Et klogt indlæg af en ung Jørn Pedersen.

Fulgte han så sit eget råd? Tja, det går jo let med det, som det går med vejskiltene:

De viser vejen, men går den ikke selv…

Hvad er nynøjsomhed?

Nynøjsomhed er præcis det ordet antyder: – en nøjsomhed, der bygger på en nyvunden erkendelse af at mere giver mindre, og at lidt gør glad.

Nynøjsomhed er glæden ved at lade sig nøje  (nøje = tilfreds) med det man faktisk har brug  for – genopdage dynamikken, der ligger i begrænsningen i stedet for at stræbe efter overflod – der jo heller ikke erstatter det, som virkelig har værdi og alligevel aldrig kan købes.

Kort sagt en reaktion mod indholdsløse drømme om statussymboler og den tomhedsfornemmelse og panik, der dukker op, når selv lysten til at ønske og købe svinder. Ligeledes fungerer den som et middel mod de økonomiske bekymringer og følelsen af ufrihed forbrugersamfundet efterlader en med.

Ordet er ikke uden sideblik til modeordet: Nyrig.

Nynøjsomhed forholder sig  til nyrig som dag til nat og – og det dækker nogenlunde det modsatte handlingsmønster, som man kunne tillægge typisk nyrigdom:

”Jeg vil nu realisere alle mine drømme og anskaffe mig alt det, jeg har måttet undvære mens jeg ”fattig” drev med forbrugerstrømmen – bruge min tid på at arbejde, skabe nye drømme og købe nye ting – så bliver jeg hel og lykkelig”

”Jeg vil nu realisere alt unødvendigt jordisk gods og afskaffe den gæld og de tomme drømme jeg anskaffede mig, mens jeg ”rig” drev med forbrugerstrømmen – skønne på det jeg har og give mig selv og dem jeg elsker min tid og mit nærvær – så bliver jeg hel og lykkelig

Nynøjsomheden udtrykker nøjsomheden der er valgt og ikke påtvunget.

Nynøjsomheden er erkendelsen af at jo mere der findes af en ting – jo mindre værdi har den.

Hvorfor er guld og diamanter så værdifulde?

Fordi mængden af guld og diamanter er begrænset.

Tid er den eneste virkelige ressource vi har, og den er begrænset – og des mere begrænset vi oplever den at være jo mere værdifuld oplever vi den.

Tid er penge – siger man – tid kan gennem arbejde veksles til penge, men penge kan ikke veksles til tid – når der ikke er mere af den.

Jo, flere penge og jo mere materiel rigdom vi anskaffer os – des mindre værdi får disse ”værdier” for os.

Vi skønner omvendt proportionalt på det vi har – set i forhold til den mængde vi har det i.

Man kan spilde et helt liv på at stræbe efter lykken gennem rigdom og anseelse, men et uforklarligt klarsyn får os måske til pludselig at se gennem de falske værdier og skønne på livet, nærheden og kærligheden – den dag en alvorlig sygdom pludselig levner os et afgrænset antal dage/uger/år tilbage at leve i.

Pludselig forstår man, hvad der har værdi – det eneste man ikke kan købe – tid og menneskelige relationer.

Overflod fratager os evnen til at skønne på – og evnen til at være taknemmelige for det vi har og bliver os givet – og ikke mindst evnen til at føle os lykkelige.

I praksis er lykke og taknemmelighed svære, måske umulige at adskille.

Hvad giver man en mand der har alt?

Hvorfor nynøjsomhed?

Nynøjsomheden opstår som en logisk konsekvens af en objektiv stillingtagen til hvad det egentlig er der gør at vi føler os lykkelige, glade og veltilpasse.

Hvad får et stykke groft rugbrød med spegepølse til at overtrumfe tusind Tournedoser og blive svaret på vore inderste drømme og fylde vort liv en stund?

Frisk luft og 4 timers faste!

Så enkelt kan det udtrykkes.

Tilfredshed er altid noget relativt.

Giv et barn for mange julegaver og det vil flakke planløst og frustreret rundt blandt dem og til sidst bryde sammen – og skrige på flere.

Solen skinner smukkest og  mest livgivende og velkomment, oven på gråvejr og dagsregn.

Regnen symboliserer vækst og frugtbarhed og er en velkommen gæst efter en lang varm solskinsperiode.

Vi forsvarer ofte det ustadige danske vejr med den vidunderlige afveksling det er udtryk for. Vi ville ikke bytte det ud for sydens endeløse stegende solskinssommer. Vi skønner på det gode vejr fordi det ind i mellem er dårligt.

Italieneren tager soldagene som en selvfølge.

Med det materielle forholder det sig ikke anderledes.

Den første slurk i feltflasken smager altid bedre, men den sidste er mere værd end resten af indholdet og der bliver sparet og rationeret for at strække nydelsen.

Vi er født nøjsomme – men med driften mod afveksling.

Overfloden bragte os ikke den salighed vi forventede.

Vi må tænke om – men af en eller anden grund jager næsten alle alligevel stadig de samme værdier med samme ihærdighed  – på trods  af ubestandigheden i den tilfredsstillelse vi opnår derved.

Hvorfor?

Vi bliver rigere og vi forbruger – sådan som  politikerne og reklamerne og firmaerne bag dem har bestemt at vi skal – men den kollektive sindsstemning  bliver fattigere og fattigere –  fremmedgørelsen tiltager og vi bliver mere og mere os selv nok.

Vi drømmer om rigdom og ønsker os ting. –   ting der stilles frem til os og som vi kan vælge mellem på de hylder der passer til hver enkelts pointstatus i pengespillet.

Vore drømme er dikteret af reklamens udbud og trends. I år ønsker vi os allesammen en  mobiltelefon, næste år en . . . . .

Energien forlader os gennem attråen mod ting i reklamer og kataloger. Den kommer ikke tilbage til os selv igen – for tingene vi ønsker os udfylder ikke ægte behov i os, da behovene ikke kommer fra os selv. De er udtryk for et forsøg på at udfylde det tomrum vi føler inde i os selv. Vores attrå kommer i stedet til at dække firmaernes behov for  – stadig stigende omsætning.

Miljøet

Et andet aspekt i nynøjsomheden – en positiv sidegevinst –  er gevinsten for miljøet.

Man behøver ikke være professor i økologi for at regne ud at der ikke er fremtid i det gear verden af i dag kører i  – og slet ikke når vi styrer direkte mod den økologiske katastrofes åbenbare afgrund.

Omfanget af katastrofen er der efterhånden ingen orker at udtale sig om – eller måske er det gået af mode at bruge sendetid på den slags i medierne – vi gider ikke se og høre om det. 

Vi kan ikke  rumme det og  man fornemmer en resigneret sløv ligegyldighed over for problemet. Vi har hørt om det så længe og vi kan jo ikke gøre noget ved det alligevel – det er jo de andre . . .

Frihed er det bedste guld

Ud over den manglende lykkefølelse i overfloden er det måske også lige værd at kaste et blik på fænomenet frihed.

Frihed er for os i Danmark et gode vi næsten opfatter som Gudgivet, men det er den jo ikke –  det ved vi godt hvis vi tænker os om. Vores demokrati er såmænd ikke meget mere end 150 år gammelt og mange af de lande vi sammenligner os med fik deres demokratiske frihed i går eller i forgårs – sådan cirka . . .

Men hvad gør vi med den frihed, som Grundloven så generøst skænker os?

Vi vælger at gå i fængsel – selvvalgt gældsfængsel.

Vi har ikke nok de ting vi kan købe for de midler vi har her og nu. Vi ønsker os ting der er større og dyrere og er mere varige forbrugsgoder end vi kontant kan udrede – og vi har ikke tålmodighed til at spare op.

Alle ved, at hvis der i købmandsregning er et eller andet man ikke kan – så må man låne.

Og det gør vi så.

Vi låner til huse, biler og forbrug i al almindelighed.

Og banker og finansieringsinstitutter står i kø for at låne os til alt mellem julegaver og Strandvejsvillaer. Regering og folketing styrer den økonomiske udvikling ved at gøre det henholdsvis attraktivt og det modsatte at låne til forbrug. Snart er det godt at låne og snart skal vi holde igen.

Men lånt bliver der.

Kronehandlerne har kronede dage.

Men hvad koster det at låne? Det koster renter og renters rente . . .  . . .

• men så har man jo også sit forbrugsgode i hele afbetalingsperioden

– det er faktisk kun en slags leje – yderst rimeligt.

Men nu er det jo ikke kun penge der betales med. Penge er jo tid og tid er penge.

Der betales altså med tid. Dit liv.

Man pantsætter en del af sit liv, som bliver skema- og skinnelagt, hvad angår økonomisk output. Og den der kører på skinner træder ikke ved siden af – som et nynøjsomt ord siger.

En fastlagt del af dit liv skal tilbringes med at genere penge

Du har sat dig i gældsfængsel

For du kan ikke gå din vej før gælden er betalt.

Så hvis det er et hus der er tale om – er det gældsfængsel på livstid eller i hvert fald så længe at man ikke kan huske andet.

Lige modsat forholder det sig med opspareren, som ganske vist ikke har forbrugsgoderne, mens han sparer op – han må vente og længes (ingen glæde overgår forventningens) – men han har hele tiden sin frihed til at skifte retning – han har jo også råd til det – for han har jo sin opsparing.

Først betaler arbejdsindsatsen forbruget – senere dikterer forbruget arbejdsindsatsen.

Ufriheden er en realitet.

Hus og bil – kvintessensen af forestillingen om den personlige frihed, lykke og trivsel – bliver kimen til det modsatte – gældsfængsel på livstid.

Vi kom nøgne og fri ind i verden og vi kan ikke tage noget med os herfra.

Hvorfor så ligge i lænker mens vi lever.

Min påstand er at hver gang man anskaffer sig en ting – anskaffer man sig også et problem.

Derfor er min påstand også, at hver gang man skaffer sig af med noget skaffer man sig også af med et problem.

Man bliver lettere om hjertet – tyngden på skuldrene svinder og man er et skridt nærmere atter at kunne rette ryggen og trække vejret frit.

Romantik!

Hvad ved du om det – har du prøvet?

Hvad er overhovedet betydningen af dette liv?

Deler man menneskene op i to klasser, så kan man sige den ene arbejder for at leve, den anden har ikke det behov.

Men det at arbejde for at leve kan jo ikke være livets betydning, da det jo er en modsigelse, at det bestandigt at tilvejebringe betingelserne, skal være svaret på spørgsmålet om dets betydning, der ved hjælp heraf skal betinges.

De øvriges liv har i almindelighed heller ingen betydning uden den at fortære betingelserne.

Vil man sige at livets betydning er at dø, så synes dette atter en modsigelse.

Søren Kierkegaard.

På jævnt dansk: Det kan ikke være meningen, at vi lever for at arbejde, hvis meningen med arbejdet var, at vi skulle få mulighed for at leve.

Møllehave.

Borgeren siger: ”Jeg er ude at samle lidt appetit til frokosten” – tiggeren svarer: ”Jeg er ude at samle lidt frokost til appetitten”

Storm P.