han sagde vov til mig.
Jeg vover  knapt at svare ham – han er jo min storebror – så jeg ymtede blot et lille forsagt vuf.

Det faldt åbenbart ikke i god jord, for så hurtigt som en eurasierejer kan fyre op under en dampmaskine, viste han mig sine blivende tænder, idet han forventeligt vovede en hel del mere, end jeg nogensinde har vovet vove overfor ham.
Flot er han imidlertid.
Hold nu op mand, hvor ser han godt ud.

Men Kingo, den krabat ja, man blegner jo i hans nærvær – han så med ophøjet og rolig værdighed ned på lille mig og sagde:
– ja, ingenting.
Nu er’t jo så’n a han er Århusianer – de siger ikke så meget, og når de endelig gør – vov, vov – så KAN det være svært for sådan en sproget.dk-hund som jeg, at få nogen dybere mening ud af det.

Men det slap jeg så også for.

Nok var det en kort dag – det hedder på menneskesprog underligt nok ’en lang dag’ – men jeg nåede da lige at snuse en dejlig løbsk tæve op – ganske vist sammen med cirka alle andre tilstedeværende hanner.
Men anyways, snust op det blev hun!
Jeg er sikker på, at Benny fra Olsenbanden ville have sagt, at hun var lige til at gå til – for det var hun.
Sikke en duft.
Jeg følte mig som Al Pacino i ’En duft af kvinde’ – kærlighed gør blind.
Bare det at lukke øjnene og lege førerhund og snuse hendes duft ind.
Det var næsten bedre end at høre Richard Vovss’ tonedigt
’Ein Hundenleben’ – men også kun næsten.

Som altid, hver gang noget er lige ved at være sjovt – hiver han deroppe, hundeføreren, i snoren, så hoved og hals er ved at gå hver til sit, og vi må videre.
Gad vidst om man nogensinde kommer til fadet – for at sige det lidt lyrisk.

Åh nej, min skriveblokering er spontant slået over i regulær skrivekløe – skønt og på samme tid skræmmende.

Men nej, hallo, gru, øv – nu gik inspirationen fløjten igen…
Nu er man atter blot en ordinær ØVrasier, som ingen regner med – eller genkender.

En uendelig tomhed fylder mit i forvejen spredt bebyggede neurale synapse-landskab – altså mit hoved.

Men hov, hør nu! Hvad sker der?

Hvad hører jeg mig selv sige: Totatis d’Ajunnqimmeq kalder verden – er I der?
Lyset kom igen – hvem skiftede propperne?

Ordene perler igen på papiret som viltre vanddråber på en varm kogeplade.
Mit hoved bobler igen af pudsige paroler, bedårende bisætninger og syngende syntaxer.

I’m back – og nu taler jeg også i tunger. Jubii.

Højdepunktet i Tværskov var, uden diskussion, sporarbejdet.
Normalt er sporarbejde jo ikke noget vi S-togsbrugere synes om. Forsinkelser og togbusser og den slags, men der er noget sporarbejde, der bare overgår alt andet:

Man kommer i lang snor, og så bliver der sagt søg, og så svømmer man væk mod den syvende sansehimmel på skyer af forførende duftmolekyler.

På med autopiloten, og benene bærer mig i duftende indre stilhed i retning af noget, jeg ikke ved hvad er, men som lugter vidunderligt.
Alle husker, da jeg som lille latterlig hvalp gik spor for første gang og stolt som en tæve hjemførte noget luft pakket ind i hjorteskind.

Det var dengang. Det var tider.
Disse tider kom næsten tilbage i går.

For enden af sporet lå det mest sexede rådyrben, jeg nogensinde har set.
Fryd! Det snupper jeg, var min første indskydelse – og så op til de andre og blære mig.

Det var MIG der fandt skatten, tabere!

Her knækker filmen.
Efter selv at have fundet et ben, som ingen før mig kendte noget til – og efter jeg havde forsvaret det mod glubske røvere, der ondsindede, men forventeligt, forsøgte at franarre mig min formue ved noget, jeg tror, kan kaldes højlys dag

– ja, så tog de 2benede benet fra mig, og stak mig en godbid i stedet.

Er der noget at sige til, at jeg spyttede den ud og spontant bebrejdende begyndte at memorere FNs hunderettighedskonvention, Amnesty International’s supportadresse og togtiderne fra Kildebakke St.?

Sikke et overgreb – et uklædeligt svigt.
Gå ikke over sporet, der kommer tyveknægte.

Helt klart noget for Eurasierklubdanmark.dk at tage fat på.
Basale rettigheder for ærligt arbejdende sporhunde!

Hvad fanden tror de, der er tale om?
Danefæ?
Det var en knogle, et ben – en ligegyldig distal ekstremitet fra et hedengangent medlem af hjortefamilien – men som jeg tilfældigvis havde fundet og ret hurtigt kastet min kærlighed på.

Men uha, det skulle genanvendes, genbruges, recycles.
Fa’en ta’ deres endeløse eufemismer; de stjal det fra mig, gjorde de!!

Nå, men nu er jeg jo ikke typen, der bærer nag – det har jeg simpelthen ikke hukommelseskapacitet til, så inden vi var nået tilbage til de andre, var jeg igen i godt humør og godt i gang med at trække skuldrene af led på ham i den anden ende.

Der var bare så mange nye og gamle venner, der skulle have et dufttjek og et statustjek. Det er rart at vide, hvor man står. Siden hvornår er det blevet suspekt at ville VIDE MERE?

Kennelmutter Birte syntes, som sædvanligt, at jeg var lige til den slanke side – derfor pushede hun en særligt fedende olie lavet af noget, der hed Omegatræ – det kunne jeg godt lide.

Personligt, synes jeg nu mest det smager som fiskeolie. Men pyt med det – det lokker helt sikkert en ekstra bid ned.

Jeg kunne blive ved, det må være Omegatræolien, der får skriveblokeringen til at glide eller på gled – eller hvad det hedder…

Mellem os sagt har jeg en mistanke om, at den såkaldte kontakttræning (læs ringtræning) kun var et skalkeskjul for at midaldrende damer skulle gramse lige lovligt rigeligt på de unge hunde – både her og der. Men det er min private holdning.

Sådan set var det jo ganske hyggeligt, når det blev ens tur.

Hvis jeg skulle sige noget på den kritiske side – det gør jeg jo nødigt, men så var der alt for meget af det, der hedder pause.

Vente, vente, vente!

Det er overraskende kedeligt at sidde og spilde tiden i hver sin bil, mens livet går videre derude og mad bliver spist – af andre.

Så der sad alle vi firbenede og kedede os, mens de tobenede mæskede sig i alt fra lækre pølser til Chokolademandens propfyldte fristelser.

Det var så min kritik; lyt og lær
– eller gør som I plejer: spis og drik, mens en anden en taber halen af kedsomhed og ensomhed i bagagerummet på en brugt tysk bil

– og det uden hverken vådt eller tørt.

Nu ved jeg ikke, om jeg er den eneste hund, der har set royal fødselsdag med tilhørende karettur gennem Dronningens by, København i den forgangne uge?

Så I de der garderhusarer?

Hvilken sørgelig afglans af en eurasierhale de rider rundt med på hovedet. En svejf kalder de den, men det bliver den nu ikke kønnere af.
En billig efterligning af den ægte vare, det er hvad, det er.

Totatis d’Ajunnqimmeq
Klummehund.

Tot – en køkkenhund

Dårlig eller manglende opdragelse. Blødsødenhed grænsende til fraværende rygrad. Offer for en firbenet forfører. Forelsket i 2 brune øjne. Åh, lille Tot, skal vi gå i køkkenet, så ser vi hvad der sker, og om der ikke falder lidt af til dig – igen…

Et køkken er et dejligt sted.
Herfra udgår alle mulige spændende og dejlige lyde, dufte og andre gastronomiske forjættelser.

Et køkken er paradis på jord.
Alt i et køkken er godt.

Dog er vores køkkenbord MEGET højt, og det kan være svært for mig at følge med i, hvad der egentlig foregår deroppe af smukke ting.
På den anden side giver et højt køkkenbord jo ekstra god mening til salmelinjen: ’alle gode gaver – de kommer oven ned’ – og mellem os, regner det bogstaveligt talt med gode gaver deroppe fra.

Ingen er så klodsede, som min mor og, især, far foregiver at være – jeg vil snarere vove den påstand at kalde det blødsødenhed, grænsende til manglende hundeøjneresistens.

Der falder altid noget af.
Vi snakker små ostegnallinger, et lille stykke kød, et salatblad, lidt rød peber.
Når de ’tilfældigvis’ taber noget, siger de: ’støvsuger!’ – og så er jeg der med det fine mundstykke og får ros oveni.

For det meste må man dog nøjes med duften – men af den kan man jo, som bekendt, også blive mæt (eller endnu mere sulten, hvis I spø’r mig)

Jeg er vokset op i et køkken-alrum i Hvalpsund – og jeg har hørt min mor og far antyde, at der sikkert også ’faldt’ mad på gulvet i det køkken.
Lodrette injurier vil nogle sikkert mene – min mund er lukket med syv savl – lad mig blot sige, at god mad har interesseret mig, siden jeg var ganske ung.
Går nogen ud i køkkenet, slår jeg som regel følge, som man siger.
Det er hyggeligt, og man skal jo prøve at gøre noget sammen, hvis man kan.

Jeg assisterer f.eks. altid, når der skal laves mad.
Jeg hjælper med at gå i vejen – og det er jeg en mester i.
Er der ikke brug for så megen hjælp – og det er der ofte ikke – kan jeg også ligge i vejen.

Jeg placerer mig et strategisk godt sted – hvorfra jeg kan overskue det hele, og hvor ingen kan komme forbi uden at skræve over mig. Om jeg fatter, at de finder sig i det.
Der er dog en undtagelse, og det er, hvis min far åbner ovnen.

Så spærrer han øjnene op og skærer ansigter og gentager i påtaget ophidselse: AV, AV, – AV, AV!
Så lægger jeg mig på dørtrinnet til stuen – og så holder han op med det, og siger, at jeg er en dygtig hund.

Hvis nogen vil vide, hvad de bedste dufte i vores køkken er, så er svaret:
’Dem alle sammen!’
Aj, der er nogle, der er endnu bedre end andre:
OST… især de stærke..
LEVERPOSTEJ… især den fra Stryhn… uhm!
– og MAKRELSALAT – lige til at rulle sig i… smovs!
Det er ærligt talt noget andet end det hundeæde-take-away, jeg bliver spist af med i min madskål.

Hvad blev der lige af rugbrød med leverpostej?

Når de kræser for sig selv med alskens lækkerier, og jeg bevæger mig diskret med snuden i bordhøjde på vej til min ydmyge gulvplads, hører jeg dem ofte vrisse:
’DET ER MIN!!’
Ja tak, det er gået op for mig, men har man ikke lov at drømme?
Jeg savler i det mindste ikke…
I køkkenet har jeg også min madskål, som er tom, og min vandskål, som sjældent er tom.
Jeg får kun mad to gange om dagen – men jeg har en mistanke om, at de har læst forkert på posen, for maden dækker faktisk kun lige bunden af min madskål og slet ikke min appetit.
Jeg er efterhånden skind og ben.

Måske tager de fejl af pels og pondus…
Jeg gyser, som kun et skelet kan.

Hov! Det rasler i køkkenet…

Gud! Er klokken allerede 18 – jeg må løbe…

(hjulspin på parketten)

Der er Carrier Junior guf på menuen – bare der nu er nok.

Tots tale til trofaste tilhængere

– meritter fra en selvopstillet løsgænger hund ved kommunalvalget i 2013

Bank, bank – 1 2 3.. (forsamlingshus-ekko)
kan I høre mig?

VOV!!!!

Kære kammerater.

Et valg er et valg er et valg.
Har vi overhovedet noget valg?

Det er det store spørgsmål…
– jeg siger:

Det har vi!

På tirsdag d. 19. skal alle våbenføre mænd – og kvinder – til valgurnerne og sætte deres grundlovssikrede kryds

– ved mig.

Hvorfor så ikke også hunde, siger jeg.

(hylen og glammen – og taktfaste poteklask)

Når nu jeres mennesker – alligevel skal over at stemme på tirsdag – så puf til dem med snuden, læg pote på dem, gø – eller hvad I nu plejer at gøre hjemme hos jer, og lad dem vide, at I også vil med

– helt ind i stemmeboksen.

(Huuuuuuuuuuuuuuh)

Vi er ca. 550.000 hunde i Danmark.

Cirka 1/2 million husstande i Danmark holder hund, og der er i Danmark flere, som holder hund end kat, så som interessegruppe rækker vi til langt mere end en tunge på vægtskålen.

Vi lægger hele poten på vægtskålen, gør vi.

Vi vil ha’ indflydelse på kommunalt plan, vil vi.

(trestemmig tuden og taktfast kradsen i parketten)

Katten er med sine ca. 650.000 stk.  Danmarks mest almindelige skadedy… øh, kæledyr, så et hurtigt overslag gør det klart, at der er flere end nok til os alle.

Til det faktum, at katten – den kryster – ofte undslipper os ved at kravle op i et træ er kun at sige:

Ned med katten!

Katte har rettigheder – grundet deres begrænsede åndsevner – som vi hunde kun kan drømme om.

Det vil jeg lave om på!
Tillid til Tot vil afvende alle kattestrofer.

(vild begejstring – tuden som under et luftangreb)

Tak, tak, kære kammerater – I hyler mig helt ud af den, hø hø…

Her i Gentofte har de 2benede jo et 1partisystem.

Før var de gæve Gentofteborgere aldrig i tvivl om, hvor de skulle sætte deres kryds; ved Hans Toft, naturligvis.

Han var enevældig (oplyst eller uoplyst, det skal jeg lade være usagt)
Bykongen, Kong Hans II, Gentoftes diktator…

Men nu har I – og jeres stokkonservative mennesker et alternativ:

Ham Tot!

Sæt jeres gadekryds ved Tot!

Tot er lyset i mørket, jeres vej bort fra 25 års sand ørkenvandring – jeres hund på valgdagen og ever after!

De kan knurre, og de kan gø – fra tirsdag går Tot på Gentofte sø!

(hujen og gøen – salen koger og savlet syder)

I trænger til en stærk hund:

Når Toft er træt, ta’r Tot teten!
Vores kommune sygner hen i mangel på kvikke kommentarer og avancerede allitterationer.

Er I klar til at høre, hvor skønt vi får det?

(Skrig og hyl, tuden og bjæffen)

Jeg tager det som et ja…
Flere gadelamper – det føles ikke trygt at gå ude om aftenen for ældre medhunde, der kan have svært ved at holde sig med den nuværende lygtepælefrekvens.

Flere standere med gratis hundeposer
– med den omsiggribende politiske korrekthed er det jo snart forbundet med stress at aflevere, hvad afleveres skal.

Posen er vores hvide flag i kampen mod de korrekte. Det er tydeligt at se, hvordan de 2benede står nervøst og vifter med posen, hver gang vi lægger an til en aflevering.

Tryk evt. disse få velvalgte ord på posen til forklaring, afbigt og opmuntring:

Stop jeres skosen,
jeg er der med posen,
så ingen skal glide,
fordi vi skal skide.

(Totatis d’Ajunnqimmeq)

Flere skraldespande til ovennævnte – der er ingen mening i, at en aftentur kommer helt på afveje, fordi ens menneske kegler skyldbetynget rundt med en af vore klatter, mens det spejder efter en ved vejen placeret affaldsbeholder.

(hørt)

Flere hundelegepladser som den i Dyssegårdsparken – og større.

Vore venner i Vangede vader flere kilometer fra en ene ende af kommunen til den anden, for at kunne være løse og møde modstand på deres eget niveau. En hund er født til frihed – det siger vi Løsgængere!

Hvad har hunde i Vangede gjort, siden de – vi – kunne jeg faktisk sige – skal savne et sådant sted?

Ja, jeg er fra Vangede, det er jeg ikke bange for at indrømme – jeg er faktisk stolt af det! (spredte tilkendegivelser af uafkodelig karakter)

Hør mig, I pampere, dér på den rigtige side af Vangedevej og dér på den fine side af Lyngbyvej:

Jeg er jeres dårlige samvittighed. Her i kommunen er vi alle (næsten) lige.

Lad os ikke svigte vore 4benede venner med de våde snuder – og de blanke øjne!

(gråd på mange rækker (oprigtig))

Og mens vi er ved hundelegepladserne;
hvad med nogle læskure med bænke til de 2benede?

Kaffe kan de også godt lide – jo mere kaffe, des længere tid til at lege i for os andre.

Mit bagland – som jeg gerne lytter til, hvis jeg ikke undgå det
– foreslår også en fiks lille vaskehal til hunde inden man forlader legepladsen.

Problemet kan evt. også løses ved at rulle lidt friskt græs ud i ny og næ – så ikke pladsen ligner Fælledparken 1. maj (føj)

Et forbud mod skilte med påtegning som: ”Fy!” og ”Gå væk hund!”
– det er ikke pænt, at møde sine medskabninger med sådan en retorik.

Sygesikringskort til hunde.

Ikke alle hunde stemmer på Liberal alliance.
(faktisk kun ganske få, så vidt jeg har forstået)

Flere og bedre godbidder.

Længere snor.

Bedre vejr.

Flere lufteture.

Flere tæver.

Pligt – ikke kun ret – til at jage katte og ikke mindst egern.

En fair rettergang for hunde indblandet i tvister med andre hunde.

En klar adskillelse mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt.
En hund er også et menneske…

Jeg kunne blive ved.

Kære 4benede kammerater.
Dette er bare nogle få af de punkter jeg vil gennemføre – den første uge, jeg bærer borgmesterhalsbåndet på rådhuset i Gentofte.

Og selvfølgelig kære 2benede:
– der bliver ikke rørt ved skatteprocenten.

Den er lav som en Gentofteskatteprocent skal være.

I kan være trygge ved Ham Tot.
Grundskylden lader vi i fred – man skal ikke genere folk uden grund – eller med grund, ha ha, endsige sparke dem der allerede ligger ned – i egen park eller på egen badebro.

Strandretten er som den skal være. Hip hip…

Toft er træt – Tot er i træning…
Nå venner – hvad stemmer vi på tirsdag?

TOOOOOOOOOOOOOOOT!!!!!

Jeg kan ikke høre jer…

TOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOT!!!!

Ja, sådan skal det lyde..

Valgaftenen

 

Så er krydset sat – nu er det bare at vælge at lægge sig i fifaen og vente på, at de kommer med borgmesterhalsbåndet…

Dagen derpå

Det er dagen derpå i kommunalpolitikeraspiranten Tots hundekurv i det centrale Vangede.

Valgnatten var svær at komme igennem, der er så mange ubesvarede spørgsmål, der hjemsøger en lille hunds begrænsede fatteevne.

Hvorfor ringede de ikke?

Hvor blev borgmesterhalsbåndet af?

Hvad i Totatis’ absolut admirable agitation og til perfektion pelsplejede præsentation fremstod mon som mangelfuld,
ja insufficient?

Var der, og det er nok det mest sandsynlige, svindel blandet ind?
Har totaltåben Toft fiflet med facts og fusket med 4benedes fundamentale forfatningssikrede folkerettigheder?

Disse, og mange andre nagende spørgsmål – fx. hvordan skal man nu kunne vise sig på hundelegepladsen i Dyssegårdsparken – er det livet har i ærmet til en lille hund med store ambitioner denne morgen.

Så derfor, kære Tots Fb-venner.

Bær lidt over med ham denne morgen. Send ham gerne et par opmuntrende ord.
Højt at flyve.. I ved.

Vi pylrer om ham og snakker ham lidt efter munden.

Ham Toft har sgu også mange flere penge i ryggen.

Storkapitalen, den luder hytter sine egne lakajer.

Jamen du har ret, Tot! Og vice versa!

Ja, ja Tot.

Kan du huske det fede marvben vi festede på mens stemmerne blev talt op?

Ja, jo – men jeg fik jo kun 3 stemmer, far..
Ja, jo – men det var jo de bedste stemmer du kunne få, Tot..

Du er, som ingen anden politiker et med dit bagland:  mor og far.

Var det jer der stemte på mig?

Ja, det var da!

Jubii!

Vil du ha et ‘dagen derpå marvben?’

Jah, det vil jeg gerne – haps… og tak, far..

Skal vi så i Dyssegårdsparken bagefter?

Jubiii!

Godt Tot.
God hund!

Tot hænger ud i Stilling
– øh, Tot stiller ud i Herning

Eurasieren tilhører gruppen af selskabshunde; hunde der bruges til selskab og ellers ikke gør megen nytte.
I Danmark findes noget man nærmest kunne kalde et parallelsamfund af glade hundeudstillere og deres hunde, der mange weekender om året pakker bilen og ofte også campingvognen og samles til hundeudstilling rundt om i landet. Sammen med andre ligestillede – ofte mange tusinde, kæmper de om bånd og rosetter og ikke mindst: ÆREN.
Tot og hans familie er de rene amatører – veritable spurve i tranedans.
Her gælder det DKKs internationale udstilling i Herning nov. 2014.

OM jeg fatter, at det skal være nødvendigt at køre over 600 km for at komme frem til det helt enkle faktum, som heksemutter – øh, kennelmutter Birte kom frem til blot ved at spille Danse Macabre en enkelt gang, med en enkelt finger (håber ikke det var dampmaskinen) på mine stakkels ribben:

JEG FÅR FOR LIDT AT SPISE!

Som en anden heks i Hans og Grethe konstaterede Birte tørt: han er for tynd!
Jeg var blevet vejet og fundet for let.

Ydmygende – syntes jeg, indtil det gik op for mig, at det betød, at der måske var en grund til, at jeg altid er så sulten, og at al den gramsen på min radmagre krop måske ville medføre, at min foderration ville blive sat substantielt op.
Bingo – det er den blevet.

Ha, ha, ha, ha, hvor jeg elsker heksemutter – øh kennelmutter Birte, og mellem os sagt kan jeg mærke, at jeg vist også har gjort et vist indtryk på hende…
Hun kan godt lide mig.

OM jeg fatter, at der skal gå så lang tid imellem, at jeg får min flok at se.
Det var mega optur, at møde Joli, Saffi, Bosse, Tilla, Mable, Charlie, Kingo, Gaia, Fido, Trofast, Pelle, Rollo og hvad de hedder alle sammen. Ingen nævnt, alle glemt.
Og Steen.

Alle var glade for at se mig.
Bosse fx gøede af glæde fra jeg kom til jeg gik.

Normalt bliver jeg ret glad for at se en hund.
I Herning var der vist 4400 hunde – så er det jo bare at gange op for at fatte, hvor glad jeg var for at trække min mor og far rundt i hal M.

Der var hunde over alt. Store hunde, små hunde, lange hunde, korte hunde – der var hunde i hundredevis.
Jeg var tæt på at være helt overvældet – jeg snuste højt, jeg snuste lavt – det var en næsefryd af de sjældne.
Man skal dog ikke snuse over evne – ikke hvis man som jeg er snusfornuftig. Ha, ha, ha – det var en joke…

Vi kom i god tid, så der var lige 5 min. til at modtage de nødvendige briefinger fra farfar Asger, og så var vi klar.
Klar til hvad?
Igen fatter jeg ikke selve grundsubstansen i det vi skulle – men det – og det indrømmer jeg – føltes godt.
Pludselig trak min far mig ind i en stor firkant, hvor der hverken var hunde eller mennesker.

Hov, hov Papsi, her er det mig der trækker, tænkte jeg, selvom det var rart med lidt plads.

Men så begyndte han på det med at løbe rundt, mens han stønner og hvisker, at jeg skal trave og ikke gå i galop.

Okay, jeg gør, hvad han beder mig om – men hvad får jeg ud af det?

En fremmed mand af ubestemmelig herkomst (min far sagde han var idiot – jeg forstod dog senere, at han vist havde sagt cypriot) sprang ind på mig og begyndte at rode mig i munden.
Føj, tænkte jeg, men min far lod mig med sin trippen og mummelen forstå, at jeg ville få et griseøre, når vi kom tilbage til Vangede, hvis jeg lod som ingenting.

Okay tænkte jeg, som godt kan lide griseører – men da han så greb mig i (hold børnene for ørerne) klunkerne, sendte jeg min far det blik som betyder, at det her bliver dyrt (vi snakker et tocifret antal guffer)

Min far gik modstræbende ind på mine betingelser og manden forsvandt.

Så skulle vi løbe igen – og stå, mens manden sad og sladrede med en gammel dame, der skrev alt, hvad han hviskede ned på et stykke rødt papir.

Jeg kunne ikke læse en lyd af hendes kragetæer, og det kunne min forældre for resten heller ikke.
Godt det samme, for det var sikkert bare misbilligelser og bebrejdelser. Hvad forstår folk fra Cypern sig på os høje slanke nordiske typer.
Da vi fik seddelen dekrypteret viste det sig dog, at jeg er særdeles lovende, og at jeg blev nummer to.

Jubiiiii!

Vi var ganske vist kun to, men pyt – en andenplads er en andenplads.
Vi fik ros af flokken, da vi kom ud – men der var blevet snakket en del om, at vi løb for langsomt.
Hmmm, tænkte min kloge far – så løber vi da bare noget hurtigere i morgen.
Den mand har sgu hovedet skruet godt på, har han.

TROMMEHVIRVEL…

Vi er på dag to til den store hundeudstilling i Herning.

I det ene ringhjørne har vi Skovagergaards Jello – mellem venner kaldet Cato. Jubel…

I det andet ringhjørne har vi Blackcikilas Beautiful mr. Dundee – med kaldenavnet Totatis d’Ajunnqimmeq (intet under, at han er hunden der kommer inden man er færdig med at kalde på ham) Jubel…

Cato bliver handlet af den unge smukke – vi kan kalde hende Mai-Britt (navnet er kendt af red.)

Tot bliver ført af den endnu ukendte ikke udpræget unge og slet ikke smukke handler – vi kan kalde ham Pedersen.

Kampen er i gang – Cato er foran, Tot haler ind på ham – der ventes, Cato er lidt urolig, Tot kror sig fra sidelinjen – skal det langt om længe lykkes at få skovlen under ærkerivalen fra i går?
Vi ved det ikke! Endnu!

Nu løber de alene – sikken en stil og sikken et tempo – en gennemført smuk ekvipage.

Dagens dommer er langt fra idiot – han er svensker, og der er ikke sammenfald i dette tilfælde

Han lader til at være meget kompetent, for enden på det hele
(løb, stå, løb, rode, pille, sladre, hviske, skrive)
bliver

Dagens vinder: TOT!

Jubiiii.

Vi modtager den røde sejrsroset – åh Gud, hvor er den smuk – og vi beholder den i mindst 5 min. indtil det går op for en anden svensker – en gammel dame klædt ud som en ung dame – at det var en fejl, og at vi kun skulle ha et bånd… (og en lang næse)

Vi lod os ikke mærke med noget, og var glade for at det hele var overstået.

Men det var det bare ikke, for nu skulle vi også kæmpe mod den bedste tævehvalp.
Det viste sig at være min egen søster Joli – ført at hundehandler Birte.

Jeg kiggede på far, og far kiggede på mig…

Vi var enige – dem kunne vi ikke nænne at slå.
Så vi gik stolte og selvretfærdige hjem med en flot andenplads.

Det var bestemt første gang vi var til hundeudstilling.

Tot efter bogen

(Facebogen)

Hej kære, kære Facebookvenner.

Allerførst – undskyld, at jeg sådan forsvandt uden at sige hej og farvel og på gensyn og alt det der.
Vi kender dem alle dem der siver fra en fest, fordi de keder sig, eller fordi de keder folk, eller fordi de bare ikke magter at være der mere.
Tabere! Tørvetrillere! Asociale afvigere!
Tænk at man skulle ende sådan!
Jeg er nu Facebook-fri på 3 uge. (hvad, har ingen bemærket, at jeg er væk – snøft..)

Nå, men julen er overstået – nytåret er overlevet – og nu skal I bare høre:

Før jul fik han nok, min far – Facebook-leden havde nået et punkt, hvor der var tale om reel kvalme.
Han er, udover at være en mand, en følsom sjæl, (kunstner) og han magtede det blot ikke længere.
Jeg havde jo en efterhånden fået en del venner, eller rettere veninder, som ikke var hunde, så ligegyldigheden og overfladiskheden, garneret med endeløse reklamer spammet af naive kvinder, der med mottoet: nogen skal jo vinde – like’er til højre og venstre for at få et par gratis støvler eller en købmandskurv til nul kroner – havde taget mere end overhånd.
Den profil var dødsens.
Så i en tilstand af depressivt hysteri og en slet skjult følelse af at spilde sin og ikke mindst – har han senere fortalt mig – min tid, trak han altså stikket, så der stod jeg; offline og isoleret i en klaustrofobisk forstad til København.

Nu har jeg hacket mig ind på min elskede mors profil for at sende denne flaskepost til min flok.

Julen var fin – jeg fik et halsbånd med blinkende grønt lys, som jeg fistrer rundt med, når det er mørkt i Vangede – det synes de godt om.
Desværre fik jeg også dårlig mave.
Min far var inde på, at han måske havde smittet mig med noget Facebook-kvalme, men det her var meget værre.
På vej til Sverige d. 27. dec. blev jeg dårlig.
Jeg brækkede al min morgenmad op (synd og skam) og senere var dårligdommen nået hele vejen igennem mig. Føj hvor det lugtede og var anderledes end normalt (det var den pæneste måde jeg kunne sige det på)
Bekymringen omkring mig var stor; havde jeg spist for meget and – eller var det noget gammelt Royal Canin, som var puttet ind i en legebold af dem der slipper godbidder? Var det en virus?
Vi får det nok aldrig at vide.
Men syg, det var jeg!
Det blev bare ved og ved.
Det første døgn drak jeg intet og ville heller ikke æde. Senere ville jeg gerne æde – lidt – blot ikke det foder jeg havde brækket op (og det var ærgerligt for min far havde lige købt 30 kg – og det var det eneste vi havde med til Sverige)
Nu var gode dyr rådne – og det var min mave også…
Den ene dag gik efter den anden – der blev forsøgt med kogt ris og fisk og kylling – næsten ingenting spiste jeg – og hver gang kom det ud, så mine forældre kiggede på hinanden og rystede på hovedet.
Nytåret kom, heldigvis var der ikke mange af de der raketter på landet der ovre i Sverige – dem kan jeg nemlig ikke så godt lide.
Imidlertid var jeg stadig sløj, og nu kunne kennelmutter Birte sige, at jeg var tynd.
Havde det ikke været for min ædle pels, ville man tydeligt kunne se, hvad man nemt kunne mærke: mit skelet – mine bare ribben, min hoftekam og min rippede rygrad.
Nu var de for alvor bekymrede, for jeg spiste næsten ingenting. Appetitten havde forladt mig – helt og holdent.

Efterhånden kunne jeg dog nødes til et par Eukanuba foderpiller jeg havde vundet i Herning og en enkelt Frolich. De turde dog ikke give mig for meget – maven skulle jo hvile, men på den anden side lignede jeg en meget lille hund inden i et meget stort skind.
Beslutningen blev taget: i den lokale landhandel købte de 15 kg voksenhundemad (man kunne ikke få mindre) af samme mærke som jeg plejer at få, men nu ikke kunne lide – i håbet om, at det ville glide ned og ikke for hurtigt igennem.
Hvad enten det var det, eller det var tiden, begyndte det nu at gå fremad og deres rynkede pander forvandledes langsomt til løftede mundvige. Jeg var på vej tilbage til de levendes land.
Appetitten vendte langsomt tilbage (der var også kattemad blandet i fodret – og fond) – jeg var endelig ved at blive rask.
Men da havde jeg også været syg i 9 dage.
Uhuuuh.

Nu er jeg frisk igen. Sulten hele tiden og forkælet i en grad jeg sent skal glemme:
Ekstra rationer, guffer her og tyggepinde der.

Ganske vist synes jeg, at tørfoderet begynder at smage ret meget som det gamle (jeg er ret sikker på at de blander det gamle i – for kender jeg dem ret, har de ikke tænkt sig, at brænde inde med 30 kg Carrier Junior til 650 kr.) Den bekymring kan de nu godt spare sig – for jeg er mit gamle jeg igen: altædende!

Nu tænker I nok – hvad med din far? Har han det mon bedre?
Ja, ja – han har det godt igen. Han kom sig relativt hurtigt over kvalmen – abstinenserne tog lidt længere tid – men nu har han såmænd glemt sin anden misforståede periode på Facebook.
(denne pamflet kan på ingen måde betragtes som et tilbagefald.)

Kærlig hilsen Tot.

Tot på springtur

”Tot er en sød og rar lille hund”, skrev mor i det blå stilehæfte.

Det gør hun ikke mere.

”Tot er sådan en hæderlig lille hund”, sagde far altid.

Det gør han ikke mere.

”Tot er en gadedreng, en forbryderspire, en svinehund (indre), en møghund, en forsumpet kanalje, og en rigtig lille gris.”

Piben har godt nok fået en anden lyd.

Vi var, som sædvanlig, på tur i de svenske skove.

Det var en frostklar septembermorgen, hvis himmel jo som bekendt er så blå.

Det var den også denne morgen.

Alle var i højt humør; far, mor og i særdeleshed ynglingen den smukke Tot – damernes yndling. Hermed også forskellen på to næsten enslydende ord eksemplificeret.

Vi var på Blekinges højeste punkt, Rävabacken, der knejser
189,65 m over det hastigt stigende verdenshav.
Vi har vores ruter, og da himlen var så blå og humøret så højt, blev det besluttet at gå en af dem avet om – det skulle vi aldrig have gjort.

Tot er jo en lille hæderlig hund, så han nyder det privilegium at løbe løs og som en tro drabant kredse om tvillingeplaneterne Mor og Far.

Dagen bød først på et pigtrådshegn, der skilte Tot fra en pæn tot af hans fine efterårspels.

Det i sig selv burde have fået os til at vende om og tage hjem – eller i det mindste gå ruten mod uret, som vi plejer.

Dog, hovmod står for fald, og vi fortsatte ufortrødent dagens vandring mod det uundgåelige.

Tot var i snusehumør og ikke mindst i jagthumør. Vi andre havde travlt med at sætte verden på plads, så vi var de gode og dem der havde ret, og de andre var – ja, det modsatte.

Tot gik, som sagt løs, som han har gjort det, siden han var ganske lille, og han har altid holdt sig indenfor højst 25 m fra posen med godbidder.

Men på det seneste er de 25 m blevet til 35, og de 35 til 135, og de nogle gange 10 sekunder vi ikke kunne se ham, er blevet til 1 minut og 10 sekunder.

Det har vakt nogen bekymring hos Hr. Far og Fru. Mor – men denne mandag i september gik det da helt galt, for pludselig var Hr. Totatis d’Ajunnqimmeq – bare væk (øj, det rimer)

HELT VÆK!

En fjern hundeglammen, som vist ikke var Tot, men måske VAR Tot – i kamp med en los eller vildsvineorne – og siden stilhed (der kan være meget stille i de store svenske skove)

Måske var han kommet på sporet af en elg?

Far fortrød bitterligt de gange han – i spøg – havde sagt til Tot: – kan du ikke ta’ og hente en elgkølle til far? Smid bare elgen væk – det er køllen jeg er interesseret i.

Sæt nu Tot alligevel havde forstået noget af budskabet – han er jo sydsvensk mester i telepatisk døråbning – og nu var bange for at komme hjem uden elgkølle.

Det løb Mor og Far koldt ned ad ryggen.

Der blev fløjtet og piftet en brav del – men lige lidt hjalp det.

Far rettede på fototasken og kiggede på sit fine armbåndsur; hvor lang tid ville den unge mand blive væk denne gang?

5 min. blev til 10. min – var det, det?

Havde vi set vores lille Tot for sidste gang?

Tusind tanker flyver en gennem hovedet.

Ja, den med lossen, eller næsten endnu værre: sæt han nu sad fast et eller andet sted der inde i vildnisset i sin fine blå sele – og vi fandt ham år senere skeletteret af fæle flåter.

Far, som i pressede situationer kan være en handlingens mand beordrede nu Mor til at holde sin post, mens han løb tilbage efter bilen.

Måske var Tot faret vild og kommet ud på en vej, langt fra, hvor vi stod.

Brutale billeder pressede sig på: sæt nu Tot var løbet efter en jagthunds gøen, og var blevet skudt på stedet af en frustreret jæger, fordi denne således var gået glip af en 12 takkers…

Bilen satte i gang og skrumlede langsomt, men lavt over den høje svenske skovvej – gid fanden havde den sportsundervogn.

Far passerer Mor, som står trolig på sin post og melder: – intet spor af det dumme dyr.

Vrede og fortvivlelse blander sig med ærgrelse over at have betalt for udstillingen i Herning, der nu ikke bliver til noget – grundet manglende hund.

Videre. Over en bakke, rundt i et sving, lidt ned og der: 200 m længere henne ad vejen møder Hr. Far et miserabelt syn:

Unge Tot, måske lidt slukøret – måske lidt brødebetynget – nej, vist nærmere nærmest ligeglad slentrende imod bilen – smurt ind i mudder til næsten op over begge ører. Selv halen hin høje – er sølet i sorte slatter af slam.

Tyve minutter havde den frække Tot været på springtur, og nu kom han hjem i forsumpet tilstand uden synlige skrupler. En forstående tanke går til faderen til den fortabte søn.

Far sagde ingenting – han dyttede i hornet og kylede køteren ind bag i bilen, satte i bakgear, bakkede baglæns opad bakken og vendte vognen.

”Han kommer i bad, når vi kommer hjem” hvæsede Mor. Det er det værste han ved – og således kunne man jo slå to fluer med et smæk.

”Jeg smider ham i søen” brummede Far. Far kan godt lide at være fysisk, når han er vred – og på den måde kunne han jo slå to fluer med et smæk.

I mens rystede Tot sig omme bag i, og svinede samtidig den fine bil til – og således kan man jo også slå to fluer med et smæk.

Hey – alle derude ved kakkelbordene

Rettelse:

Alle er i god behold.
Jeg forstår, at der verserer rygter om ballade i det sydsvenske.
Jeg har ikke været væk eller noget.
Jeg var der hele tiden. Spørg mig selv.

Det var min mor og far, der var væk.

Faktisk i 20 min. – og faktisk tog jeg min far i at være tæt på at forlade området i sin elskede bil.
Godt jeg fandt dem inden de blev efterlyst og fundet af Saga og Bodnia.
Det ville have været en værre historie.
Lige til Broen 3.

Vor Herre bevares!

Alt er vel, og jeg er fin i pelsen igen – der var lidt støv og fugt, der havde fundet vej ind – men det har jeg da rystet af mig.

Så ro på, og bak I bare videre på rumcigarerne.

Tot – en fri hund i et frit land.

Decembertur i Ermelunden

Kun fine folk, ej bærme funden
i dag på tur i Ermelunden.
En lille skov, slet ikke stor,
men man må gå der uden snor.

Decemberskoven stod så smuk
omkring en mark så våd af dug.
Og der en sø – en lille en
En hejre – sikke lange ben.

At bese rundt, fordi man kan
At jage krage, gås og and
At hente pinde, hvis jeg gider
Det er da bare skønne tider.

Et brag vi hører, skoven ryster
Jeg er jo, ved I, ingen kryster
Så efter lyden løber jeg
mens ham med snoren følger mig

Tre mænd med store motorsave
i pudsigt tøj har nok at lave.
De havde just, og ej for spøg
nedlagt en mindre kæmpe bøg.

Det gamle træ, Oh lad det stå
Jeg tænkte straks, men så jeg så
at stammen, den var hul og trist
Ja, skæbnen henter en til sidst.

Jeg er lidt stolt, det medgir jeg
Ja, faktisk eg’ntlig tem’lig sej
For der stod jeg så glad og tryg
Endskønt de saved’ bag min ryg.

Dog skal det siges, det skal frem
De save der, jeg kendte dem.
Den lyd, jeg klarer med et smil
Min far, han har jo selv en Stihl!

Nu var det tid at lette maven
Så jeg sked lidt i Dyrehaven
Vi lod den ligge, hvem blir sur
Det var jo i Guds fri natur.

Missionen fuldført, hjem det går
til tyggepind og kaffetår
Lidt kort fortalt om stort og småt
Fra Totatis som har det godt.

Denne ode er sponsoreret af det tyske værktøjsfirma STIHL

Tot i Totscana

I Talien findes der noget, der hedder Totscana*.

Der er ikke meget dårligt at sige om Totscana, hvis man altså lige ser bort fra, hvor langt der er derned.
1753 bumpende kilometer bag i en lettere brugt, men ganske stilig sort og velholdt bil af tysk herkomst og lidt ældre dato.
Gud ske lov  og Audi for den da – jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville have været i en Skoda Fabia eller Vw Up – og 1753 km. var bare den ene vej.

Det er noget, der udfordrer tålmodigheden for en handlingshund, som jeg.
Men nu jeg er jo, blandt meget andet nyttigt, også nord-, syd- og mellemeuropæisk mester i den ædle kunst at vente.
Begge mine mennesker er specialister i at møde andre hundeluftere og derefter glemme, at Vor Herre ikke har delt tiden op i letforståelige intervaller for ingenting.
Tiden går bare – og de står bare.
De slår demonstrativt ud med arme og ben og snakker løs og griner dumt, det bedste de har lært – og da jeg trods alt jo kun er en hund, forstår jeg desværre meget lidt af deres subtile humor – og har derfor ikke meget andet at tage mig til end at holde vagt og vente – i halve timer.
Denne endeløse plapren har imidlertid skænket mig tålmodighedens nådegave, som viste sig at være yderst praktisk at have med i bagagen på denne tur til Talien.
Sådan set var det jo det, at jeg kom til Talien, jeg kom bort fra.
Altså:
Af andre lidt dårlige ting de skal prøve at kigge på i Talien er varmen.
Selvom vi først troppede op i begyndelsen af september, havde de stadig ret kraftig sommervarme på dernede.
Solen stod ned i stride stråler, og min prægtige pels var måske ikke direkte, hvad man kunne kalde optimal dresscode, men man kunne til tider godt føle sig en kende overdressed, som man siger.
Tungen kom ofte på regulært overarbejde, for at sige det termografisk.
I begyndelsen går det meget godt; pelsen holder ligesom varmen ude – men pludselig kan man godt få lidt af en hedetur, som sådan en tur jo hedder, og så gælder det om at komme i skygge af en Cypres eller en Pinje, der heldigvis altid lige ved poten i Talien.

Meget kan man sige om talienerne, men de taler hurtigt og ikke særligt tydeligt.
Hver gang de så mig og forsøgte at sige mit navn, lød det fuldstændig som om de sagde:

Che bello!

Ja, de nærmest sang det:
Che belllllllllloooooo.
Lige så charmerende som uforståeligt.
Men et skal de ha’ – det er et ret så homogent folkefærd, talienerne, for ALLE sagde det samme:
Che bello!
Der var dog enkelte, der, underligt nok, kom til at sige ’bellino’ – hmm, nå – så længe det ikke var Berlingo.
Aner som sagt ikke, hvad de hentydede til, men navnet Totatis d’Ajunnqimmeq kom de i hvert fald slet ikke i nærheden af.
Men….
Okay, okay, ok – det var måske lidt kruk, jeg har fået at vide, hvad det betyder, det der bello.

Man synes åbenbart, at jeg er smuk i Talien – det synes de fleste jo også herhjemme i Danmark, men Talienerne er et charmerende, åbenhjertigt og ærligt folkefærd – for synes de noget, kan de ikke lade være med at sige det, eller synge om det.
Mor og Far var – og er, håber jeg da, rigtigt stolte af mig.
De fik efterhånden indstuderet en lang remse på Taliensk, som i grove ord og trækninger skildrede, hvad jeg var for en ’razza’ og hvor mange og hvilke almindelige hunde, der var røget i kødhakkeren, for at skabe den unikke race, EURASIEREN.

I Siena viste de en dag rundt på 6 forskellige sprog (7 med fingersprog), mens folk flokkedes om mig med mobiltelefoner og fotoudstyr af svingende kvalitet.
‘Hvor end jeg kom – fra Milano til Rom,’
(som Farinelli ikke helt urimeligt bemærker) blev jeg tilbedt og fotografeteret som en rockstjerne, og min far slap for at være den mest kendte på den berømte rådhusplads i Siena.
Om lige præcis den lettelse har han siden berettet vidt og bredt – aner man lidt jalousi?

Et andet område hvorpå udlandet er foran Vangede er, at hunde må komme med næsten overalt.
Jeg var velkommen på hoteller og restauranter, hvor jeg, med personlig vinding for øje, lå stille som en mus under bordet og tålmodigt ventede på, at min far, klodset som han er, kom til at tabe lidt skinke eller ost på gulvet.
Haps, sluge og lade som ingenting.
Det er jo noget, der pifter sådan et trattoriabesøg op, når både hunde og hundeejere føler sig velkomne, og  folk således ikke sidder hjemme og skammer sig over at have hund, men tvært imod går ud og viser dyret frem, og der igennem holder røven oppe på og hjulene kørende i restaurationsbranchen.
Intet under at restaurationspriserne i Tyskland og i Talien er langt mere spiselige end i Danmark. Sydlændingene forstår i højere grad, ligesom vi hunde at nyde livet.

Drama i Montepulciano

Fredelig fredag i september i kulturperlen Montepulciano endte i drama.
– ved Tot.

Kändishunden Tot fra Danmark slentrer selvsikkert ned af strøget i den Totscanske bjergby Montepulciano. En opløftende beskæftigelse, selvom det går mere end almindeligt nedad bakke på de kanter.
Bortset fra det ånder alt fred og fredelig fredag.
Det dufter af pizza, pasta og Pecorino – hyggelig sprogforvirring klipper luften i ørerette bidder; en langtidshævet babylonisk lyddecoupage med sprød skorpe – letfordøjelig og aldeles uforståelig.
Kort sagt: Alt er som det bør være og plejer at være i Montepulciano.
Jeg soler mig i den sædvanlige beundring fra Talienske donnaer og Far, der så vidt jeg husker fløjtede kvartetten fra Rigoletto kigger på vinduer (og donnaer), og Mor tjekker tøjstativer og soler sig i den gyldne Montepulcianske eftermiddagssol.

Men hist hvor vejen slår en bugt; bag nogle overvægtige amerikanske turister fremtoner pludselig en kæmpestor 20 punds hankat ved navn Nero og af racen Montepulciansk møgmis.
Den sidder øjensynligt og bevogter en gadedør, mens den ligner en, der er overbevist om, at den er på rollelisten i eventyret Fyrtøjet som hunden med øjne så store som møllehjul.
Selvfølgelig kan jeg ikke med sikkerhed vide, at katten rent faktisk hedder Nero, men ærligt talt – hvad skulle den ellers hedde?
Nero var Taliensk kejser og et dumt svin – det ved alle, og katten her var tydeligvis ligesådan.
Jeg kan uden problemer forestille mig den kat stå og spille violin, mens hele det antikke Rom brænder ned fra den ene ende til den anden – på den halve tid.
Jeg sænker struben, trækker vejret dybt og gør en barytonal glammen, der nok plejer at gøre indtryk.
Men Nero viger ikke en tomme. Han sidder bare og puster sig op og hvæser – som om det var ham, der ejede hele Totscana. Folk springer til side, da de nok fornemmer, at det er ved at trække op til noget historisk.
Jeg synes på en eller anden måde, at nu kan det være nok, så jeg sætter volumenknappen på max. og gør udfald i stram line – hvilket dog stadig forlener mig en sikkerhedsafstand på hen ved de 2 og en halv meter.
Imidlertid sker der her noget, som jeg ikke rigtigt forstod da – og egentlig heller ikke hverken forstår eller accepterer den dag i dag; Nero, den gøgler, der oppustet som en støvekost i en stikkontakt sejrsikkert sidder og river i violinens jammerlige kattetarme, lægger ligesom i slowmotion violinen fra sig for derefter at krabbe sig sidelæns i stor fart og med en ikke uimponerende elegance frem mod min fysiske manifestation.
Inden jeg kan nå sige ’din montepulcianske kattekanalje’, er han tilbage på sin plads og sidder igen og spiller violin, og jeg har en lang rift på snuden hin blanke og bløde.
Blodet pibler frem, og jeg fornemmer panikken blandt pøblen omkring os brede sig, som hin askesky over Pompei.
Jeg selv mærker – på det tidspunkt – ikke noget. Jeg er tvært imod ved at være godt træt af den katolske kattekakofoni, og gør nu på højeste niveau og viser kattefyren mit euroasiatiske kamptandsæt med Samurai-hjørnetænder.
Ingen virkning.
Intet gør tilsyneladende indtryk på denne skamplet på den Talienske folklore.
Han formodes at flygte – gerne op i et træ, så kampen kan afgøres på sædvanlig værdig vis.
Hvad blev der af almindelig høflighed og det der ‘che bello’?
Min far trækker mig bort fra den blodige kampplads, og jeg ser nu selv bloddråben for enden af mit hoved, der hvor snuden begynder. Det svimler, jeg mærker mine ben give efter og koderne blive slappe, men jeg lader som ingenting.
’Check his eyes, check his eyes’ råber en af de fyldige turistfyre.
Jeg ser ligesom i tåger skindhapserne, der udgør hans tykke kinder, hoppe op og ned under den kakifarvede bøllehat, og jeg forstår, at hans bekymring, trods alt, er ubegrundet.
Jeg har stadig synet i behold.
Jeg fatter mig, gør lidt modstand på skrømt, og slutter op om det planmæssige tilbagetog.
Er der mon en dyrlæge tilstede?
Far tørrer min blodtud, stemningen er anspændt, men alligevel lettet. Den åndeløse tavshed afløses gradvist af en let pludren og en globaliseret summen ledsaget af undertrykt fnisen og lav latter.
Dagligdagen i Totscana var ved at samle sig, sænke sig og lukke sig omkring et af historiens store anonyme slag – uden navn.
Tænk, hvad der ikke kunne være sket, den dag i Montepulciano.

“For never was a story of more woe than this of
Juliet and her Romeo.”

Under Totscanas dybblå med tusinde stjerner draperede aftenhimmel traf Tot den talienske terrier Tara – det var kærlighed ved første blik.

“Good night, good night! parting is such sweet sorrow,
That I shall say good night till it be morrow.”
William Shakespeare

Tallerkenvasker Tot

Gode manerer kommer ikke af sig selv.
De må opstå, leve, overleve, overleveres, indlæres og minutiøst og taktfuldt udleves.
At fare frådende frem fremmer ikke den gode sag, når der skal scores smuler – bagtanke giver fordel og pote hos de 2benede.

Hjemme hos os må man ikke tigge ved bordet.

Det er kun urfugle, der tikker ved bordet, siger min far – og griner indforstået; det kan han også roligt gøre, da han har mindet om den vits jævnligt, siden han første gang hørte Dirch Passer sige den i Cirkusrevyen anno 1969.

Jeg tikker ikke, og jeg tigger heller ikke ved bordet – det er ikke god tone, det er usmart – dårlig karma slet og ret.

I øvrigt kan det heller ikke betale sig at tigge ved bordet hjemme hos os; de er benhårde og rokker sig ikke og har aldrig rokket sig en tomme, endsige en tøddel.
Ikke en gang, når der er vin på bordet, og de ellers helt åbenlyst har mistet den sidste rest af dømmekraft – og det i en sådan grad, at jeg én gang har hørt min far sige, at hvis det stod til ham, så sad Tot for bordenden og spiste sammen med os andre. Vinflasken var ganske vist ved at være tom på det tidspunkt.

Men hvorfor sidder du så og holder øje med middagsbordet med øjne som en jagtfalk, der lige har gennemskuet en synstest, Tot
– kan jeg høre nogen tænke?
Fordi jeg hører til typen, der, hvis jeg bliver smidt ned af hovedtrappen, øjeblikkeligt forsøger mig med køkkentrappen. Derfor!

Jeg er en Eurasier, så jeg savler principielt ikke.

Det er en fordel, for det er det, der irriterer flest familier med hund – og det kan kuldsavle et ellers lovende projekt, hvis altså dyret sidder for nedrullede mundvandsgardiner mere serøs end seriøs ved siden af middagsbordet.
Det er en principal fejl – det må man ikke gøre – man ødelægger sine chancer for at få del i de lækre smuler, der kan falde af ved de rige 2benedes bord.

Så savl ikke!
Brug øjnene!
Gud gav os ikke hundeøjne, for at vi IKKE skulle bruge dem. Vi skal tvært imod ikke IKKE bruge dem, hvis I kan følge mig.

Så øjnene er vigtige.
Stir!

Husk dem på, at du er der.
Vis dem, at du trænger, og at ingen mundfuld de spiser (fra dig) undgår dit sultne blik.
Støt dem aktivt i den vildfarelse, at er synd for dig.
Det, som det basalt, drejer sig om, er at vække deres medlidenhed.
Det er synd, at du ikke må være med, når der festes, smiskes og smovses.
Det ved de godt, og de har dårlig samvittighed over det, tro mig brødre og søstre – det nager dem, at se et par hundeøjne, halvt i vand følge den ene lækre lakseluns eller saftige skinkestrimmel efter den anden fra tallerkenen, op mod munden og ned i deres overmætte maver.
Hunden, familiens mest trofaste medlem, angiveligt menneskets bedste ven, forbliver formeligt og faktisk ekskommunikeret, siddende der, hvor der er savl og tænders vandløb, som der står i biblen.

Nu er det jo ikke fordi, dette notat skal udvikle sig til at blive en gør-det-selv-anvisning (DIY) i at styre de 2benedes adfærd, hvad angår rester (left-overs).
Men det ville da være mig en glæde, en trøst, hvis hunde i andre hjem kunne snuse sig lidt inspiration til, og udfra mine ringe erfaringer, analyser og filosofiske skrifter score lidt bedre ved måltiderne.

Den evindelige spøgen med ’at få resten af et måltid med hjem i en hundepose’ – ja, den bliver jo alligevel ved snakken og spøgen, og udmønter sig aldrig i noget spiseligt
– for os.
Jeg personligt er aldrig blevet overrasket med lækre rester af hverken entrecote eller oksefilet, er I?
De har det kun i munden, har de – og derfra er vi sørgeligt bekendte med, hvor det så ender:
– i deres overmætte maver, såmænd!

Smuler er hvad hunden på gulvet må nøjes med.
Men bi en stund, hund!
Smuler kan også være smukke.
’Smukke smuler’ – kunne gå hen at blive titlen på en sællert af en kogebog, med undertegnede på titelbladet:
– vær vågne derude; ’Smukke smuler’ kunne komme i en boglade nær jer, om ikke så længe.

Når de sætter sig til bordet, er det vigtigt, diskret at være der med snuden.
Ikke oppe på bordet – det ville være uhøfligt, anmasende, ja plumpt.
Her skal lyde en advarsel: sid ikke med åben flab og ånd de herrer og damer ind i ansigtet; hunde KAN have en alternativ ånde, og det bryder de sig simpelthen ikke om.
Det er vigtigt ikke at gøre noget væsen af sig.

Gør som jeg: stik snuden ind under albuen og læg hovedet i skødet på dem.
Snus, snøft et par gange og plir med øjnene.
Se på dem, så de siger: ‘se hvor han elsker mig, og det har ikke noget med maden at gøre, ha, ha.’
De spøger med det, men de i fare – for de er ikke vant til sådan en opmærksomhed fra en af verdens fineste hunderacer; Eurasieren.
En typisk reaktion ville så være et ikke særligt dybfølt:
‘DET ER MIN!’
Der er dog videnskabeligt bevist, at de både spiser hurtigere (11 %) og helt tilfældigt lader sovs og kødelige småtterier blive tilbage på tallerkenen (24%), inden de sætter den ud på køkkengulvet til OS, eller rettere MIG (100%).
En anden mulighed er simpelthen bare at sidde pænt og ligesom tilfældigt forsøge at få øjenkontakt – gerne i lange stræk.
Det imponerer.
Så er det blot at slikke tallerkenen ren og fin, og så ellers holde styr på, hvor man er kommet til i tallerkenrækken – slik slikke-lik og så videre hen til den næste, som nidstirres med de sædvanlige sultne hundeøjne.

Særligt hårdhjertede 2benede kan man blødgøre med en diskret pote på foden – men pas på, for den kan desværre gå begge veje.
Selv de mest forhærdede hundeforagtere har dog et blødt punkt.

Find det og husk det!

Det er faktisk lykkedes mig, ved konsekvent at følge ovenstående fremgangsmåde at brande mig selv som ’Tot – tallerkenvaskeren’.
’Du er dyyygtig, Tot – den er jo lige til at sætte i skabet, ha, ha…’

Ikke dårligt, synes jeg selv, for en ting tror jeg godt, at vi kan blive enige om, og det er, at det generelt er noget hundeæde, I og jeg bliver præsenteret for i vore madskåle.
Pellets kalder man det med et fint ord.
Som ordner er noget man hænger på idioter, er fine ord noget man klæber på noget skidt, der skal tales op.

Smagløst!

Menneskemad smager bare bedre.
Sådan ER det bare.
Eller skulle jeg sige: i menneskemad er der kælet for smagen – hvor hundemad i længden smager som ‘at række tungen ud af vinduet’, som min menneskefarfar altid sagde.
Godt sagt farfar! Lige præcis!
Politisk – og her gider jeg ikke høre ordet: konspirationsteori – er der ingen tvivl om, at man bevidst har fiflet med smagen.

Den skal være smagløs, og den skal være billig
Helst under 25 kr. kiloet.
Mad til den pris spiser de 2benede simpelthen ikke.
Vi skal over 100, før de gider gabe op.
Desuden skal den være KUN lige præcis så indbydende, at halvkræsne hunde modstræbende vil æde den.
På den måde slår den ikke bunden ud af godbid-effekten.
Mærk jer mine ord og spids ører! Godbid-effekten!!
Konspirationen er komplot – øh, komplet.
Godbidder smager jo godt – smagte hundemaden ligeså godt, var der jo ingen hunde, der gad gi’ pote for en tør godbid, vel…
Et oplagt emne for en ny bog af Dan Brown:
Den store hundemadskonspiration: En ægte tørfoderthriller.

Så hvis I vil kæle for hunden – forkæle den så at sige, så må I også kæle for smagen i hundemaden.
Forstår I, hvor jeg vil hen?
Flere skulle have sat kryds ved Tot…

Min far plejer at sige at jeg ikke er den skarpeste kniv i skuffen, men hvad man siger er man selv, for hvem er det, der scorer alle tallerkenerne, alle godbidderne og alle che bello’erne?

Tot – tallerkenvasker

Tot tæt, tættere, tættest på tidligere tider.

Den belæste og navnkundige Onkel Gerdt har snuset i annalerne og er med genealogisk akkuratesse kommet frem til at 11 generationer tilbage er ringkongen Kingos faderlige ophav Kwarks direkte efterkommer en Samojedehund. Fascinerende at eurasieren er så ung en race; sølle 11 generationer.

Det er jo ikke mindre end al ære værd, at onkel Gerdt i sin søgen efter eurasierens nedstammede opkomst er kommet hele 11 generationer tilbage. Respekt!
Jeg har selv været en tur i arkiverne, hvor det, efter få minutters søgen, viste sig, at jeg var i familie med den østaustralske dværgdolkhale og desværre også den andalusiske skarabæ – men lidt længere oppe ad evolutionsstigen, for omkring 11000 generationer siden stødte jeg på disse fyre her.
Ligheden er jo slående, selvom man var en smule mere ranglet af sig dengang.

Med geneaUlogisk hilsen
Tot

Tot på MUSeum

Tot er en race-ren Eurasier, der jo som bekendt ikke har noget jagtinstinkt – men selv efter 11011 generationer er der stadig lidt af en jæger tilbage i ham..

Når elgen er smuttet, rådyret er rømmet, haren er hoppet, kaninen krøbet i skjul og egernet, den røde rotte, sidder og griner ad en fra en gren – ikke i nærheden af dig

– ja, så er det oplagt at forsøge om man kan grave en mus op.

Musen er en lille pelsklædt gnaver, som Gud har skabt, for at alle andre har nogen at æde eller blot genere ved at forsøge sig med at grave dem op.
Godt det ikke er mig.

Eurasieren er jo som bekendt skabt for at folk skal sige ’IH, NEJJJ, GUD, JAMEN’ og selvfølgelig ’CHE BELLO’
Eurasieren er skabt på bestilling ved GUDs egen profet Julius Wipfel:
GUD sagde: Skab en smuk hund, der er smuk, og ellers bare går rundt og er smuk på den smukkeste måde.
Julius konsulterede prompte ærtebælgen og genetikermunken Gregor Mendel, og inden man kunne nå at sige ressesiv homolog-kromosomatisk lathyrus-allel, var de ude med Eurasieren.

Og GUD så, at det var godt, og sagde eftersigende blot:  SMUKT!

Gud Fader bevare os!

Hvor har han dog ret…

Tot – Guds gave til Danske Hundesamfund, DKK, DK og resten af verden.

Gourmetmad i skovbunden

Dagens tur i de svenske skove bød på enestående naturoplevelser.
Først skræmte vi næsten livet af et rådyr, som senere viste sig at være mor til 2 bedårende rålam, som Tot derefter var tæt på at sætte på menukortet. Godt at Hr. Far – humanisten, var der med halsbåndet og huskeseddelen fra Dansk/svensk dyreværn: Husk, ikke at æde rålam!

OM jeg fatter, at vi lod dem ligge.
De lå som en kalvekotellet i en køledisk – lige til at gå til..Der manglede bare et skilt: ‘På tilbud i denne uge.’ GRATIS!!

OM jeg fatter de 2benede – ind imellem er de sgu for instinktafkoblede, eller hvad det hedder.
Han hiver og flår mig væk;
jeg, der selv har snuset dette enestående tilbud op, mens han siger det, han altid siger: ‘Vi må ikke ta’ dem, vi må ikke ta’ dem.
Tænk på Bambi.’
Bambi! Hvem må så? De bliver sgu da snuppet af den næste hund eller ræv der kommer forbi – eller los. Bambi!?!
Hvem er det der plejer at prale med (misterdoityourselffoldeknivPedersen) at han fandt en overkørt kanin i vejkanten på Fanø, bragte cyklen til standsning, drog sin schweitzerkniv og ritch ratch tilberedte en herlig kaninragout?
Tænkte du da på Stampe? Bambi!?!
For fa’en Hr. Far – disse rålam var jo så godt som overkørte – jeg var bare så tæt på at køre dem over.
For 1 måned siden fik jeg kys og klap for at finde et rådyrben i en sporsports-turnering (selvom det blev mig franarret igen) – nu får jeg knubs for at have skaffet hele dyret – og så endda dobbelt op; 2 stk.
‘Jamen, Tot, der var alligevel ikke meget kød på dem’
– ikke det, det betvivler jeg nu stærkt, så meget desto mere mørt var det vel, og så var jo 2.
Du kunne have fået det ene, Hr. Far – men nu må vi æde pellets og pølsemadder.
Fy, skam dig.
Dum mand – dum far!

Tot hos psykolog

Enhver hund med respekt for sig selv har været til adfærdpsykolog,
og beskeden er næsten altid den samme: det er ejeren den er gal med.

Hej Tot, sidder du godt?

Tak terapeut, jeg sidder udmærket, selvom jeg ikke plejer at være i møblerne.

Okay…

Tot, må jeg sige Tot, jeg ved du har et andet noget længere navn.

Sig du bare Tot, terapeut, må jeg sige terapeut, terapeut – de fleste kan alligevel ikke udtale mit rigtige navn.

Ha, ha – øh sig du bare terapeut, ha, ha, men øh…
Du skriver klummer på en blog, Tot, er det rigtigt forstået?

Nej, jeg skrev historier på Facebook, men det forhindrede man mig i pga. nogle ytringsfrihedsrelaterede omstændigheder, Berufsverbot osv.

Okay…

Men du skriver altså?

Ja, er det et problem?

Nu er der jo ikke så mange hunde, der… øh – du er jo en hund, ikke sandt?

Jo, hvad tror du selv?

Okay, sådan var det jo heller ikke ment, men… øh

Come on,  jeg kan bide dig i låret på, at jeg er en hund.
Men jeg er mere end det, jeg er en kl…

Nu er der jo ikke mange hunde, der har en Facebook-profil – øh har haft, og kan skrive, som jeg har set, du kan.
Jeg har faktisk læst din blog eller det der, hvor du lægger dine historier op.
Det er jo ganske veloplagt skrevet – ligefrem sjovt ind imellem, særligt dine allitterationer…

Nåh, man smigrer nu – eller det der?

Jeg smigrer skam ikke, jeg er jo – øh, professionel, så jeg konstaterer bare fakta, kan man sige – men vil du benægte, at du.. øh, at dine evner til at skrive er usædvanlige for en hund?

Hund og hund –  hvorfor kører du så meget rundt i det der hund?
Er jeg en hund, er du en hund – hvem ved egentlig, hvad og hvem vi er.
En hund er også et menneske.
Jeg tænder af på alle de etiketter.
De er kun opfundet for at sætte folk – og fæ – i bås, så storkapitalen kan udbytte os til sidste hundekiks
– øh klejne, som man siger…

Er det nu ikke en lidt paranoid betragtning? Jeg mener…

En para-hvad for en?
Det er vist bare noget, du siger, fordi du ikke kan lide hunde!
GRR….

 Ro på nu Tot – sit!
Jeg mener tag nu plads, øh, Tot..
Jeg kan skam godt lide hunde…

Nå, er du da hundepsykolog, eller det der?

Mnajh – det kalder man det ikke, jeg er øh… – nå lad det nu ligge.
Men det er altså et problem, det der med, at du hele tiden skal skrive hundeklummer, kan jeg forstå?

Et problem?
For hvem?
Ikke for mig.
Jeg skriver bare, og det vil jeg gøre så længe disse mine, øh poter tillader mig det.
Hvem siger i øvrigt det?

Den dame, som du, øh, som har henvendt sig… oplever…  jeg mener, hun kan ind imellem opleve det som mindre positivt, når du..

Min mor?
Ja, hun er blevet mærkelig – svarer ikke, når jeg kalder MOR…
Hvad sker der? Folk er godt nok blevet underlige.

Okay…
– og hvordan har du det med det?

….

Hallo..
Tot – se lige herover!
Okay, jeg ser, at du uden problemer lyder navnet Tot – i det mindste…
Er det sandt, at du også ind imellem tror, at du er et menneske?

Et menneske, hvem – moi?

Ja, jeg mener, det er jo som regel mennesker, der er klummeforfattere, ikke så mange hunde, jeg mener, hunde plejer ikke at skrive så meget, og så…

Jeg gør, jeg vover pelsen! vov, Vov, VOV…
HA, HA, HA..

øh – sit!
Vil du ha en kiks, øh en småkage..

Sit, kiks, kager – du og dine etiketter!
Ved du hvad Doc, må jeg kalde dig Doc? Jeg er, den jeg siger,  jeg er, og jeg skriver de klummer, jeg skriver og jeg spiser de kiks, øh kager, som jeg sætter til livs og står fast til jeg, øh, sætter mig, og nu tror jeg, at jeg smutter – jeg skal ud at luftes, øh lufte, jeg mener lufte min hund, øh mit menneske.
Dumme Doc, nu har du gjort mig helt forvirret – uhuuuuuuuuuhhh…

Okay, øh sorry, øh Jø.., øh Tot… vi ses i næste uge, og tag bare dit menne…  øh din hund med ind næste gang – hvad er det forresten for en race, hvis man tør spørge?

Hører du overhovedet efter, hvad jeg siger, psykolog , dæk! – vi prøver lige igen:
– det er mig der er Napol..  – øh..  du er Jør… – jeg er Totzan – øh, Jane – jeg er ikke nogen racehund, som, øh sådan, men en sød og klog, øh, eurasier, ja, der var den
– som trænger gevaldigt til øl, øh til motion og  til at komme ud at tisse, øh, gå tur lige nu – med mig – i snor og løbe løs, og til at blive børstet – og barberet, han er – øh vi er nemlig i det der, øh fæld, forstår du…

Okay fæld ja, nå…
– og hvordan, øh har I det med det?

Tot på tå og tæer i træer

I de tobenedes verden er de fjerneste frugter finest

Tot – 3 år

Når en hund bliver 3 år, siger man jo at den er 21 år i menneskeår.
Det forpligter. Fornuften tager over og man ser verden lidt fra oven.
Tot skriver et brev til sin familie og sine venner på Facebook:

Kære familie, slægt og venner.

I dag bliver jeg 3 år – og det virker naturligt at gøre status.

Det er en stor dag – som ganske vist ligner visse andre dage,
ja faktisk alle andre dage her i lille Vangede.
En enkelt forskel kunne dog være, at det i anledning af mit 3 års jubilæum i dag har valgt at stå hen i stive stænger, og jo – jeg taler skam stadig dansk, men der blæser en kuling så stiv, at ’hen’ synes et mere adækvat adverbium end ’ned’.

Så fik vi det på plads.
Altså ingen lovsang fra de højere magter i anledning af den henholdsvis tilstundende, oprundne eller henrundne højtid.
Men en stor dag, det er det.

Status:
Min perfekte pels dratter af. Jeg er i alt fald i fæld – som man siger.
Tot er mit navn, og tot er min gavn.
Naturen er så viselig indrettet, at når den kvalme forkøbenhavnske sommervarme står som et immobilt meteorologisk dødvande mellem her og der, ja så er min pels perfekt
fra underuld til overskæg.
Nu, derimod, hvor vinteren holder hele min indskrænkede verden i sin kolde klamme – og rustne – jernhånd – ja, så taber man altså pelsen.
1-0 til logikken.

Nå, men hvis I vidste, hvordan det er at have 3 år på bagen (nå jo, det ved I vel – enten har vi ligget sammen i den samme hundemor og den samme hundekasse – eller også er I så gamle, at jeg end ikke gør mig gyselige forestillinger om det) – så, selvfølgelig ved I, hvad det vil sige at være 3 år. Selvfølgelig har I en anelse om, hvad der følger med og hvilket ansvar, der hviler tungt på sådan en tids-akkumulering.

Afklaring – kunne være dagens ord.
Der er en vis afklaring i at kunne skue tilbage på ungdommens dårskab og uoverlagte logren og pindehenteri.
Det er fortid nu.

Man er – ja stoisk er måske ved at være det ord, vi så småt har startet indflyvningen over.
Ophøjet afklaret, ja der var den.
At ligge i sin kasse og lade et tomt afklaret blik afsøge horisonten,
– det giver mening.
At ligge på terrassen og lade dagens dufte passere og fra tid til anden gø af utilstedeligt upassende forbipasserende – hunde som børn (især dem med støjende legetøj, som skateboards og løbehjul (jeg HADER dem)) – ja, det er afklaret.

Min opvækst blandt opvakte overmennesker gør, at jeg i skrivende stund taler indtil flere sprog.
’Links’ råber han deromme, og jeg går naturligvis til venstre.
’Mad’ bliver der sagt, og jeg tøffer loyalt ud og kigger på skrømt interesseret i min, med gaffa-tape reparerede, madskål.
’Ruhig’ ved jeg også hvad betyder, men når han finder det ord frem fra den verbale brokkasse, er jeg som regel så eksalteret og langt væk fra det man kalder koncepterne, at det ikke giver nogen mening at sige det. Jeg lader blot som ingenting og trækker det bedste – jeg har altid har kunnet.

Personligt ligner jeg noget, der kun er sandt for et fåtal – og som man ellers kun hører om i eventyr.
Lille spejl på væggen der – osv. ’Che bello’ og hele udtrækket.
Ingen tvivl om, at jeg er pænere end alle andre (også dem, der hævder at have papir på at være pænere end pænest – med papirroset og blikkrus og en sæk Eukanuba, med en bismag af rønnebær)
Sødere (og her citerer jeg ordret de klogeste væsner i kongeriget) end alle andre hunde. ’Tot, du er den sødeste hund i verden – hvor er vi heldige, at du bor her hos os’

Den udmelding er vist ikke til at tage fejl af – heller ikke videnskabeligt.
Jeg, Tot er godt tilfreds med livet og mig selv – især mig selv.
Livet er generelt kedeligt – med en repetitionsfrekvens, der kan tage pusten fra en fladorm.

Jeg remser op:
Maden: kedelig – jeg mener; hvem af de ophøjede tobenede ville overleve at gå i gang med en sæk tørfoder på 15 kg og vide at med 400 g om dagen, er der nøjagtig 37,5 dage til de åbner en ny sæk fra samme leverandør?
Jeg har gjort opmærksom på problemet – og gør det dagligt: jeg finder mig ikke i det. En hund er også et menneske. Vi har også rettigheder.
Jeg kan tilføje, som inspiration for andre hunde, at daglig og faglig kamp virker. Magthaverne her er også kun mennesker – og dermed blødsødne, når det kommer til stykket – så der er kommet andre boller på suppen.

I min madskål ligger nu kun det bedste af det bedste.
Det dyreste kornfrie tørfoder fra Carrier – blandet op med lækkerier fra et konstant roterende gastronomisk madhjul af afdøde dyr kørt gennem en kød- og benkværn: and, lam, hest, kalkun, kylling, kanin, kronhjort og ko – kort sagt: B.A.R.F.
En gourmet har ret til at kræve gastronomisk adspredelse – ellers kan han let gå – undskyld udtrykket: i hundene.

Turene: turene er også ganske kedelige.
Vi har noget her i Vangede, der hedder Mosen – eller NyMosen.
Der er nu ikke meget nyt ved den. Altid den samme tur rundt om morgenen og en endnu kortere om aftenen.

Jeg er, som det er almindeligt kendt, løsgænger, men bliver fanget ind og lænket hver gang, der er løbske tæver i farvandet eller optræk til et raskt lille hundeslagsmål.
Kedeligt!
Katte, egern og ræve er åbenbart ikke fair game – men fredet vildt. De er åh så forbudte at sætte efter.
Så jeg snuser rundt og noterer mig, hvem der færdes på mine enemærker – altså Mosen, og det er ikke så få.
Det er et kæmpe arbejde.
Af og til er tanken tom, inden jeg når helt hjem, og så går der jo ged i markeringsarbejdet.
Der skal snuses, strintes og føres til bogs:
Den sorte, den lille, den store grimme, den slanke lækre – hende med den krøllede hale, og så dødshunden over alle: Victor – en skønne dag skal jeg nok få ram på ham. Sådan en slagterhund – blød i bolden – løber efter flyvemaskiner – diagnose: Border collie.
Uha, de er åh så intelligente; ligger nummer 1 på hitlisten – og løber efter flyvere. Tak for kaffe. Bare fordi eurasieren ligger på en estimeret 44. plads, så skal sådan et gadekryds, grænsende til rundkørsel, ikke komme og gøre krav på min mose. MIN MOSE!!

Inden man ser sig om er man hjemme igen – og kan så ligge og sove de resterende 20 timer.
Megen søvn bliver det nu ikke til, for der er hele tiden hunde og andre, der kommer forbi matriklen.
Det sku’ de hellere tage og lade være med. Når jeg spotter dem fra min udkigspost i savlvinduet på 1. sal, er der ikke langt til, enten at gø ad dem ved hoveddøren eller smutte ud i haven og gø gennem hækken.

Så kan de ha’ det for det.

Det kan hele morgenen f.eks. gå med, og med to patruljer omkring mosen og en middagslur, der oftest bliver afbrudt af støjen fra en stor kasse med sorte og hvide tænder – eller en hvæsen fra et husdyr med en lang tynd hale og en riflet snabel, som min mor er meget forelsket i. Desuden hyler de selv mere end hunde i almindelighed gør. De kalder det at synge. Det kalder de det også, når jeg hyler ad den sorte tandkasse. Det scorer jeg imidlertid mange billige point på: – Skal vi synge, Tot?

Når dagen er gået, og man er mødig, vil man gerne se lidt tv
– men der er efterhånden ikke andet end genudsendelser.
Dog forleden var der noget nyt med katte – det var ret sjovt.
Hold nu kæft, hvor er de dumme. De var blevet filmet i dårlig kvalitet, mens de skvattede ned fra snart sagt alt, men i mellemtiden tyranniserede de nogle forsvarsløse hunde. Hvis man da bare kunne komme sine brødre og søstre til hjælp. Katte!!

Men oftest går jeg tidligt i seng. Når klokken er 20, er jeg træt og tager mig en kæmpeskraber opad hoveddøren. Kigger ind i stuen et par gange i løbet aftenen, og så er det tid til natrutinerne ovenpå.

En af dem – og det er den sjoveste, er når vi skal op og min far siger:
– nå, men skal vi ikke i seng Tot?
Jeg ligger ligesom uendelig ligegyldigt småsovende i min kasse, indtil han siger de forløsende ord: – hvem kommer først?
Så ryger jeg ud af røret og bener op i strakt trav, men venter altid midt på trappen for at sikre mig, at han nu også kommer med.
Så venter jeg på øverste trin, og kigger forventningsfuldt ned for at se, hvad han har fundet på i aften.
Det er faktisk sjovt – det indrømmer jeg.

Det kilder i maven, når han spiller zombie op ad trappen – siger bøh og skærer ansigter med underlige arme.
Når han så når helt op, går han til angreb, og så slås vi i 3 sekunder, hvorefter jeg vender om, og går jeg ind og lægger mig.

Hvad blev der for resten af fødselsdagsflaget fra de andre 2 fødselsdage – nåh – mor har stillet det ved min madskål. Hun er sød.

Ps. nå jo – jeg ville jo egentlig ønske mine brødre og søstre tillykke med de 3 år.

Godt gået!

Tot

Pas på det klassiske bagholdsangreb…

Vi kender det allesammen: man kommer hjem fra en dejlig gåtur, og hvem står så på lur? Fifaen, din traditionelle modstander. Føj, tvi – vig bort!

Tots teatralske teatertalent

Aner man en syrlig sarkasme i spørgsmålene?
En misbilligende misundelse over ikke selv at have adgang til så friske råvarer?
En slet – ret ringe, eller slet og ret ringe, grænsende til manglende kontakt til- eller forståelse for naturen og den fine, ja faktisk smukke balance, der ligger i at opsnuse, opgrave og aflive 4 stykker lun fuldkostfrokost af fineste kvalitet? Hva’?
Gnav en gulerod, du – det gjorde min frokostaftale, men se hvad det hjalp dem.
Ikke en tøddel – de er historie nu; Histoire culinaire, en historie, der endte godt i min slunkne bug.
Mums for et måltid. Hvad der er sparet, det er tjent, husk det!
Snart hedder historierne her på siden: Tot flytter hjemme fra; Tot på egen kost; Hund vinder pris for ny gourmet-ret: Lapin l’instant.
Jeg ser overskrifterne for mig. Slut med tørkost og slut med rationer – Tot kører selv – skaffer selv, tilbereder selv og betaler selv.
Velkommen til Slaraffenland – landet hvor de stegte kaniner hopper lystigt ind gennem vinduerne.
Vi ses i bladene.

Det må tilføjes fra redaktionel side, at ord som kry, kæphøj og kålhøgen stadig er ord, der i visse tilfælde – som i tilfældet ovenfor – viser, at vi har brug for gode gamle ord, der adækvat virkeligt dækker, sprogligt skaber kognitiv kongruens osv. i helt særlige situationer.
Tot havde store forventninger til fremtiden, men da de fire kaninunger var spist, var gnaverguldåren tilsyneladende tørret ud – tilbage var kun den virkelige verdens kaniner; dem der ikke ligger i huller som ‘kalvekoteletter i en køledisk’, men hensynsløst spæner rundt i haver og på marker…
– og de er svære at fange.
Så Tot er set luske omkring ved tørfodertruget i en sen nattetime, og BARF* i pisseborgerlige  plastpakkede fryseposeportioner glider da også ned igen.
Fred være med det – man skal jo leve.

Otto sagde miau, og så var han væk
– misforstået høj i katten

Den elendige kryster:
Otto the Cat – en hvidgrumset radiatorrenser – et snusket moppehoved, en rigtig kattekanalje.
Forfølgelsen gik planmæssigt indtil han forsvandt ud gennem en lem i døren. En katterlig lille lem, kun lempelig til en lille kat, ku’ man sige

– jeg ku’ dårlig nok få mit bemankede pragthoved ud – og da det endelig lykkedes, kneb det gevaldigt med at få frisuren tilbage i fuglekassen igen.

Man står uglet tilbage, og Otto – ja han var selvfølgelig væk inden man ku’ nå at sige: ‘Katte ville vælge Whiskas*.
Otto havde sjovt nok valgt Whiskas – hans madskål var fuld af det.
Så den tømte jeg.
Så kan han have det for det.
Hårbolle!

Parkering eller blokering?

Den evigt pågående diskussion mellem hundeejere  – de moderne (dem der læser hundebøger skrevet af kvinder) og jægere og andre  brugshundetyper, der lever for kynisk, grundet personligt freudiansk og darwinistisk mindreværd, at ydmyge deres stakkels målløse medskabninger – den diskussion, der handler om hunden, der snedigt løber først ind af døren, grådigt spiser før sin herre, og siden udspekuleret lægger sig i døråbningen mellem stuen og entréen og dominerer, mens den langsomt, men sikkert ifører sig den gule førehundetrøje og sejrsælt stiger til tops på den evolutionære rangstige,  hakkeordenligt grinende i skægget…
Den diskussion er afdiskuteret i Vangede, hvor onomatopoiet-ikonet*
Tot løber først, hvor han kan komme afsted med det (hvis han gider), ikke alene spiser før resten af familien, men også med resten af familien, hvorefter han lægger sig, hvor det passer ham i rørende tillid til, at ingen kunne finde på at træde hans rettigheder under fode.
Selvfølgelig har han sine foretrukne parkeringspladser, men denne beretning tager sit udgangspunkt i en af de mere henkastede.

Parkering eller blokering?
Vi ved det ikke.

Formodentlig ikke en bevidst blokering – blot udtryk for en anarkistisk parkeringsstil – grænsende til endeløs tillid til, at du er okay uanset, hvor og hvordan du parkerer.
“Jeg har henslængt min fysiske manifestation her, mens jeg er en tur i drømmeland – trådt af på min drømmernaturs vegne.”

Her kommer ingen parkeringsvagt og skriver bøder. Her kommer ingen mand og sætter lås på fælgene. Her kommer intet fejeblad og fjerner køretøjet med trussel om skyhøje afgifter og gebyrer for at få det tilbage.

Næ, her bliver man set ned på (på se op-til-måden)  med kærlige blikke og talt til i anerkendende vendinger.

Her går hele familien gerne en omvej, for ikke at forstyrre ens skønhedssøvn eller middagslur eller aftenmorfar. Her er der fred og ingen parkeringsbøder – her er godt at være.

Man er en strålende gul smørklat i et sukkerbestrøet havregrødsdemokrati, hvor alle frit flader ud efter behov med en iboende altruistisk gensidig forståelse for den enkeltes momentant opståede behov for en fri parkeringsplads.

Hvor svært kan det være?

Palindrom

Et palindrom er en sætning, der staves ens forfra og bagfra

GØ DA TOT AD ØG!!

GØG og TOT*

Hvor er forbindelsen?
Tja, palindromet spøger stadig, og begge de to stjerner (Gøg og Totte) ligner til forveksling krigsinvalider – uden at være det. Men det gør ikke noget – pyt med det; bare privilegierne, offervilligt, strømmer en i møde…

Punktum.

Nu er det længe siden, og alligevel synes alt så helt tæt på…

Man bliver gammel med årene, Splint, siger Storm P. – man får sågar ål sokkerne har jeg hørt.

Tiden gik, og vi gik – mange lange ture.
Der var arbejde at gøre, masser af kolleger og konkurrenter at holde styr på, sætte i system og pisse på, så at sige.

Det er også et arbejde, et job, et livsindhold.
Sådan gør vi hunde. Det er helt naturligt for en hund.

Vi skammer os ikke.

Vi er dem vi er – i modsætning til jer kære mennesker, som kommer længere og længere væk fra jer selv, som tiden går.
I skammer jer.

Den mindste naturlige ytring fra jeres krop eller ekkoet af et instinkt, der genlyder fra dybet med en bøn om at blive sat fri
– ja det undertrykker I og skammer jer over.

Godt, at I har os hunde.

Vi har en mission, vi har mange missioner – men en af dem er, at huske jer dumme menneskedyr på, at nok er I finere end resten af skaberværket, men til syvende og sidst er I blot en, om end, forunderlig del af det.

I er de fineste, okay – I kalder jer selv for mennesker og os andre for dyr.
I pisser ikke på gaden (det er simpelthen forbudt)
I snuser ikke jeres hunner i rumpen (det er meget forbudt)
Den slags har I glemt, når I går rundt mellem hinanden som zombier, mens I paralyseret stirrer på billedet af jer selv i en af de der, som alle hele tiden ta’r op af lommen.

Jeg forstår som sædvanligt ingenting.
Men jeg er også kun en hund.

Mit tilbud til mine mennesker, far og mor, har altid været at være deres bedste ven, og jeg har ofte hørt min far sige: ’Tot, du er min bedste ven – måske min eneste ven.’
Det sidste tror jeg ikke, at han, hvis han ryster sin tiltagende sentimentalitet af sig, mener helt alvorligt.

Selvfølgelig har han også sagt til min mor, at hun er hans bedste ven, og det er på uforklarlig vis formodentlig også rigtigt.

Så mine mennesker har taget i mod min fremstrakte pote – og vi blev en flok.
Men jeg er også noget andet og mere; jeg peger bagud, nedad – tilbage til rødderne, tilbage til det oprindelige, tilbage til det, der betyder noget – og altid har betydet noget, og som vil overleve alle skærme og platte former for platforme i al evighed.

Jeg er altid den samme: Urhunden – ja, ha, ha, ikke ham der tikker ved bordet, som min far ynder at sige, men påmindelsen om, at I er mere end jeres kultur, men mindre end I bilder jer ind på jeres arrogante narcissistiske selfies i jeres genopladelige sutteklude:

I er skabninger som jeg. Intet mere, men intet mindre.
Forskellen på os er, at jeg tier og I taler.
I kalder jer mennesker og mig en hund.
Jeg lader som ingenting og lever mit liv.

Ja, for resten – det må jo frem.

Jeg levede mit liv – for når I læser dette – mit sidste skrift – lever jeg kun i erindringen, i de tomme hænder og ved fraværet af alle mine lyde og dufte – og hårtotter i tæpper og alle hjørner.

Jeg er ikke mere.
Jeg er selvfølgelig her.

Her ved mit tastatur – hvor jeg endnu en gang, en sidste gang, er jeg bange for, rækker ud til jer, mine venner blandt dyr og mennesker. Jeg er her, men ikke der – hos jer.

Til den jord jeg er kommet af, er jeg vendt tilbage.

De brugte en dag på at indrette et hjørne af haven til mig, lille mig, som nu hviler under en ubehjælpeligt tilvirket sten, som bærer min korte navn: TOT.

Jeg savner selvfølgelig min mor og far, disse to skøre højtskrålende eksistenser, som jeg – og jeg citerer min far – var prisgivet det meste af mit alt for korte liv.

Men jeg har – stadig – mere overblik end de.
Jeg ser det hele i et større perspektiv, ser dem, mens de stadig roder rundt i sorg og savn.

Livet er kort – tænk jer godt om før I sløser det bort, siger John Mogensen.
Og hvor har han ret.
Var der mon ting som jeg ikke fik gjort?

Tja, jeg ved det ikke – men de vigtigste, tror jeg, jeg fik ordnet.

Når jeg tænker på, hvor ofte jeg her fra min alvidende og allestedsnærværende åndestatus ser min mor og far knibe en tåre og ofte mere end en, ja så må jeg konkludere, at jeg ikke har levet forgæves. Jeg har efterladt mig et substantielt hul, kan man sige. Tomrummet efter Totatis d’Ajunnqimmeq fylder en del.
Jeg er, som Benny Andersen siger: noget, der ikke har været her før, som nu ikke er her mere.

Pis og markeringer er en ting, ansvaret over for mine mennesker noget andet.
Det har jeg altid taget alvorligt.
Jeg var der for dem.
Altid viste jeg glæde og begejstring, når jeg havde været alene i, synes de vist, alt for lang tid.
Jeg absolverede dem sådan set på stedet, kan man sige.
Det var kedeligt at være alene og også lidt trist, men jeg kunne klare det.
Det var åbenbart vigtigt, det de skulle, det som jeg ikke kunne være med til.
Det accepterer jeg.
Det er okay.

Men altså; jeg blev syg.

Lidt syg er man jo altid, og lidt syg har jeg været det meste af mit liv.
En tør hoste forfulgte mig fra jeg var ganske ung – og desværre tog den til med alderen.

Mange dyrlæger (dyre læger) blev konsulteret og jeg blev flere gange efterladt af mor og far, fordi man skulle røntgenfotografere og tage prøver, og hvad ved jeg.
Autoimmun medieret syndrom – godt jeg er alvidende nu – for før kunne jeg slet ikke udtale de ord.
Ingen fattede vel egentlig, hvad jeg fejlede – for ingen kunne diske op med noget, der hjalp.
Jeg måtte hoste, når jeg måtte hoste – og det var hver gang, jeg anstrengte mig eller blev begejstret.
Så det gjorde jeg, og blev jeg så mindre og mindre.
Ikke et liv for en hund, ville mange nok mene – et rent hundeliv.
Men det var mit liv.

I begyndelsen af 2020 stødte der noget mere til – ingen heller ved, hvad det var, men et godt bud kunne være lungebetændelse, et svagt hjerte eller måske begge dele eller noget helt tredje.
Havde jeg levet lidt længere ville man nok have troet, at det var Corona, men i januar var den ikke kommet til Danmark endnu, så selvom jeg altid har været forud for min tid, så…

Havde jeg været stakåndet af min gamle hoste, blev det da helt galt nu.
Det kneb mig at få vejret. Jeg måtte strække hals og ånde hurtigt for overhovedet at holde mig i live.
Mor og far tror selvfølgelig, at jeg ikke hørte, hvad de talte om, men allerede da vidste jeg mere end en hund på knapt syv år bør vide.
Det lakkede mod enden.
De vidste det ikke med sikkerhed, men de frygtede det.
Selvfølgelig lakkede det osse mod weekend.
Det gør det altid, når man har brug for et lægetjek, ikke?

De var bekymrede og kede af det, det kunne jeg godt fornemme.

Jeg ville helst være udenfor på terrassen. Der lå jeg på et hynde, og selvom jeg jo har en tyk pels lagde min far alligevel et tæppe over mig.
Hvor sødt – og betænksomt – jeg fandt mig i det og lod det ligge, for når far og mor fryser, skal barnet have mere tøj på.
Jeg spiste ingenting og drak kun lidt.
Jeg var dårlig – rigtig dårlig.

Til sidst, og ja, her taler vi altså lige ud af posen – til sidst – og det var søndag aften, ville jeg pludselig ind i stuen.
Man kan kalde det en forudanelse eller noget, jeg ved det ikke, men pludselig hørte jeg ligesom flokken kalde…

Nu, her fra min overjordiske status, hvor kødet og dermed sygdommen ikke længere tynger mig, tænker jeg tit på det valg min far og mor tog for mig og min bortgang.
Jeg ved, at det stadig tynger min lille far, om han tænkte og handlede ret, når vi sammen ventede på en naturlig død, men herfra vil jeg gerne endnu en gang brede forben og poter ud og tilgive, hvis tilgivelse fattes. Det er ikke meget, far – og slet ikke det du frygter.

Mange, de fleste måske, ville have ringet til dyrlægen og sendt deres bedste ven afsted med en sprøjte.
Det gjorde I ikke. Tak for det.
Men jeg led jo. Jeg var bange for kvælning og død.
Ville det ikke have været mest humant at gøre en ende på det?
Humant og humant – hvad er humant?
I afliver da ikke jeres bedste menneskevenner, hvis de ikke længere kan gå på to ben, gør I?

Jeg levede, legede – og døde hos min flok i mit hjem i Myrtoften i Vangede.
D. 12. januar 2020 kl. 23.12. døde jeg der omgivet af min flok.

Det er sådan det er, og det er okay.
Det er fint.

Bedre at være hjemme på gulvet med sin egen flok end ude på et stålbord hos en dyr læge, som jeg alt i alt kun har haft dårlige oplevelser med…

Men altså:
– jeg kom ind i stuen.
Så mig omkring – jeg havde slem åndenød, så jeg trak vejret meget hurtigt. Gik en tur over til højttaleren og lyttede til musikken – gik så hen til min far – og her tror I mig måske ikke, men jeg strakte poten ud, og vi hilste som mænd og venner gør en sidste gang.

Så blev jeg dårlig, mine ben svigtede, jeg gik lidt og måtte så lægge mig.

Jeg faldt måske, jeg ved det ikke

Mor og far var der, det var det vigtigste.

Jeg løftede hovedet og gøede fjernt, som i drømme – måske var det af angst eller måske var det af glæde, fordi jeg så Saffi, min hundemor komme mig i møde – jeg ved det ikke..
– men så døde jeg vist.
Det var sådan det var.

De svøbte mig i et tæppe, mens de græd.
Så gik de i seng, og jeg lå en sidste nat i tæppet ved min kurv i stuen.
Den næste dag begravede de mig i haven under en hjerteformet sten med indskriften TOT.

Lige inden gjorde de det, de var bedst til – far sagde et par søde ord, og så sang de sammen en salme for mig.

Det var okay
– for det var sådan det var.

Hej.

Hej Tot.

Far har læst din beretning, og du har, som altid, helt ret.
Og jeg ved, at mor er enig med mig:
Det var sådan, det var. Det er sådan, det er
Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.
Vi savner dig.
Det tror jeg, vi kommer til resten af vore dage.
Men at have kendt dig og levet med dig er en ære og en gave, langt ud over, hvad vi nogensinde kommer til at fortjene.

Ordforklaring og persongalleri i Tots vide verden.

Denne korte hjælp til folk, der ikke taler så godt dansk eller simpelthen bare ikke kender de kendte i Eurasierverdenen .

Allitteration: bogstavrim, hvor flere ord begynder med det samme bogstav. Mange hunde elsker dem, andre kan simpelthen ikke få nok.

BARF: Biologically Appropriate Raw Food. Naturlig hundemad. Råt kød og knogler, indvolde, kallun osv. Godt til kræsne væsner – altså hvis de er hunde.

Black Cikilas beautiful mr. Dundee: – se Totatis d’Ajunnqimmeq.

Bosse: Steen og Birtes superudstillingsmisterkadethelefrikadellehanhund. Tots rollemodel. Bosse har lært Tot at gø og passe på sine enemærker.

Carrier: Svensk hundefodermærke, som rigtigt serveret til sidst bliver til Tot.

Chokolademandens propfyldte fristelser: Superlækkert fyldt chokolade fra Kardinal Chokolade – Manden har eurasier – det borger for kvaliteten.

Dampmaskine: e-cigaret. Meget populær blandt hundefolk.

DKK: Dansk Kennelklub. Hvis man er medlem af DKK får man et blad, der minder om Bo Bedre – bare på hunde.

Ein Hundenleben: Hundeudgaven af Richard Strauss’ ’Ein Heldenleben’

Ermelunden: skovområde ved det sydvestlige hjørne af Jægersborg Dyrehave nord for København; – Ermelunden er en hundeskov, hvor hunde må færdes uden snor, hvis man kan fange dem igen.

Eukanuba: hundefoderfirma, der bestikker DKK til at tale pænt om foder fra Eukanuba.

Facebook: Vidunderligt sted, hvor man kan flashe alle sine gode sider og bortforklare sine dårlige. Oprindeligt Tots kommunikationsplatform – til en plat form for kommunikation.

Fjæsen: se Facebook

Frolich: Meget usundt hundefodermærke, som smager så godt, at de fleste hundekonspiratorer kun bruger dem til godbidder.

Genealogi: slægtsforskning – alle er i familie med en eller anden konge – bare det er langt nok ude…

Gregor Mendel: genetikkens fader. Knækkede den genetiske kode ved at dyrke, krydse og spise ærter.

Guffer: Bondsk for godbidder.

Gøg o& Totte (Gøg & Gokke):
Født i halvtredserne var Gøg o& Gokke (Laurel & Hardy) et højdepunkt på det sort/hvide fjernsyn. Når Tot gemmer sit højre forben flyver tankerne tilbage på filmen, hvor Gokke besøger Gøg på et hospital for soldater hjemvendte fra krigen. Gøg fejler ikke noget, men sidder og læser avis i en kørestol – med sit højre ben op under sig, som man nu kan sidde for at stive skroget lidt af. Gokke ser ham på afstand, og smertes; tænk at hans kære gamle ven har mistet sit ene ben i kampen for fædrelandet. Gøg aner ikke uråd, men lader sig villigt passe op og køre rundt resten af den film. Dengang skete der virkelig noget, når man åbnede for tossen.

Herning: Superkedelig by i det indre Jylland, der kun holder åbent, når der er international hundeudstilling.

 Hundehandler: Ikke som man kunne tro en person, der handler med hunde, men en person der håndterer hunde, handler dem – fx på en udstilling (i visse tilfælde, min mund er lukket med syvtommers søm, kan de to betydninger dog være sammenfaldende)

Hvalpsund: en lille flække i bunden af Limfjorden.
Et godt og sundt sted for en hvalp at blive født og bo livets første 8 uger. Tot er f.eks. født der…

Julius Wipfel: Det er en tysker. Opfinderen af bl.a. hundeposen, nakkestøtten og flexlinen.
Desuden kendt for Eurasieren.

Kennelmutter Birte: Tots Alma mater, den første kvinde og det første menneske i hans liv. Ubestridt leder af, og chefideolog bag Kennel Black Cikilas. Flittig på Fjæsen og aldrig langt væk sin elskede dampmaskine.

Keyson: Tots gamle far Keyson, som af uransagelige årsager udtales Kajson. Nå, men han er fra Jylland og de taler underligt. Han er bare SÅ god, en mester i at være en flot Eurasier. Han kan for resten heller ikke lide andre hanner – nå ja, det kan Tot for resten heller ikke.

Kingo: Tots halvbror – ringkongen, ’Champignon of snart sagt alt’ og en stoisk smuksak fra Viby ved Århus.
Indtil Tot blev født den smukkeste hund i verden. Lille spejl på væggen der…

Kontakttræning: øver problemfri (for de 2benede) kontakt med andre hunde.

Omegatræ: Et træ, der producerer en olie, der har en umiskendelig lighed med smagen af fiskeolie.

Onkel Gerdt: Ringkongen Kingos menneskefar og superudstiller. Journalist, bladsmører og sekretær i Eurasierklub Dänemark – og ubestridt Eurasierverdenens kvikke hoved. Ligger i et evindeligt og kærligt drilleri med kennelmutter Birte.

Onomatopoiet-ikon: Et godt gammelt ord, der jo i sin oprindelige betydning forstås som et ord, der som en lyd det beskriver: ‘plask’ fx.
Her har vi gjort Tot et et ikon, der hedder det han er: en pelstot, der snart sidder fast, og snart ikke gør det alligevel.

Pellets: Tørfoder, tørre hårde piller af gammelt kødaffald, der måske frister på den korte bane, men keder på den lange.

Ringtræning: Dødkedelig træning, der har til formål at etablere cirklens kvadratur dvs. at man øver sig i at  løbe rundt i en firkantet udstillingsring for at blive god til at vinde rosetter, pokaler og poser med tørfoder

Royal Canin: Fodermærke, der er så usundt, at alle hunde taber hele pelsen, hvis de rører det med en ulveklo.

Rumcigar: se dampmaskine.

Serøs: tyndtflydende

Steen: Kennelmutter Birtes mand, håndgangne assistent, chauffør og stakitmager. Tots første oste-erfaring. En gigant i hans hundeunivers.

Totscana: en del af Talien, som hører til de varme lande

Totatís d’Ajunnqimmeq: Verdens bedste klummehund.

Whiskas: Katte ville vælge Whiskas – stærkt opreklameret kattemad.