Hin und zurück – und wieder hin – und zurück…

• 

Nu skal man jo, i det mindste af og til, tage livet alvorligt og ikke, nødvendigvis altid, spejde efter komedien i tragedien.

Men på den anden side: hvorfor og hvorfor egentlig ikke?

Jeg ligger på et operationsbord på Gentofte hospital, ventilatorerne hvæser, lyset i loftet skiftevis blænder og blinker, fire koronarkardiologiske computerskærme har for længst gennemskuet min halvhjertede sundhedsindsats og sladret gråt i gråt om stort og småt.

Minutiøse måleinstrumenter i dialog med digitale datamater udveksler nøgternt neutrale nuller og 1-taller gennem  krøllede computerkabler, og deler nu og da deres indforståede viden, i form af bip af forskellig længde, med de tilstedeværende af begge køn – oprette som vandrette.

Scenen er sat.
Rollelisten tæller, udover mig selv i rollen som patient, to sygeplejerser og en læge.

En kardiolog; og det er meget fint.

Lægen endnu ældre og til gengæld endnu mindre end jeg – alt i alt en sympatisk mand.

Desværre er han også væsentlig slankere og formodentlig betragteligt bedre lønnet.

Han hedder Ulrik.

Hvis sygeplejerskerne havde været stewardesser, havde de nok fløjet økonomiklasse

– ville nogen sikkert sige; jeg siger, til enhver tid: hellere 1 sygeplejerske på 50 end 2 på 25. (På den anden side kan det være svært, for selv en garvet forfører, at gennemskue figuren hos en kvinde, iført blyforklæde.)
Disse to dejlige sygeplejersker er dog, og her skal lyde en ubetinget hyldest til kvindekønnet i alle aldre: utroligt søde, nærværende og omsorgsfulde. Tak Susanne og tak Tine. Uden jer…

Men det er altså mig der ligger på bordet:

Man skal aldrig sige nej til en lille en eller til lidt at slappe af på, morfin eller valium

– det ved jeg nu, men det havde jeg selvfølgelig, i en blanding af overmod og beskedenhed, gjort. Det skulle jeg komme til at fortryde.

Jeg var hooket op med venflon*, drop, ledninger og slanger samt hvide sokker op til knæene.

Damerne havde, traditionen tro, trukket mig den uklædelige hospitalsunderbuks ned om hælene – intet nyt i det, blot vil jeg sige:
Man taler meget om værdighed, men ingen gør rigtigt noget ved den.

Planen er at undersøge og gerne behandle en formodet stenose* i en eller flere af mine kranspulsårer. Man har besluttet sig – eller jeg har besluttet mig – for adgang gennem en arterie i lysken.

Hvis jeg havde villet, kunne jeg også have givet samtykke til at gå gennem en arterie i hånden, men da jeg fornemmede at Ulrik var af den gammeldags type og ville gennem lysken, blev jeg også gammeldags og samtykkede om lysken.

Så lysken blev gjort klar, barberet og smurt ind i gul jod. Alt i alt var der lagt op til et par festlige timer. Atter befandt jeg mig scenevant i rampelyset – nu i rollen som hjertepatient.

Planen er, for en plan er der, at dirke sig ind via et hul i arteria femoralis dexter*. Vi skal bruge: et mundbind, et par briller, et par gummihandsker, en stor kanyle, et plastkateter + det løse dvs. et hul i lysken. Aktionen starter kl. 12.04.

Inden der kommer gang i kanylen er jeg blevet lovet lokalbedøvelse, der nok skal tage et evt. ubehag (de mener det man kender fra, når nogen, ufortrødent, borer i ens lyske med et sløvt murbor)
Da kæmpekanylen forsvinder i min spæde krop – lader jeg som ingenting, hvilket jeg gør ved at spænde over alt, presse, stønne og vånde mig højlydt.

Lad være med at (og så siger de alt, det jeg gør) – han er jo allerede oppe i hjertet.

Se det var gået hen over hovedet på mig.

I ly af en hvinende vinkelsliber i lysken, havde han tiltvunget sig adgang til min intetanende og, synes nogen nok, skruppelløse hjertemuskel.

Jeg bliver bleg af smerten og får koldsved ved tanken, og føler afmagten bemægtige sig mig.

Er du dårlig, Jørn?

Hva’ mig? Mjah… lidt…

Du er helt grøn i hovedet.

Så får jeg lidt et eller andet i venflonen, og kvalmen forsvinder, og så er jeg så god som ny.
Fuld skrue frem! Ulrik styrer. Vi har jo ikke hele dagen.

For dem er det en helt almindelig dag på kontoret. De passer bare deres arbejde. Det er mig, der misforstår situationen og antager, at det er noget særligt, der sker, og at der skrives historie.

Der ligger jeg, hjælpeløs og elendig, med begge arme over hovedet og holder mig selv i hånden, mens et hold af skæggede VVSsere rumsterer og lægger rør ind i kælderetagen. (Det var en metafor – de er ikke VVSsere)

I Nyhavn læsser en ølvogn dagens leverance af ved Kap Horn, solen skinner på en nyudsprungen tulipan, en dreng piller næse, en hund får en velfortjent godbid – en sms tikker ind et sted, og en mail bliver slettet et andet.

Lyset tænder og slukker, apparaterne bipper og røntgenmaskinen over min brystkasse brummer, tager bestik, flytter sig, og anbringer sig i en ildevarslende position.

Alt i alt en helt almindelig dag i Danmark.

Nede fra fodenden, frem bag en glasskærm, dukker nu en person i mit ubedøvede forpinte synsfelt;

En lille mand iført grønt tøj, hvide træsko med en krøllet plasticpose på hovedet.

Det må være Ulrik, forklædt som kirurg, tænker jeg.
Nu er Ulrik så ikke, trods ligheden med en kirurg, kirurg, men tvært imod mediciner.

Han skærer ikke i folk, men han stikker gerne hul i dem.

Han rasler ikke med sabler, han rasler med pilleglas.

For at forstå forskellen skal man blot tænke på en Sioux og en Apache – begge ligner de indianere* og begge er de indianere, begge skyder de med bue og pil, men den ene bruger spyd og den anden tomahawk…

Nåh ja, selvfølgelig…

Mundbind er et selvfølgeligt, forudsigeligt og elementært accessory for folk i Ulriks verden, så hvis det havde manglet, ville jeg sikkert have undret mig – næret mistillid. Men det var der, og jeg følte mig uberettiget tryg i situationen.

Det særlige, det der umiddelbart springer i øjnene hos Ulrik, er de sorte, svømmebrilleagtige briller forsynet med stålindfattede hvælvede blyglas.

Det må være en slags beskyttelsesbriller, tænker jeg.
De skal selvfølgelig skåne hans øjne fra den farlige stråling fra det røntgenapparat, der har kredset i lav højde over min brystkasse den sidste halve time, samt de radioaktive isotoper Ulrik skyder med til højre og venstre i mine tilstoppede arterier.

Det siger sig selv.

Ingen tvivl om, at manden kan sit kram og er en kompetent mediciner, (ellers lå jeg ikke her – sårbar og blottet med, hvad der føles som en tomahawk eller et spyd i lysken)
– men den, med elastik i nakken, påspændte svømmebrille, får ham bare på dekompetencerende vis til at ligne en blanding af professoren fra ’Tilbage til fremtiden I, II og III’ og komponisten Herman D. Koppel.*

Det hele er mere komisk end rigtigt foruroligende, så hvorfor ikke se komikken?

Situationens alvor til trods mærker jeg altså trækninger i mit ellers efterhånden lidt slappe smilebånd.

Komikken topper, da han nu vel ankommet til hovedenden, nærsynet i fagter og ord, som hans mundbind effektivt filtrerer for alle konsonanter, adresserer min pt. vandrette person og opremser mine muligheder for behandling.

Vi må huske, at i dag er samtykke på alle niveauer af allerstørste betydning.

Han, fortæller han, har valgt en kameraføring gennem en pulsåre i lysken* og har for øjeblikket et kamerahold stående i mit hjerte.

Jeg, tier jeg med, har valgt en håndholdt kameraføring med close-up på hans øjne, som fremstår finurligt fortegnede bag de tykke hinkesten.

Jeg flytter fokus 12 cm ud.

Foran hans ansigt befinder sig nu hans venstre hånd med fem strittende blodige fingre, som han holder op for at anskueliggøre mine sørgelige valgmuligheder.

Der er fem fingre, men jeg har kun tre valgmuligheder.

Systematisk griber hans højre hånds tommel- og pegefinger nu, på skift, venstre hånds oprakte fingre begyndende med lillefingeren og knytter således hver behandlingsmulighed til sin egen blodige finger.

Den første mindst alvorlig og den sidste direkte hjerteskærende.
Der kan tilbydes medicinsk behandling, ballonudvidelse* eller by-pass*.

Lillefinger, ringfinger eller langemand.

Mere er der ikke på menukortet.

Hvad vælger du?
Sæt venligst kryds i samtykkeerklæringen.

I mit tilfælde er medicinsk behandling sikkert udelukket, da det mest er en mulighed for meget gamle mennesker, og jeg er jo, som bekendt, kun gammel.

Duer ikke, væk!

Ringfingeren, dvs. ballonudvidelse, er den vi håber på, den vi går efter
– hvis altså ikke by-pass (som man ikke skal forveksle med, ’lige at smutte udenom’) viser sig at være sidste udvej – for en omvej til livet, så at sige.

Jeg vælger ballon!
Flueben!

Mit liv har i den seneste (sidste) tid hængt i tre tynde tråde, eller to faktisk, hvoraf den ene var lidt tykkere end den anden. I den tid har et tiltagende ubehag prikket mig hårdt på venstre skulder, trukket mig hårdt i armen, dunket mig i ryggen og hvisket mig i øret, at noget var helt galt.

For at sige det kort, har jeg åbenbart overlevet med 2 kranspulsårer, som i den periode har sendt nye grene rundt om mit gamle hjerte og således holdt mig i live.

Synderen

(som jo i sidste ende er mig selv; jeg kunne jo bare have opført mig anderledes, spist noget lettere, vejet noget mindre, taget livet noget mindre tungt – eller i det hele taget afstået fra at være mig selv)

er åbenbart den tredje kranspulsåre, som viser sig at være helt tilstoppet af plak.

Det siger Ulrik selv – isotoperne fortæller ham det.

Det er det man kalder syn for sagn.

For en gangs skyld er jeg altså ikke indbildt syg, men faktisk ret syg.

Hvad sagde jeg!

På den anden side er det jo også derfor, at jeg her en højhellig arbejdsdag d. 7. juni 2018 har set mig nødsaget til tage fri fra mit embede som enevældig kordegn i Snoldelev/Tune pastorat og give møde på Gentofte Amtssygehus til KAG* og nu snart PCI*.

Ja, hvad skal man gøre?

Man holder jo trods alt af livet, selvom man ind i mellem har luftet synspunkter, der kunne indikere det modsatte.

Et relativt kort forløb op til (med mindre man tager hele forhistorien med – og den var på godt og vel 62 år) indeholdt et opkald til lægen her, et besøg hos dotteren dér. En blodprøve her og et EKG* dér. Faktisk en del renden rundt, der foreløbigt kulminerede med et besøg hos kardiolog Bente på Østerbro, på, hvad hun betragtede som en ganske almindelig arbejdsdag: Kristi himmelfartsdag.

Alt pegede i samme retning, men var der mon hypokondrisk skaberi og kunstnerisk sensibilitet blandet ind?

Et besøg Bispebjerg hospital til PET* i min BMW* afstedkom dog en opringning et par dage senere fra hjertelægen, hvori hun meddelte mig, at hun havde tilladt sig, på mine vegne, at anmode om en indkaldelse til ovennævnte KAG* med mulig PCI*. Den dag skulle man lade sin BMW* stå hjemme for efter den omgang måtte man nemlig ikke køre bil i mindst 2 dage. En cykeltest for at studere symptomerne i marken blev aflyst – man havde set mere end nok.

Hjertelæge Bente valgte dog at gennemføre en planlagt døgnblodtryksmåling.

Den forløb som de andre døgnblodtryksmålinger, jeg har båret rundt på: jeg bliver irriteret, når den går i gang og stopper ikke op med mine gøremål, hvorefter den insisterende begynder forfra og klemmer endnu hårdere om armen end før, hvorefter jeg bliver endnu mere vred og blodtrykket bliver endnu højere.

Sådan er døgnblodtrykket hos en koleriker kære venner, så ved I det.

Alt dette er fortid nu.

Skrevet i historisk nutidsform – hvor nu øjeblikkeligt bliver til da.

Man burde have en automatisk stavekontrol, der altid ændrede nu til da – for det er jo sådan, det er.

Nu sidder jeg i sofaen (da jeg skrev dette, sad jeg i sofaen, mener jeg (mente jeg))

Torsdag er blevet til tirsdag.

Hæmatom er blevet et dagligdags ord.

Tidsregningen er blevet før og efter min ballonudvidelse. (PCI)

Det vil den være indtil, der sker noget, der er overgår den sensation.

Tiden læger alle sår, og tiden skrumper alle sensationer. Faktisk skrumper tiden alt og alle.

Fyld mens du kan – inden du bliver ramt af tidens skrumpekanon!

Kay* havde en troldsplint i øjet – jeg har en titanium-stent i hjertet.

Der bliver den siddende og holder ud, hvad jeg ikke selv formåede at udholde.

For jeg fik jo den ballonudvidelse – jeg valgte den. (gav samtykke)

Der har altid været noget opblæst ved mig, så hvorfor ikke også en ballonudvidelse.

Ulrik fandt vej gennem den snoede kranspulsåre, hvor nogen eller noget, af uvisse årsager – præcis som jeg selv har gjort det, som barn i Varnabækkens forurenede vande – havde lagt en uigennemtrængelig dæmning, så blodet ikke længere kunne nå spidsen af mit hjerte – som vandet Århusbugten.

Men Ulrik kom igennem med en BMW* og siden med større og større balloner og til sidst satte han sit mærke; et funklende nyt titaniumgitter i spændstig rørform – en stent.

Fint, sagde han.

Jeg sætter lige en prop i hullet, her i din lyske – hvis det gør helt ufatteligt ondt, når jeg trykker på arterien – skal du ikke spænde eller presse. Det gør ikke mere ondt, end da jeg stak hul på den og lagde rør ind og drønede igennem med BMW* og balloner og andet isenkram. Hvad siger du, gjorde det maximalt nas – nå ja, der er jo ikke noget, der er gratis vel?

Næh, det er der vel ikke.

Nå, men nas gjorde det, og proppen holdt da heller ikke helt tæt – det er her ordet hæmatom presser sig på og træder ud.

En hæmatom fra lyske til knæ på 25×40 cm giver et totalt areal på 1000 cm2 – det synes jeg lyder af noget – og det ser også ud af noget: låret ligner lort!

Man kan vel dårligt betragte det som et plaster på såret, (for sådan et var der skam også, før lægen rev det af)
– men bare den teoretiske opmærksomhed omkring en hæmatom på 1000 cm2 er langt bedre end den fra et lille plaster, der – om end det sidder på en pulsåre – kun dækker en lille prik.
Ja – man kan næsten sige, at den er god.

Ordforklaring for dummies eller folk, der aldrig er syge

Venflon = Et perifert venekateter

Stenose = forsnævring

Indianere = Native americans

KAG = Koronararteriografi

PCI = Perkutan Coronar Intervention

PET = Positron Emission Tomografi

EKG = Elektrokardiogram

Kay = hovedperson i H.C. Andersens Snedronningen

BMW = Bilejernes favorit for 12. år i træk

BMW = Hi-torque Balance MiddleWeight (BMW) universal coronary guide wire

By-pass = Thoraxkirurgisk hjerteoperation, hvor en åre fra benet bliver til en ny kranspulsåre på hjertet.

Arteria femoralis dexter = højre lårarterie

Hæmatom = blåt mærke, blodansamling under huden

Herman D. Koppel = Dansk komponist, far til Lone, Thomas og Anders Koppel