Forord:

Mange år er gået siden jeg som ganske ung første gang overværede en opera i Aarhus stadionhal. Cavalleria og Bajadser var det.
Da Tonio kom på scene og sang: – ”må jeg, må jeg” – var jeg solgt og vidste, at det var det, lige præcis det jeg ville.

Når man beskæftiger sig med professionel sang i så lang tid som jeg har gjort det, forstår man efterhånden, at man er på en slags opdagelsesrejse i et uopdaget, ubesøgt og uberørt land. For det viste sig, at jeg ikke udforskede, uddannede, trænede stemmen – men MIN stemme.
Jeg sang ikke Rigoletto eller Figaro, men jeg sang MIN Rigoletto og MIN Figaro.
Man HAR ikke et instrument – man ER et instrument. Eller måske er man snarere et MEDIUM for alle disse udsagn – alle disse karakterer og personer.
Man bliver det man synger.
Hver enkelt sanger står overfor at skulle udvikle sin egen antenne, sin egen modtager, sin egen modulator og sin egen forstærker med tilhørende højttaler. Den dybe tallerken må opfindes, hver gang.
Gennem uddannelsen forstår man ikke, hvorfor lærerne ikke kan give en mere konkrete anvisninger og koordinater for, hvor man nu er, og egentlig er på vej hen, og hvor man skal ende i det hele taget.
Men måske fatter de det heller ikke – forstår og overskuer kun ganske lidt – eller måske har de glemt det, for de står allerede ved målet, i ånden, men udenfor labyrinten, hvor eleven, den unge opdagelsesrejse, søger og må gå vejen – i virkeligheden – men inde i labyrinten.
Derfor foregår i det hele sådan lidt på fornemmelser, i koder og med en masse banken på vandrør, og vejen mod målet bliver derfor let brolagt med myter, metafysiske antagelser og angst for at skade den lille guldfugl, som antages at have taget bolig i den sangerstuderendes unge strube.
Således bevidst og afklaret om, hvor luftigt, individuelt og ukonkret erfaringer overføres mellem vejleder og vejfarende, og hvilken afgrund der er mellem vismand og novice, hopper jeg nu i med begge ben og vej- og vildleder – konkret og åndeligt og helt hen i vejret…
Dette er helt gratis – for mig. Den lange vej jeg har tilbagelagt har aflejret støv – både på bagklappen i øjnene og i halsen, men også turiststempler i passet fra Nordkap til Kap Horn.
Jævnlige mentale og konkrete afstøvninger har klaret både stemme, udsyn og kompasnål.
Utallige er de roller, udsagn og stemninger jeg har prøvet kræfter med gennem årene.
Alle ville de noget forskelligt – for alle var de sig selv, og de ville danse med mig – men på deres egne betingelser.
Vildfarelserne, uvisheden og den megen underen har i gennem årene afstedkommet mange spørgsmål, megen snak, endeløse diskussioner, undersøgelser og analyser, men også tårer, både af vrede og fortvivlelse..
Billedet af en ny forståelse – forståelsen af et nyt billede – men også en genkendelse, ja utallige genkendelser og genforeningsscener
– når stemmen og ”tawet”, som momentant var mistet og havde forladt en for altid – som den fortabte søn vendte hjem, og som en fedekalv selv lod sig slagte og feste på – til den atter forsvandt, overmæt, fordrukken og udmattet.
Det billede vækker sikkert genkendelse hos en og anden sanger.
De vises sten lod sig ofte finde – men oftest viste de sig at vise i en gal retning og blot være visse sten.
Men langsomt har der alligevel tegnet sig et billede af en forståelse, der har vist sig at holde længere end til næste dag.
Det er det billede – bl.a. – jeg her har tænkt mig at hente inspiration i.
Over det fysiske billede tegner sig andre mønstre, som ikke er så tydelige fra gulvniveau i øvelokale, prøvelokale, scene eller koncertsal:
Filosofien bag det vi gør, når vi synger og optræder.
Praktikken er en muldvarp – filosofien er en ørn.
Muldvarpen er det muliges kunst – møder man en sten på sin vej, graver man udenom – og kan man ikke holde en frase ud, kaster man et læs jord til et muldvarpeskud, tager en vejrtrækning og fortsætter det daglige arbejde.
Ørnen har højere idealer.
Han svæver højt over marken og ser de store linjer.
Når muldvarpen støder på et stendige og intet fatter, er ørnen allerede videre og skuer mod forståelse af helheden – hele verden.
Jeg er en muldvarp – men også en ørn.
Ligeså meget som jeg har tøffet rundt i blinde fra den ene node til den næste og kun forestillet mig lykken som en stor fed regnorm i form af en vellykket høj tone, har jeg undsluppet tyngdekraften for i mine visioner at finde den tilfredsstillelse og den afklaring, som det at være udenfor – ikke selv at skulle gå vejen, tilbyder.
Jeg har tænkt, og jeg har talt – og jeg har talt igen – og som sagt har jeg her tænkt mig at dele tanker og erfaringer – vende verden på hovedet for bedre at kunne fokusere og identificere den, se på ny de gamle kendinge af begreber, vi kender så godt, at vi ikke længere ser dem
– men blot møder med myter og fordomme og blind genkendelse.
De fortjener at blive set som de er lige NU, erkendt og anerkendt som levende eksistenser.
Så langt så godt – og således rustet med både sandhedssult og skrivekløe haster jeg videre til forbeholdene.

Formålet med dette skrift
Hvad er sandt?
Intet er sandt! Alt er muligt..
Sandhedsværdien af dette skrifts påstande er ligegyldig.
Den som deler mit udsynspunkt – om end kortvarigt – deler også mit synspunkt – om end punktformigt.
Således anskuet, lad mine billeder og blikretninger virke som inspiration til fortsat undersøgelse  og videre erkendelse.
Omvendt anskuet, lad da alt mit falske sludder vække erkendelsens drift, og ud af mit søle af løgn og misantagelser: fremman et sandere, smukkere og virkeligere billede!
Et billede af en sandhed, der står længere end et klarsynspunkts øjeblik og en fortænkt fordrejet fix ides fuldemandsdogme-logik.
Min bevidsthed er i sin utrættelige søgen efter en sammenhæng, en højere mening sig fuldt bevidst om al sand videns sørgelige værdi – det ene er såmænd ligeså sandt som det andet – altså med mindre man tillægger det ene mere værdi end det andet (med andre ord bruger mere af sit liv på det. red.)

Som Einstein sad i sit studerekammer, og kun ved hjælp af en blyant og et stykke papir, aftvang atomets, universets og alting disses hemmeligheder (eller i det mindste forsøgte på det)
– er det min agt (uden sammenligning i øvrigt)at aftvinge livet, døden og tilværelsen deres hemmeligheder, set gennem et så lille og for alting så ubetydeligt område, som sangen og musikkens. (eller i det mindste forsøge på det)
Som deduktionerne skride frem vil somme klappe i deres store hænder, og andre ryste på deres små hoveder.
Forhåbentlig vil ingen – eller kun få falde i søvn med deres store hænder under der små hoveder. Gerne skulle indholdet være så tilpas nyt – provokerende eller i det mindste anderledes, at de fleste kommer vågne igennem.
Derfra og derefter fraskriver jeg mig et hvert ansvar.
Følger nogen de tanker, der hjemsøger disse sider – eller er der mon mere end én tanke: vær! – så gør de det på eget ansvar.
Den ender der, hvor han går hen og derfor ender den også det samme sted, hvis han fortsat går det samme sted hen – og den går fortsat det samme sted hen, som bliver ved at gøre det samme.
Gør nogen derfor noget andet – eksempelvis foranlediget af mine tanker (tanke) – er det for egen regning.

Det skal oplyses at ingen stemmebånd er skadet alvorligt under udøvelsen af disse anvisninger og ingen publikummer er døde eller tilnærmelsesvist blevet andet end mere levende.

Nøgle til forståelse af paradokserne i nuanceret tænkning

I arbejdet med at undersøge sangen og musikken og deres indbyrdes relation bliver jeg ofte ramt af tvivl.
Tvivl om det jeg nu føler, tænker og ser så klart – og giver udtryk for overhovedet har nogen som helst sandhedsværdi.
Jeg har antydet tidligere, at det har det ikke. Det er nemt og gratis at sige, men jeg har alligevel svært ved at acceptere, at denne sandhedsværdi, som jeg har sagt ikke eksisterer for andre end mig – faktisk også kun eksisterer momentvist for mig selv.
Den konkrete værdi af mine analyser, som jeg ser som hugget i sten, får pludselig en relativ og næsten modsat valør.
Er det fordi, man ikke kan analysere og drage konklusioner på det her stof?
Er det så luftigt som skyer, der når man har fået øje på en elefant eller et uhyre og ser væk og tilbage for at konstatere at billedet er transformeret til noget andet?
Det tror jeg ikke. Ikke lige nu i alt fald.
Når stjernerne blinker – er det ikke fordi stjernerne blinker, men fordi der kommer noget mellem stjernerne og iagttageren. Skyer.
Hvad nu hvis det er iagttageren, der skifter filter og derved ser eller ikke ser, hører eller ikke hører – mener eller ikke mener?
Da sandhed er noget relativt, noget oplevet er det oplevelsen og ikke det oplevede, der forandrer sig.
Det relative i oplevelsen er ikke blot relativt fra den ene iagttager til den anden, men også i den enkelte iagttager. Det der synes rigtigt det ene øjeblik, kan føles forkert det næste.
Men hvorfor?
Stenhuggeriet kan man godt glemme, sten stiller man på grave – men iagttagelserne og deres sky transformationer giver alligevel stof til eftertanke og akkumulerer i erfaringen.
Som i musikken og naturen – fra skyer til sommerfugle: man er ikke helt den samme efter en oplevelse, selvom oplevelsen er passeret og væk – og kun findes i erfaringen.

Det er åbenbart og ofte erkendt, at sandheden ikke findes, fordi den ikke findes eller eksisterer – andet end for et menneske i et øjeblik.
Men hvorfor er det sådan?
For at afmontere de trivielle argumenter, der mener at sandheden er konkret og findes i f.eks. matematikken, fysikken osv. minder jeg Kierkegaards konstatering om, at det der gælder for alle er LIGEGYLDIGT.
De fysiske og teoretiske fakta har ikke noget med sandhed at gøre.
De er omstændigheder. De er ligegyldige.
Sandheden eller det, som det drejer sig om, er det den enkelte oplever og forsøger at holde fast i – og bygger en forståelse og en virkelighed op om omkring.
Mit bud på, hvordan et menneske kan mene modsatrettede ting og rumme de paradokser – som tilværelsen er fuld af
– er at det JEG vi påberåber os at være, ikke er et enkelt JEG, men en vifte af forskellige jeg’er, der tilsammen udgør personligheden og dermed personen.
Det JEG, som jeg taler om, har intet at gøre med Freud eller andres teorier.
Det er udelukkende det JEG som også er det MIG, som andre ser, henvender sig til og regner med.
Det JEG som jeg selv omtaler som jeg, altså de agerende kilo og den reagerende bevidsthed der følger dem.
Jeg ser JEG som en vifte af jeg’er – en stak af transparente silhuetter i forskellige farver.
Set i stak og op mod lyset – danner de den unikke farve som JEG er, og som genkendes som MIG.
Men set fra vores eget synspunkt, gennem et eller flere eller af JEGets farvede glas, ser verden og vi selv til stadighed forskellig ud. Hvilke, og hvor mange af de farvede glas vi ser igennem, afhænger af hvor vi er og hvilket ben vi, om jeg så må sige, bliver taget på.

En anden mulighed for visualisering af JEG’et kunne være en bunke med kort.
Kort, der tilsammen og over tid afbilleder personen JEG. Kort, der er billeder af vores helt forskellige sider: den følsomme, den kyniske, barnet, den voksne, manden, kvinden osv. osv.
Hver for sig afviger de enkelte kort måske fra JEG på en skala fra kongruens, over divergens til rent paradoks.
Hvordan kan vi mene noget den ene dag og noget andet den næste?
Hvorfor tænder vi ikke altid på de samme ting, når vi i princippet er for dem?
Hvorfor er vi ikke modtagelige for de samme påvirkninger altid.
Prøv at se det som sådan: JEG er en bunke kort med forskellige personligheder og præferencer.
JEG er meget påvirket og domineret af hvilket kort, der ligger øverst og udtryk for den konfiguration vores personlighed har – lige nu. Var det et andet kort, der lå øverst, var det anderledes.
Nogle mennesker er i høj grad i stand til at pakke kortene, så de ligger bekvemt.
Andre har måske bare ikke så mange kort at blande og trække.
På denne måde bliver en forfører en person, der er i stand til at blande kortene hos et andet menneske og dermed sikre sig, at det rigtige kort ligger øverst.
Forførelse i almindelighed er nu at blande kortene rigtigt, så det ønskede kort og dermed det ønskede jeg, ligger bekvemt øverst.
Jeg nævner i flæng: forføreren, demagogen, reklamen, kirken, musikken, videnskaben – al spin – kort sagt alt og alle der mere eller mindre bevidst har fundet ud af at gøde jorden for sine egne ideer og behov.
Konsekvenserne af denne måde at forstå JEG på er ret vidtrækkende og forklarer, hvordan et moderne menneske kan tro på både Gud og Darwin.
Det kan de – de gør det bare ikke på en gang – selvom om de måske påstår det.
Hvordan JEG ser ud, om det er stakke af egenskaber eller en genstand med facetter er sådan set lige meget – for ret beset er det jo blot et bevidsthedsfatamorgana.
Det væsentlige er, at JEG er en dynamisk størrelse, som reagerer og vurderer efter regler, som vi ikke kender, men som er manipulerbare.
Om vi finder noget sandt eller falsk afhænger så måske i virkeligheden af hvilket kort der ligger øverst i bunken.
Ikke sandt?

I begyndelsen var Ordet

1.afsnit – i hvilket vi søger oprindelsen

I begyndelsen var ORDET, og ORDET var hos Gud, og ORDET var Gud.
Sådan står det skrevet – og sådan er det.

Stop lige en halv..

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden…
Det var bedre, nu kom vi tilbage til begyndelsen
– eller gjorde vi?
Logos=ORDET = Gud = Skaberen, men begyndelsen kommer vi vist ikke tilbage til – det lader vi andre om.
Men…
– altså… tilbage til den begyndelse, der ligger før ORDET – dengang lyde i verden kunne være hvad som helst – kun IKKE ord.

Skaberen var i sit kreative hjørne og med ORDET i hånd skred skabelsen hurtigt frem.
Skaberværket blev en verden af mangfold, og et inferno af lyde fulgte med – men ikke et ord.
Den rungende basrøst henover urdybet som af og til lød: ”bliv lys”, ”bliv liv”, ”bliv fisk” og ”bliv fugle” osv. tillader dette værks begrænsede omfang desværre ikke at analysere og forstå. Det forudsættes værende af en anden verden

Alle tænkelige lyde blandede sig mellem hinanden – nogle blev til af sig selv, når elementerne rasede, andre opstod som produkt af en vilje til, og et behov for at kommunikere og forstå de andre.

Bølger plaskede, vinde susede, hvalpe peb og ulve hylede.
Grisene gryntede allerede da, elefanter kunne også dengang trompetere.
Andre fløjtede, kvidrede og skræppede – hver med sit næb.
Det var en kakofoni af livsytringer og kommunikation.

Om der går 6 dage eller 14 milliarder år er sådan set underordnet, for ind på scenen træder under alle omstændigheder en skønne dag MENNESKET– og ORDET er nu ikke længere Guds alene.
Mennesket tager ORDET, og ORDET er pludselig hos MENNESKET og ORDET, som var Guds og var Gud, bliver nu mere eller mindre MENNESKETs – og MENNESKET bruger ORDET, og ved ORDETs kraft skaber vi en verden i verden.
En helt unik verden.
Vores verden.

Faktisk bliver ORDET og MENNESKET et.
Faktisk bliver SPROG baseret på ORDET nærmest det, der definerer os som MENNESKER.
Homo Sapiens kalder vi os selv. Det vidende menneske. Vi ved!
Vi alene ved!
Vi ved og alt andet lyde – OS.

Den overfladiske forskel på os og dyrene er, at vi kalder os selv for Homo Sapiens og alle andre for dyr.
Dyrene kalder, så vidt vi ved, ikke os for noget.

Vi har ORDET – vi har SPROGET.
Vi ALENE har sproget!
Vi brugte vores overlegne hjerne til at tage/skabe ORDET og ORDETs kraft til at skabe SPROGET, og vi brugte SPROGET til skabe begreber, og vi brugte SPROGET og begreberne som råstof og værktøj til at tænke med.
Uden ord – ingen tanker.

Vi brugte sproget til at samle vores tanker og siden til at skrive dem ned – og så kom der for alvor turbo på ORDETs skaberkraft i MENNESKETs hånd.
Det skrevne ORD brugte vi til at akkumulere vores viden om verden.
Ingen behøver mere at opfinde den dybe tallerken – vi kan gennem MENNESKETs kollektive optegnelser bygge direkte videre på alle tidligere generationers opdagelser.
Takket være ORDET.

Min påstand er, at det er ORDET – og hvad deraf følger; nemlig sproget, der er den afgørende forskel på os og de andre; det der gør os til hvad vi er, og det vi kalder os: HOMO SAPIENS.

Vores overlegne hjerne i overstørrelse er måske forudsætningen, vores oprette gang en fordel, den modstillede tommelfinger et evolutionært scoop, men vores opfindelse af og evne til at anvende SPROGET er det, der giver momentum i vores anstrengelser for kreativitet, samarbejde og overlevelse.

Faktisk er vi nået så meget længere i vores bestræbelser, at vi ikke bare overlever, formerer os – i en grad så planeten er ved at gå i knæ
– men også har overskud til at fortælle hinanden, konkret og i mere eller mindre symbolske udfoldelser, hvordan og hvorfor.
Således har vi lagt afstand til alt andet, at vi kalder det for natur og os selv, og det der kommer af os, for kultur.
Måske vi hellere skulle kalde os HOMO LOGOS: Ordmennesket

Musikken
2. afsnit – i hvilket vi prøver at skille lyd fra musik – hvad er forskellen?

Et af de fornemste udtryk for menneskets evne til at fortælle om sig selv i symbolsk og kunstnerisk form, er det, vi kalder for musik.
Vi har udviklet den, sat den i system, raffineret den og den er i dag et produkt der produceres, omsættes og forbruges i alle kulturer.
Musik er noget med lyde af forskellig slags og klang i forskellig styrke i forskellig tonehøjde, oftest med en rytmisk opbygning frembragt på et til formålet fremstillet musikinstrument. Den differentier sig i rytme, melodi og klange.
Rytmen er den underliggende frekvens af regelmæssige inddelinger, der skaber forudsigelighed i musikken.
Melodien er den række af toner som synes at hænge sammen i et tonalt udsagn – toner, altså lyde af forskellig tonehøjde som følger hinanden i fraser; udsagn.
Klange er en samling af toner, som klinger på samme tid. Når vi hører dem har de en tendens til at fremkalde stemninger i tilhøreren, og valøren af forskellige sammensætninger af toner, har – i alt fald på mennesker – en nærmest universel virkning i oplevelsen.
Der synes næsten at være en sammenhæng mellem melodi og tanker og klang og følelser
Hvis tanken er som en melodi, kan man se følelsen som en samklang af flere tanker – som opleves på en gang. Der kommer en mand er 1 tanke = er neutral. Der kommer en mand, han er min elskede – er 2 tanker og allerede en simpel følelse – for de to tanker fremkalder en følelse af glæde. Kobler man flere tanker på bliver følelsen mere kompliceret – som en højtopbygget klang.
Klangene bliver på den måde en slags farvelægning af den del af musikken vi oplever som melodien.
Måske er der slet ingen melodi – og vi oplever blot skiftende stemninger.
Musikken har sit navn fra de græske muser – noget der kommer fra muserne må betegnes som musisk
– heraf navneordet ’musik’.
Umiddelbart er musikken som ovenfor beskrevet ordløs.
Musikeren er et menneske, der har fravalgt ORDET og udtrykker sig ordløst gennem et musikinstrument.
Gennem måden at spille på skærper musikeren sit udtryk – det udtryk, der allerede er komponeret ind musikken.
Men i og med at ORDET er forstummet kommunikerer musikeren også til og med andre dele af bevidstheden end intellektet. Populært sagt taler musik til følelserne og er i stand til at varetage en kommunikation som ord ikke magter. Den ordløse kommunikation er hverken bedre eller dårligere en den med ord – den er blot anderledes.
Som vi har udviklet musikken, har vi også udviklet det musikalske udtryk – man kunne sige det musikalske sprog. Man kan spille forte eller piano, crescendo eller decrescendo. Man kan spille legato eller staccato osv. Det musikalske sprog findes, om end det indeholder relativt få udtryk – som til gengæld bruges flittigt.
Jeg sammenblander ikke det musikalske sprog med det italienske vokabularium, der bruges som musikalske tempo- og karakterangivelser.
Det musikalske sprog er de virkemidler, der gives musikeren til at variere sit udtryk af rytme, melodi og harmoni.
Fraseringen – dvs. den måde musikeren formulerer sig – som i sætninger, er lånt fra talen. Frase betyder sætning og antyder at musikken kan have et tonefald, der har sit udspring i det talte sprog.

Musikken er vokset ud af det oprindelige – naturen og urlydene.
Hvornår og hvordan mennesket er blevet musikere ved vel ingen – kun at vi er blevet det.
Rytmen
Barnets relation til sin mors hjertelyd, er måske vores grundlæggende og første oplevelse og kærlighed til rytmen.
Rytmen som den gentagne regelmæssighed er til stede overalt i naturen, som lyd og som tilbagevendende fænomener.
Den mest primitive eller oprindelige udfoldelse, som vi kalder musik, formodes at være rytmiske tilkendegivelser med klap eller slag på forskellige genstande.

Med i definitionen af musikken hører det tankevækkende filosofiske faktum, at musikken, i princippet må henregnes til kategorien lyd – indtil den gennem øret når vores bevidsthed.
Det er her musikken bliver til, for det er her hjernen skiller musikken fra begrebet støj, og opleves af os, som det vi kalder musik.
Musikken eksisterer kun i vores bevidsthed – ligesom det skrevne ord blot er et mønster på papir indtil et menneske tyder det som et budskab.
Som et kuriosum behandler forskellige sprog ordet musik forskelligt.
Det danske ord ’noder’ kontra det engelske ord ’music’ om musikalske notater, giver væsentlig mere mening; musik bliver noderne jo først, når de bliver spillet, og når nogen hører den. (Jeg ved godt nogen siger de kan høre musikken for sig blot ved at læse den – de skal være velkomne – musik bliver det først, når de læser noderne)
Hjernen:
Vi deler den måde hjernen er opbygget på med alle andre højere dyr.
Blot er der forskel på proportionerne – gennem evolutionen som helhed og de individuelle proportioner i hver arts hjerne.
F.eks. har fugle en relativt stor lillehjerne, der som sæde for koordination af bevægeapparatet er særligt vigtigt for flyvere.
Hjernestørrelsen varierer også meget. Generelt kan man sige at jo større dyr, des større hjerne, men der er afvigelser. En krage har f.eks. dobbelt så stor en hjerne – i forhold til sin kropsvægt, som en hund.
Men hjernerne sidder med hjernestammen inderst og storhjernen med hjernebarken yderst og de andre hjerner ind imellem.
Så vi er i tæt kontakt med det vi kommer af, og i vores forhold til lyd – primitiv som avanceret – lytter alle hjerner med – helt fra den mest primitive, styret af instinkter, til storehjernen med al sin selvbevidsthed og arrogante fortolkninger.
Den ubrudte linje mellem dyr og mennesker og selve det, at vi i os selv indeholder hjerner fra hele evolutionen peger på et fællesskab også i oplevelsen af lyd – og hvem ved musik.
Måske er vi ene om at lave musik – men om vi er ene om at musicere er vel et definitionsspørgsmål.

Igen definerer vi verden – naturligvis – med os i centrum:
Vi kalder os menneske og de andre dyr. Vi kalder det de er og gør for natur – og det vi selv er og frembringer for kultur.
Føjer vi lyddimensionen til laver de lyde og vi spiller musik.
Min påstand er den, at der måske nok er langt fra dyr til menneske, men der er skræmmende kort fra menneske til dyr.
Musikken er tydeligvis bagudkompatibel for det er almindelig kendt, at køer giver mere mælk, når de lytter til Mozart og planter vokser bedre, når det er til musik.
Om vi anerkender andre end mennesker som komponister er en anden sag. Dog må man lade naturen, at den inspirerer os til at sætte dens lyde i system og bruge den i musik..
Kommunikation vha. lyd er vi helt sikkert ikke ene om.
Spætten hakker ikke kun for at lave huller – den signalerer også til sine artsfæller.
Fuglene fløjter og kvidrer så varieret og ’musikalsk’ at mange komponister har ladet sig inspirere direkte til deres kompositioner. Hvalerne kommunikerer med hinanden – og kurtiserer hinanden med deres imponerende og smukke melodier. Frøerne holder koncert – og ikke forgæves, for lydene de frembringer, er af største betydning for alle slags relationer i frøverdenen. Græshopper, fårekyllinger, cikader, ulve, hjorte osv. osv.
Dyrene kommunikerer med hinanden i et lydunivers, der næsten ingen grænser kender i diversitet.
Klart at en rødhals forstår, hvad en anden rødhals mener, når den synger for at markere sit territorium.
Klart at hvaler fatter, hvad andre hvaler mener med deres sang og ikke mindst delfiner fatter delfinernes fløjtelyde.
Men forstår vi også hinanden på tværs af arterne?
Des mere primitivt vi udtrykker os, jo bredere forståeligt bliver vores udtryk.
Et skrig, en hulken, halslyde, åndedræt og hvæselyde – alt det går rent ind hos mennesker, men også hos f.eks. en hund, en hest eller andre sociale dyr.
En hund forstår instinktivt gråd og kommer ilende for at ’trøste’ – ingen hundeejere er i tvivl om det.
Ingen er heller i tvivl om, hvad en hund mener når den piber.
Selve tonefaldet i f.eks. hundens piben, er selvom det er ordløst klart at genfinde og genkende hos os selv – og også ofte afbilledet i vores musik.
Hunden klager sig, den længes, den ønsker noget, som den ikke har – og den taler nøjagtigt det samme ordløse sprog, som vi gør – når vi er desperate nok og i samme situation.
Vi genkender hundens følelser og forstår dem umiddelbart.
Musikken efterligner denne længsel i det universelle udtryk for længsel, og vi genkender og oplever den umiddelbart, når vi hører musikken.
Omvendt forstår dyrene ikke meget af vores verden – da den bygger på vores ord og vores sprog.
Dyret magter aldrig at forstå andet af vores sprog end enkelte ord, genkendt og forstået på lyden – og ellers tolker den tonefaldet – som må siges at være sprogets melodi.
Som sagt: der er meget langt fra dyr til menneske, men ikke så langt fra menneske til dyr – alene af den grund, at vi indeholder alt hvad dyret indeholder plus noget mere – og vore hjerner er bygget udenpå hinanden, nøjagtigt som dyrenes er.
At vi har sat lyd i system til musik beror uden tvivl på vores større og mere komplekse hjerne med nærmest endeløse ekspansionsmuligheder.
Stemninger:
Dyr kommunikerer og tolker stemninger – nøjagtigt det samme, som musikken og vi gør.
Stemningerne er mere eller mindre hastigt skiftende farver af sindstilstande og følelsesmæssige øjebliksbilleder. Hvis man er i stand til at tømme sit hoved for tanker og ord – tror jeg, at man har et meget godt billede af hvad det vil sige at være f.eks. en hund.
Man er stadig, men har ingen mening om det.

Musikken med dens stemninger og pulserende rytmiske oprindelighed, taler først og fremmest til vores følelser. Hvis vi synes den taler til vores fornuft, er det formodentlig, fordi vi allerede har været inde at tolke og tænke og formulere.
Der er ingen tvivl om, at menneskets evne til at opleve nuancerede følelser er dyrene overlegen – især er vores evne til at analysere dem unik.
Formodentlig finder klangen og stemningen i musik resonans i væsentlig dybere og langt mere uformulerede dele af vores hjerne og vores sind end i storhjernens plaprende analyser, og derfor opleves den formodentlig også af dyr.

Påstand:
Musikken er følelsernes sprog
Den virker umiddelbart – og universelt.
Men ORDET er menneskets og kun mennesket skriver digte, romaner og sange.
Så mit bud – og den umiddelbare årsag til ovenstående udredning er, at jeg påstår,
at:
– den reelle forskel på dyr og mennesker er menneskets evne til at danne ord og tale og skrive. 
Både en gravhund og en granddanois er en hund.
Resten er nuancer, detaljer og kvantitet.

Sangen
3. afsnit i hvilket vi undersøger om sang er musik eller en slags musik – eller helt sin egen

Endelig er vi kommet til det, som det hele handler om: nemlig sangen.
Man kan forholde sig til den helt naivt og blot synes om sang – synge og være glad og helt ubevidst.
Det er bestemt en mulighed.
Men det er ikke dette skrifts ærinde. Tvært imod!
Her gælder det om at få dissekeret det hele og skilt alt ad, som Leonardo da Vinci få syn for sagn og vished om, hvad der foregår inde i det menneskelige legeme. Her gælder det om at finde ud af hvad der foregår inde i sangen og musikken.
Sandheden skal findes – død eller levende…

I rigtigt mange år har jeg ligesom, er det mit indtryk, de fleste andre, tænkt på sangen som den delmængde af musikken.
Det virker naturligt.
Det er noget med toner op og ned, synge lidt, fløjte en melodi til en sang, måske – og så er den ikke længere.
Eller er den?
Det tror jeg den er…
Fra første færd mindes jeg folk som har antydet, at det er teksten, der er det centrale i sangen – og andre der har villet fremhæve talesproget i det sungne. En dirigent, der sagde: recitativer er ikke musik…
En pædagog, der så sangen som den forlængede tale, osv.
Men hvad betyder alt det – og hvordan står min egen tilgang til sangen, erfaringer og oplevelser som sanger i forhold til disse fragmenter til et billede?
Som de fleste sangere – jeg tror ikke jeg tager for mange gidsler her – har jeg, i min uddannelse fokuseret meget på det at lære at synge, at betvinge stemmen, lave klang og ellers forsøge at finde og ramme tonen jeg skulle synge og selvfølgelig huske det hele udenad. Pilleriet med piano og crescendo har ikke interesseret mig. Det var udsagnet med en masse lyd bag, der tændte mig.
På scenen og i kontakten med publikum, har jeg altid satset på kommunikationen af teksten. Jeg tror jeg oplever mig selv som en løgner eller blot krukket uærlig, hvis jeg ikke holder mig til teksten, ordene – sådan som de tales. Det sidste er farligt og det må man ikke – men det er let at komme til, især hvis man synger på det sprog man taler til daglig. Men sang og musik har altid været to sider af samme sag.

Som årene er gået er der alligevel en prås, der trænger sig mere og mere på – og den er nu på kanten af at gå op for mig: sangen er slet ikke en delmængde af musikken – den er noget helt for sig, noget der er mere end toner og klang og lyde, der sammen med musikken runger ned gennem evolutionen:
– den er det unikt menneskelige i musikken.

Sangen – det menneskelige i musikken
4. afsnit – i hvilket vi prøver at forstå, sangen og dens unikke egenart

Den er som Jesus – den er i verden, men den er ikke af verden
Som en båd på havet – men ikke i havet
Den er opbygget af det som skaber og styrer
– det som vi har taget direkte fra GUD: ORDET – det som er unikt for os: HOMO LOGOS.

Pråsen har været længe under vejs, og den har sin næring fra tredive års underen, antydninger, udtalelser, mange frustrationer og sammenstød med musikere og dirigenter. Et forklarelsens lyd, der mere og mere oplyser det dunkle mørke fra en konservatorietid med en fuldstændig mangel på forståelse af hvordan, og især hvorfor man dog skulle stille sig op og synge en Lied.

Heureka!

Nå, hvad nyt er der i det – kan jeg forestille mig mange vil spørge – det har vi da vidst altid.
Det er muligt, må jeg så svare – men hvorfor har I så ikke taget konsekvensen af det?
Hvorfor er det ganske få sangere – ikke bare på den nuværende scene, men i historien, der har taget denne konsekvens og stået frem, som det de er: – mennesker og IKKE musikinstrumenter?
Undskyld, jeg mener selvfølgelig i den klassiske musikverden, for indenfor andre genrer holder min påstand slet ikke – undtagen, når den gør, alligevel.

Jamen hvorfor kan det, som er så enkelt være så indviklet?

Det spørgsmål har mange svar – og mange vil formodentlig slet ikke være enige med mig – hverken i præmissen eller i svarene.
Nogle af de mest simple, jordnære og praktiske årsager til, at det forholder sig sådan, har jeg allerede nævnt i min egen søgen efter en sangeridentitet:
Det er så svært at lære at synge, at bare det at lave lyd får en til at glemme alt andet.
Teksten kan meget let blive noget sludder, noget som er svært at huske, og end som meningsløse artikulationer; som pølser på en klang, som når en jazzbasun med sin dæmper fabulerende pludrer en solo:
’Quak, quak, quak’

Det at vi sangere ikke hverken er et instrument eller har et håndgribeligt musikinstrument i os, gør at vi tonalt ofte er på Herrens mark, hvis ikke vi har et instrument udenfor os selv at støtte os til.
Det afstedkommer, desværre, at vi ubevidst og langt henad vejen støtter os til andre.
Disse andre er musikere…

Pædagogerne

Det er blevet sagt: – dem der kan, de gør det – dem der ikke kan, de underviser i det…
En vidunderlig provokerende, men ikke altid helt sand påstand.
Imidlertid – i min søgen efter, hvad der kan få sangeren væk fra sangens inderste mening, er det nødvendigt at se kritisk på det at lære at synge og den måde det i ofte foregår på.
Allerede inden sanguddannelsen kan begynde, må den, der vil være sanger lære at acceptere visse kendsgerninger.
Den unge sanger må i dyb respekt og ærefrygt nærme sig bjerget, hvor al viden om den klassiske sang findes og forbi hvilket man ikke kommer uden at bøje sig og gøre ligeså.
Her hersker de, der underviser i det – og ved deres side regerer en stab at hjælpere og vejledere, der fuldt ud er bevidste om præmisserne – de har også lyttet med ved bordet – og fra tronen bag deres klaverer rådgiver de om, hvad man bestemt IKKE skal gøre, og hvad der forventes for senere at være i stand til at passere de store prøvelser, som fører videre ind i systemet.
Her står kampen mellem natur og kultur, og som regel vinder kulturen.
Men det er vel også meningen, kunne man spørge – også uden at være ironisk.

Aner vi allerede afgrunden – og paradokset, der leder mod afgrunden?

Det kan ikke siges bedre end H.C. Andersen har sagt det i ’Den grimme ælling’:
……………………………..

Mod Aften naaede den et fattigt lille Bondehuus; det var saa elendigt, at det ikke selv vidste til hvad Side
det vilde falde, og saa blev det staaende. Blæsten susede saaledes om Ællingen, at han maatte sætte sig paa Halen for at holde imod; og det blev værre og værre; da mærkede han, at Døren var gaaet af det ene Hængsel, og hang saa skjævt, at han igjennem Sprækken kunde smutte ind i Stuen, og det gjorde han.
Her boede en gammel Kone med sin Kat og sin Høne, og Katten, som hun kaldte Sønneke, kunde skyde Ryg og spinde, han gnistrede saagar, men saa maatte man stryge ham mod Haarene; Hønen havde ganske smaae lave Been, og derfor kaldtes den “Kykkelilavbeen;” den lagde godt Æg, og Konen holdt af den, som af sit eget Barn.
Om Morgenen mærkede man strax den fremmede Ælling, og Katten begyndte at spinde og Hønen at klukke.
“Hvad for noget!” sagde Konen, og saae rundtomkring, men hun saae ikke godt, og saa troede hun, at Ællingen var en feed And, der havde forvildet sig. “Det var jo en rar Fangst!” sagde hun, “nu kan jeg faae Ande-Æg, er den bare ikke en Andrik! det maa vi prøve!”
Og saa blev Ællingen antaget paa Prøve i tre Uger, men der kom ingen Æg.
Og Katten var Herre i Huset og Hønen var Madamme, og alletider sagde de: “vi og Verden!” for de troede, at de vare Halvparten, og det den allerbedste Deel. Ællingen syntes, at man kunde ogsaa have en anden Mening, men det taalte Hønen ikke.
“Kan Du lægge Æg?” spurgte hun.
“Nei!”
“Ja, vil Du saa holde din Mund!”
Og Katten sagde: “Kan Du skyde Ryg, spinde og gnistre?”
“Nei!”
“Ja saa skal Du ikke have Mening, naar fornuftige Folk tale!”
Og Ællingen sad i Krogen og var i daarligt Humeur; da kom den til at tænke paa den friske Luft og Solskinnet; den fik saadan en forunderlig Lyst til at flyde paa Vandet, tilsidst kunde den ikke lade være, den maatte sige det til Hønen.
“Hvad gaaer der af Dig?” spurgte hun. “Du har ingen Ting at bestille, derfor komme de Nykker over dig!
Læg Æg eller spind, saa gaae de over.”
“Men det er saa deiligt at flyde paa Vandet!” sagde Ællingen,
“saa deiligt at faae det over Hovedet og dukke ned paa Bunden!”
“Ja det er en stor Fornøielse!” sagde Hønen, “Du er nok bleven gal! Spørg Katten ad, han er den klogeste, jeg kjender, om han holder af at flyde paa Vandet, eller dykke ned!
Jeg vil ikke tale om mig.
– Spørg selv vort Herskab, den gamle Kone, klogere end hende er der Ingen i Verden!
Troer Du, hun har Lyst til at flyde og faae Vand over Hovedet!”
“I forstaae mig ikke!” sagde Ællingen.
“Ja, forstaae vi Dig ikke, hvem skulde saa forstaae Dig!
Du vil dog vel aldrig være klogere end Katten og Konen, for ikke at nævne mig! Skab Dig ikke, Barn! og tak Du din Skaber for alt det Gode, man har gjort for dig!
Er Du ikke kommet i en varm Stue og har en Omgang, Du kan lære noget af! men Du er et Vrøvl, og det er ikke morsomt at omgaaes Dig! mig kan Du troe! jeg mener Dig det godt, jeg siger Dig Ubehageligheder, og derpaa skal man kjende sine sande Venner! see nu bare til, at Du lægger Æg og lærer at spinde eller gnistre!”
“Jeg troer, jeg vil gaae ud i den vide Verden!” sagde Ællingen.
“Ja, gjør Du det!” sagde Hønen.
Og saa gik Ællingen: den flød paa Vandet, den dykkede ned, men af alle Dyr var den overseet for sin Grimhed.
…………………
Hvad skulle ællingen også gøre – for han vil da så nødig forstødes – der er jo så koldt derude?
Ni ud af ti ællinger vil spinde løs, skyde ryg, gnistre og forsøge at lægge æg og sikkert få en plads i huset
– den tiende vil enten gå til eller forstå, at den må finde sin egen vej.
Denne ælling var en nummer 10 ælling og grueligt meget ondt venter den – inden den bliver berømt.
For en sikkerheds skyld er eksemplet fra Den grimme ælling IKKE taget med af personlige årsager – det er bare sådan en god historie, der tilfældigvis passer perfekt på den svære vej en ung sanger betræder i sit møde med uddannelsen og i sin stræben efter at bevare sig selv, mens han lærer sig at synge og optræde.

Den proces jeg forsøger at beskrive her – vejen væk fra ORDET og hen i MUSIKKEN – er en glidende overgang, som jeg egentlig ikke tror nogen er bevidst interesserede i – det er bare noget der sker.
Musikken er mindre krævende, mindre pågående – langt nemmere at læne sig ind i, hvis man ikke lige er på toppen. Storm P. siger på et tidspunkt: hvordan er han egentlig som menneske? Svaret, som er: – det ved jeg ikke, jeg kender ham ikke som sådan, må aldrig gælde en sanger, der gemmer sig i en klang, der sammen med et par slidte manerer er dagens fraværende udsagn fra et MENNESKE.
Konservatoriet er fuldt af velmenende folk, der uden skumle bagtanker gør, hvad de kan for at bevare traditionen og institutionen – og også tugte pilte, som kan videreføre disse ædle hensigter.

At gøre og lære og holde fast i sig selv – er svært.
At lære at kontrollere sin krop og stemme og udtrykke sig i sang er svært, men hvis nogen forsøger at dukkeføre en i, hvordan en sang er, og skal synges, musikalsk og rigtigt samtidigt, er ikke bare svært – det er nærmest umuligt.
Så det med at holde fast i sig selv bliver hurtigt nedprioriteret i ønsket om at undgå at blive rettet.
Natur mod kultur. Snart gælder det kun om at overleve. Tro ikke, at jeg ikke synes man skal rettes og vejledes – det er virkningen af det på længere sigt, der føre på afveje.
Fordi man forfølger så mange mål samtidig – både klang, frasering, tekst, dynamik osv. navigerer man i en skilteskov af påbud og forbud. Overholder man det ene skilt, overser man let det andet – og man ved at rettelsen kommer i det øjeblik sangen er forbi – eller måske bliver man simpelthen stoppet af opera-, barok-, fraserings-, eller sprogpolitiet.
I den situation kan man som elev let falde ind i en passiv rolle – og så kører den onde cirkel.

Som sangelev er man – eller kan føle sig – meget lille – ene mand imod et halvt ton potent sonort Steinway flygel
– styret af en kat eller en høne, der gør det bedste de kan for at hjælpe en utilpasset grim lille ælling.

Stående overfor en mand bevæbnet med en pind og en forfængelig drøm om at kunne kontrollere et utilregneligt orkester, er man død, hvis man ikke makker ret.
Som sanger er man blot en detalje, som skal passes ind i et meget større problem – orkestret.
Enhver, der som en gammel bedstemor, der ikke når overfor grønt, har prøvet at blive kørt ned af en fartglad dirigent i et brølende symfoniorkester, ved at det at tænke selv, ville selv eller bare nære et lille og ydmygt ønske om plads til sine ORD – kan ende fatalt.
Gå ikke over sporet – der kommer orkester…
Tillad mig at grave endnu dybere i sangerens problemer med at finde sig selv, blive sig selv og forblive sig selv. Jeg vil vende tilbage til den største udfordring af alle: at komme forbi sig selv.
Det ser så let ud, når man overværer en dygtig sanger synge og performe. Som at klø sig selv i nakken.
Men det er det ikke!
Vejen fra begynder til fuldt udviklet kunstner er lang og stenet, og det er let at give køb på, glemme og miste forbindelsen til det det i virkeligheden drejer sig om: at være, skabe kontakt og formidle en sangoplevelse.

Det menneskelige i musikken

Det er næsten som opdateringer i computersoftware – musikken er langt henad vejen bagud- og ofte også fremad kompatibel, men med visse mellemrum trækkes en usynlig linje i sandet og det nye er så avanceret at det ikke er bagud kompatibelt – mens det nye har alle de gamle versioner indlejret i sig. Det nye er ORDENE – sproget.

Fri os fra de falske fraseringer.

Mit ydmyge ønske til den musiker, der ikke stoler på, at musikken kan stå for sig selv – og at den virkelige fortolkning finder sted i sindet på tilhøreren: Fri os fra de falske fraseringer!

En frase er et musikalsk udsagn. Et hvert udsagn har en sandhedsværdi.
Frasen indeholder til enhver tid information om, hvad der kan forventes længere fremme i udsagnet. Er der uoverensstemmelse mellem det vi forventer, og det vi får, skærpes vores skepsis for udsagnets sandhedsværdi.
Vi tjekker hele tiden sandhedsværdien af det, vi bliver fortalt, og den der fortæller os det. Det er simpelthen et instinkt, der hjælper os med at klare os og i yderste konsekvens overleve.
Hvad der ligger til grund for vores vurdering af sandhedsværdi i tale, musikalsk frasering og sanglig frasering bygger på ovennævnte mere eller mindre ubevidste analyse af det lovede, det forventede og det faktiske.

Rytmen er det mest enkle og mest brugte musikalske fraseringsgrundlag.
Vi forudsiger lynhurtigt, hvornår det næste slag i rytmen kan forventes.
Der en forudsigelighed i rytmen, fordi den holder, hvad den lover.
Vi føler os trygge, når tingene går som vi forventer, og som vi har forudset.
Mors hjerte slog rytmisk, solen står op om morgenen og går ned om aftenen, årstiderne følger efter hinanden, som de plejer, og som vi forventer det.
Denne forventelighed omgiver os.
En bold, der hopper gør det på en måde, som vi kender og forventer.
Selvom tyngdekraften får ting til at accelerere gør de det på en måde vi kender og forventer.
Vandet i en flod flyder på en forudsigelig tryg måde.
Vi elsker forudsigeligheden. Den gør os tryg.
Vi har delt tiden ind i timer, minutter og sekunder, for at kunne overskue den og indstille os på fremtiden.
Tiden bevæger sig ubønhørligt og forudsigeligt fremad. Det kan vi godt lide – så godt, at vi f.eks. har fundet på ideen om, at et ur går i stå, når nogen dør. Det kan vi ikke lide.

Musikken er som en kæmpe flod, der flyder og altid har flydt – før os og efter os.
Den dirigent, der er så naiv, at han tror, at det er ham der sætter musikken i gang, og ham der holder den i gang med sine armbevægelser, har ikke forstået så meget.
Musikken er noget universelt, noget allestedsnærværende – ligesom internettet, og det eneste vi kan gøre, er at logge os på og af.
Så dirigenten kan ikke starte og stoppe musikken.
Hans opgave er at formidle en fælles opkobling for orkesteret. Hvert enkelt medlem af orkestret er selv koblet til musikken gennem sit instrument og gennem samspillet med sine kolleger. Dirigentens opgave er at koordinere alle disse menneskers ønske om at være sammen i et fælles udtryk som en enhed.
En solist eller en akkompagnatør kobler sig også på musikkens store flow.
Man kan sammenligne det med, at hun stiger på en båd, der driver ned af denne arketypiske flod.
Der er plads til at flytte sig på toften – vende sig måske, dog vil det at rejse sig op i båden få den til at bevæge sig faretruende.
Den falske frasering er kort sagt, når musikeren begynder at bryde rytmen op, for at ’skabe liv eller variation’ i den forudsigelige strøm, som i sig selv blot er det den er.
Det er desværre et fænomen, der hærger den musikalske verden som, intet mindre end, en pest.

Fri os fra de falske fortolkninger – ja fri os i det hele taget fra fortolkninger

Mit ydmyge ønske til den sanger, der synes han bør gøre noget – et eller andet for at retfærdiggøre, at han synger netop denne sang:
Syng sangen og vær ordene og stol på, at tilhøreren er den der oplever og fortolker, så: Fri os fra de falske fortolkninger

Et radikalt synspunkt i debatten

Når jeg går omkring i gaderne taler jeg ofte med folk om dette og hint – og mange ’almindelige’ mennesker har faktisk en mening om både branchen og de politiske forhold i og omkring den klassiske sang.

En af de mest indædte kritikere, som ofte passer mig op på gaden kalder sig Ture Hin Alarm, hvilket formodentlig er et pseudonym, da hans meninger er meget reformistiske, grænsende til det revolutionære.
Jeg mener at have hørt, at han har en halv konservatorieuddannelse bag sig – eller var det MI – selv kalder han sig slet og ret ’protestant’ og lever og ånder for en snarlig reformation af den klassiske musikverden – gerne med total krig og afbrænding af de store institutioner, som han sammenligner med den katolske kirke før reformationen. Han hævder at kirken har tiltaget sig så megen magt over både konge og folk, og lever som en stat i staten og hytter sig og sine uden interesse for den flok, som den er sat i verden for at hyrde og nære med åndelig føde.
Det drejer sig ikke længere om troen på Gud, men udelukkende om opretholdelse af institutionerne, deres selvbestaltede kunstpampere og deres svulmende administrationer.
På sine sorteste dage har han visioner, han kalder dem åbenbaringer, om at se en ny verden, en ny kultur og kulturformidling med tilskueren i centrum rejse sig som en fugl Fønix af asken fra afbrændte kulturmilliarder.
Måske skulle jeg ikke give ham spalteplads i dette skrift, men på den anden side, fornemmer jeg tydeligt, at hans had og uforsonlige vrede udspringer af en dyb kærlighed og omsorg for netop den klassiske sang. – Blot har han svært ved at tilpasse sig den, som han udtrykker det: ’konsensussøgende gensidigt ’søde’ rygklappermentalitet’, der hersker på gangene i de store kulturinstitutioner, så han kommer altid til at lyde som en vred gammel mand, og en der kunne være inde i Anders Samuelsen.
Jeg for min del, mener, at der skal være plads til andet end ’konsensussøgende rygklapperi i debatten, så jeg har valgt at bringe Ture Hint Alarm’s indlæg uforkortet.
Døm ham ikke for hårdt – han mener det (vist) godt:

Den klassiske sang – hvad skal vi dog med den?
Af Turet Hint Alarm, protestant

Hvad skal man snart mene? Den klassiske sang – over en bred kam, står svagt – der er vigende interesse blandt publikum – skræmmende få mennesker interesserer sig for den og folk generelt føler ikke, at genren er noget for dem?
En lille garvet kerne elsker ALT, hvad man klasker op på fadene foran dem.
De æder løs som geder af en tom papkasse.
Men er det da publikum, der er noget galt med?
Nej, selvfølgelig ikke!
Jamen har kunden da altid ret?
Ja, selvfølgelig har hun det!
Trygt hvilende på en solid statsstøtte lever den klassiske musik, den klassiske sang og operaen, som en stat i staten med sine egne regler og love og uden reel konkurrence fra andre musikdramatiske tilbud, der må klare sig selv.
Hvis det var dyr, var de uddøde for længst.
Et er sikkert: nemlig at kunden, publikum har altid ret – ret til at få noget med hjem, ret til at blive kontaktet på et menneskeligt plan – ret til at forlange LEVENDE kunst i dette liv – og ikke en museumsrundtur i den klassiske opera, hvor de medvirkende mest af alt prøver at leve op til krav og forestillinger om noget, der var levende for flere hundrede år siden, pålagt dem af deres fine uddannelse på konservatoriet og håndhævet af en hær af sang- sprog- og bevægelsescoaches.
Den klassiske opera langt henad vejen mere en pantomime for for- og påbudsskilte end nærværende teater.
Man fristes til at citere Jesus endnu en gang: ’hvem ville give sin søn en sten, hvis han bad om et stykke brød – eller en slange, hvis han bad om en fisk?
Liedsangeren konfronterer sit diminutive publikum med weltschmertzlig lyrik fra gamle dage, sat i musik af frustrerede galninge, hvoraf hovedparten begynder Schu. Her er der tale om en skiltejungle, som i langt de fleste tilfælde gør kål på både lyrik og musik, og efterlader en tragisk fremvisning af musikalske ritualer iklædt manerer og pænt tøj.

Men der egentlig nogen grund til, at det behøver at være sådan?
Nej da! Hvis publikum – og ikke de bevilgende myndigheder var den dømmende magt, så ville udbuddet helt sikkert se anderledes ud.
Vi lever jo i den frie verden, vi foregiver at være kunstnere og dermed kreativt skabende – og som performere oven i købet kreativt skabende i real time.
Vi kunne bryde med regler og standarder og lære vore sangelver at være til stede og vel at mærke være til stede med det eneste de har at byde på: sig selv.
I stedet for at lære dem at efterabe et klangideal skabt af andre, skulle eleverne hjælpes til at finde deres egen stemme og byde ind med den på scene og i koncertsal.
Mit bud på den kløft mellem publikum og den klassiske sang er, at kunsten simpelthen er afgået ved døden i velmenende uddannelsesinstitutioners iver for at konservere traditionen og lære eleverne, hvad de for Guds skyld IKKE må gøre – i stedet for at animere individet til at finde og udvikle sig selv og sin egen stemme.
Vi er så vant til at se den verden, som den fungerer, at vi ikke lægger mærke til, hvor grotesk gammeldags den er. Hvor grotesk det forekommer, at noget så intetsigende og elitært kan modtage så stor støtte – både til opførelse og uddannelse.
Alle har sovet i timen – tiden har stået stille – snobberi hos overklassen og de bevilgende politikere – og en total mangel på små drenge, der kan sige, at de intet tøj har på.
Der er brug for – intet mindre – end en reformation.
Det der først for fremmest sker i vores tid, er at tiden går hurtigt. Tiderne skifter hurtigere end nogensinde.

Operaen, dramaet og Lied-koncerten har i modsætning til komedien og gyseren den svaghed, at publikums reaktion ikke er umiddelbar aflæselig.
Vi luller os ind i illusionen om, at ’de hygger sig’, at ’de er med, men bare stille’ osv. – hvor enhver ved, at hvis der ikke bliver grinet af en revysketch, så er der noget galt med timingen eller teksten eller sketchen – der er ikke noget galt med publikum.
Og så bliver den lavet om.
Gyser folk ikke, er der noget galt med gyseren – ikke med publikum.
Det er som om den klassiske sang lever i en underlig tidslomme – holdt i live af en økonomisk respirator.
Lad mig gentage min Neandertaler-allegori:
En antropolog har sat sig for at undersøge Neandertaleren og være den første til at beskrive, hvordan og på hvilken måde denne prægtige forhistoriske repræsentant for slægten Homo langsomt men sikkert udvikler sig.
Hun sætter sig godt til rette med blyant og papir – klar til at notere forandringer og udvikling.
Denne venten bliver imidlertid lang, for så vidt som man ved forandrede Neandertaleren sig ikke i flere hundrede tusind år. Ikke noget det var værd at notere, i alt fald.
De klarede sig rigtigt godt. Ikke mindst fordi der årligt kom flokke af mammutter forbi deres boplads. Hvis de blot kunne sikre sig et af disse vældige dyr, var deres overlevelsesproblemer udsat et helt år – til næste mammutflok kom forbi. Godt for dem.
Nå, men hun ventede og ventede, noget måtte der da ske – hun var vågen på sin post og tabte dem ikke et øjeblik af syne.
Måske derfor lagde hun ikke mærke til – at langt ude i hendes ene øjenkrog gjorde en anden af grenen Homo sin entre – nemlig os, Homo Sapiens = Homo Logos = Det sludrende Menneske.
Vi kom hurtigt ind på scenen – sagde et par velvalgte ord – overtog spillet
(blandede faktisk også lidt gener med Neandertalerne)
– men ellers slog vi dem ihjel eller udkonkurrerede dem på anden vis. (måske snakkede vi dem til døde)
Kort tid efter var de i hvert fald væk.
For evigt!

Hvor er det nu lige jeg har set noget lignende?
Nåh jo; en lille enklave af elitære højtudviklede snobbede mennesker – har lokket nogle andre snobber til at give dem penge fra en stor kasse til kunst – og lærer derfor ikke – den helt naturlige gensidighed, der ALTID må ligge mellem optrædende og deres publikum.
Der kommer altid en fed mammut forbi man kan gokke i nøden – og derfor er der ingen grund til at gøre sig umage for at nå dem der køber billetterne.
Billetterne er nemlig peanuts i forhold til støtten fra kultursnobberne.
Måske synes nogen i branchen, at det er fint – men det er IKKE fint, for den klassiske sangs svanesang ligger lige om hjørnet og bliver sunget fint og regelbundet af DRs vokalensemble – op og nedad rulletrapperne
– og den bliver sunget på neandertalsk.
Der findes allerede musikdramatiske tilbud, som bruger både klassiske og tidssvarende virkemidler for at nå dem, der er deres kunder. Det kaldes musical – og er nok kommet for at blive.
Og der er mange kunder – og de vil gerne betale – og det, de betaler er nok til at de nye musikdramatiske tilbud kan overleve ved egen kraft. Over hundredetusinde solgte billetter til en opsætning, er noget en operachef slet ikke ville kunne rumme i sin elitære hjerne.
Det er en jungle derude, folks – og her gælder jungleloven. De stærkeste overlever, som man siger – eller dem der forstår at tilpasse sig har en mulighed for at producere levedygtigt afkom.
Det er svært at forestille sig at den klassiske sang skulle kunne overleve uden støtte – men de vilde dyr man fodrer, bliver fra dag 1 dårligere til at overleve ved egen kraft – og tilskyndelsen til at tilpasse sig virkeligheden aftager ligefrem proportionalt med antallet af støttekroner.
Dogmefædrene var sig sørgeligt bevidste om, hvad de forfattede i dogmemanifestet: des flere hjælpemidler og effekter – jo mindre opmærksomhed på kvaliteten af de filmmanuskripter de leverede.

Vi er vidne til en kultur i forfald.
Operaen og dens ansatte er kustoder ved et museum, hvor de lever ganske godt af at fremvise ruinerne og de blankslidte knokler af et mindre antal operahits – skrevet i en fjern fortid, hvor de fyrster værkerne var tilegnet, sandsynligvis huggede hovederne af komponisterne, hvis ikke værkerne var spiselige, ja måske ligefrem delikate. Muligvis er det så svært at skrive klassikere, at de der findes er århundredes relativt få heldige overlevende
Besynderligt nok formår vi heller ikke at bidrage i væsentlig grad til musikdramatikken ved at skrive nye operaer, der kan fange folk – altså flere end den lille nørdede kerne.
De fleste af dem vi betaler for at forsøge, lever i en eller anden tidslomme – eller i en forestilling om, at det der er vigtigt er, at de selv udtrykker sig kunstnerisk – og ikke, at deres publikum får en oplevelse, som er nærende, velsmagende og fordøjelig og dermed vedkommende for dem.
Måske er det simpelthen bare for svært…
Det spiller heller ingen rolle, for nogen har gokket en mammut i nødden og stukket dens snabel ned i en stor pengekasse – så antallet af solgte billetter og den slags detaljer ingenting betyder.
Vi har sat evolutionen ud af kraft og står tilbage med indavlede sterile vrag af værker og opsætninger, som ingenting kan, og næsten ingen vil have noget med at gøre.
I stedet for at forlange succes af komponister og iscenesættere prøver vi os frem, som gjaldt det ingen verdens ting.
Søg og du skal finde, forledes man til at antage er devisen.
Ingen andre steder i samfundet ville man være tilfreds med den succesrate.
Det er ikke den ånd eller metode, der har opfundet computeren, dronen eller sat en mand på månen.
Det kan man kun ved hele tiden at tage konsekvensen af, hvad man har lært – og følt sig forpligtet til at skabe resultater, der virker.
Tro nu ikke, at jeg ikke er bevidst om, at man skam har og stadig forsøger på, at revitalisere de gamle værker ved at iklæde dem nye og spændende iscenesættelser.
Det er ikke undsluppet min opmærksomhed.
Desværre har lige præcis denne trend, som vist hedder ’regiteater’ efter tysk forbillede gjort mere skade end gavn for den i forvejen skrantende kunstart.
Gamle værker, skrevet ind i en tid med hofnarre og kammertjenere har måttet stå model til mange anakronismer og kvinder i jakkesæt med maskinpistoler.
Fordelen ved at operaerne efterhånden alle synges på udenlandsk er her, at ingen forstår, hvor forvrøvlet det hele bliver, når riddere bruger jakkesæt og kongen er en purk med en pegepind.
– overteksten tilpasses behændigt, så de værste paradokser kamufleres.
Men musikken piller man ikke ved – næh, den er nærmest hellig.
Det er igen foragt for slutbrugerne. Det kan da godt være, at man har opført Figaros bryllup mange gange, men de fleste i salen, har formodentlig ikke oplevet den før. Så det er ikke dem, der forventer at værket er ført frem eller udspillet i askebægeret på et cafébord. De vil bare gerne se den sådan som den er.

Karakteristisk er det, at det er lykkedes reklameindustrien at overbevise dem, der lever af at sælge opera, at det er vigtigere at bruge penge på marketing end at lave et ordentligt produkt.
Marketing-afdelingerne vokser i takt med arrogancen hos operamagerne, men kommer der flere tilskuere?
Nej!
Det er som med manden, der klapper i hænderne for at holde løverne væk. Jamen, her er jo ingen løver!
Nej, men det er jo fordi jeg klapper i hænderne…
Publikum er ikke centrum – er ikke kunder – de er ofre, der kan synes om produktet eller ej – det er ikke-væsentligt, for deres økonomiske bidrag er symbolsk.
Myten om kunstneren, der har behov for at skabe sin kunst, uden at skele til om han er i gang med et personligt terapiforløb eller om han kommunikerer med de mennesker, der skal opleve hans værk, lever og trives i bedste velgående.
At give folk hvad de kan lide – hvad enten det er drama, spænding eller bare underholdning – er dybt foragteligt, populistisk, utænkeligt.
Respekten for publikum er efterhånden så ringe, at man nu som oftest vælger at kommunikere på sprog, som publikum ikke forstår, og bilder dem ind, at det er til deres eget bedste.
Nødtørftige overtekster tilbydes som en ringe erstatning for tabet af kontakt.
Forklaringen på beslutningen om at opføre operaen på ’originalsproget’ lyder, at stemmerne klinger bedre på de vokaler, som komponisten har komponeret sin musik til.
Ingen nævner, at sangerne hellere vil synge på originalsproget, fordi det giver dem mulighed for også at synge partiet i udlandet – eller at ledelsen har mulighed for at enkeltbesætte rollerne og derved spare penge. I tilfælde af sygdom, køber man blot en sanger hos et agentur i udlandet.

Alt sammen uden respekt for det publikum, som gennem skat og billet har betalt for at opleve en helhed og dermed har en berettiget forventning om at blive imødekommet.
Men det kan de godt glemme.
Operaverdenen troner som Karius og Bactus på bakonen i øverste højre hjørnetand
– uden tanke for hverken tandbørsten eller tandlægen, der muligvis er lige om hjørnet.

Martin Luther reformation
Pseudonym
Ture Hin Alarm.
Protestant

Vi skal bort fra at komponisternes værker ’er’ på en bestemt måde – at der findes en rigtig og mange forkerte måder at fortolke noget på.
Det gør der IKKE!!
Her er der tale om en af de største og mest destruktive illusioner i musikverdenen.

Værkerne er det, som den, der forbarmer sig over dem, puster i dem.
Ellers er de livløse notater.
Uden at nogen tager værkerne op er de ingenting – absolut ingenting.
De er døde – som i død, og der er ingen lov, der kan forbyde nogen at puste lige netop det liv som jeg er – ind i en sang.
Musik er når den står på et nodeblad kun ligeså lidt levende som den i og for sig er mens den vandrer fra musikinstrumentet til tilhørerens øre. Først her genskabes komponistens skitse til en hændelse – udenfor komponistens og hele det forsamlede barokpolitis rækkevidde – til noget levende, personligt og virkeligt.
Og ligeså hurtigt som den kom – er den væk igen og findes kun i erindringen.