FREDAG DEN 12. OKTOBER 2007

Samtale mellem Ole Straarup, anmelder og Jørn Pedersen, operasanger

Samtalen er fiktiv og forfattet af Jørn Pedersen som en umiddelbar reaktion på Ole Straarups anmeldelse i Århus Stiftstidende af Rigoletto på Den Jyske Opera. Samtalen er også et indlæg i den ikke eksisterende debat, om anmelderiet i virkeligheden har overlevet sig selv. Det virker ikke nutidigt, at en tilfældig avisreporter – gratis kan svine folk til i avisen – alene af den grund at de ikke tør tage til genmæle, af frygt for endnu værre anmeldelser næste gang. Vi kommer jo trods alt videre – i foråret var det f.eks. stadig tilladt at ryge sagesløse mennesker ind i ansigtet på en restaurant – det er det ikke mere.

– se anmeldelsen her

Ole: – Goddag – du er halvgammel, du er lille, du er gråhåret, du er overvægtig – du føler dig sandsynligvis utilstrækkelig. Har jeg ret?

Jørn: – øh goddag Ole, jeg forstår, at det er mig du mener, og beskrivelsen passer sådan set meget godt – godt set og bravo med analysen..

– men hvorfor siger du det?

De fleste andre plejer bare at kalde mig Pedersen.

De plejer at sige ”hej Pedersen” og så siger jeg f.eks.” – hej Ole – hvordan går det?”

Ole: – Jamen det siger jeg jo, fordi jeg er musikanmelder!

Jeg tjener penge på at sige den slags – danne mig en hurtig mening – vurdere og vende tommelfingeren op eller ned – mest ned, men det er vigtigt, at jeg går ind til benet og siger nøjagtigt, hvad jeg mener.

Jørn: – Nå, det må da være en ubehagelig beskæftigelse. Min mor lærte mig, at hvis man ikke kunne sige noget pænt, så skulle man holde sin mund.

Hun kaldte det høflighed.

Ole: – Nåh ja, Federsen – øh Pedersen, men det er fordi hun ikke var musikanmelder. Er man det, gælder det om at være ærlig og virkelig sige sin mening – man er publikums advokat, så at sige

– publikum har krav på kvalificeret forbrugeroplysning.

Jørn: – Så du føler dig altså i din gode ret til gå i teatret for at finde fejl ved det, som du overværer.

Ole: – I min gode ret? Jeg får jo penge for det – det er min pligt at finde fejl og mangler.

Jørn: – Har du nogen anelse om, hvad det vil sige at stå på scenen og – så godt som man overhovedet kan – forsøge at formidle en oplevelse vha. det eneste man har – sig selv

– og uanset hvordan man selv har det?

Ole: – Nøh – egentlig ikke?

Jørn: – Har du nogen forestilling om, hvad det kræver at løbe rundt på scenen og krænge sit sjæl ud, mens man hiver efter vejret og kæmper for at synge så smukt og korrekt som muligt

Ole: – jamen..

Jørn: – lige et øjeblik Ole..

– velvidende, at der derude i mørket lurer en håndfuld gamle mænd med hver sin notesblok, der bruger resterne af deres sanser til at finde hver en svaghed i det, du står og laver.

Ole: – Nøh, egentlig ikke – jeg har aldrig stået, gået eller rendt rundt på en scene, men jeg har hørt masser af cd’er, som jeg får gratis, fordi jeg er anmelder.

Jørn: – jamen, hvad har du ellers lavet Ole, som kvalificerer dig til at dømme dem, der i deres – og det er sandt Ole, – sårbarhed rent faktisk går ind på den scene og synger?

Ole: – jamen, jeg har undervist i musik på gymnasiet. Det er der, jeg har lært at finde fejl – og det er jeg i al beskedenhed ret god til.

Jørn: – Der er vi enige, Ole…

– men med hvilken ret, Ole?

Ole: – …

Jørn: – Hør nu her Ole – det tegner til at kunne blive en ganske spændende samtale denne her.

Når du nu kalder mig gammel, halvfed, lille og usikker, så rammer du mig jo lige på kornet – du kunne såmænd godt tilføje jyde – men ved du hvad – jeg er faktisk gift, og min kone ser præcis det samme, som du, men hun betoner slet ikke de egenskaber hos mig.

Hun ser underligt nok min skønhed, der stråler fra mit hjerte, hører min stemme, som har sagt så meget godt og sjovt og åndssvagt i tidens løb – men tilgiver mig mine svagheder, fordi hun, vis som hun er

– ved at de hører med til at være menneske.

Ole: – Stop nu lige en halv – du skal ikke komme her og klandre mig for at tjene et ærligt udkomme i anmelderiets tjeneste – en profession, der er meget ældre end du, min unge ven.

Ganske vist er du halvgammel, men jeg er ældre – jeg har haft dig i gymnasiet, har jeg ikke?

Jørn: – Det er næsten sandt Ole – nu husker jeg det. Jeg var 1. Ger og du dirigerede noget jazzkor – vi var fandeme gode dengang.

Var der i øvrigt nogle anmeldelser?

Ole: – …

Det var gas – men du kan ta’ det..

Det er jo egentligt sjovt det her Ole – kender du den Storm P.- flue, der siger:

‘Kritikken er kunstens svigermor.’

Ole: – Nøh, har han sagt det?

Jørn: – Ja, jeg synes den er meget sjov – eller lidt sød ikke?

– man har det jo ofte ikke så let med sin svigermor

Ole: -…

Jørn: – den er da i hvert fald sødere end den, der siger at anmelderen er en luder, der med kunsten som kunde bagefter undrer sig over, at kunsten kan finde på at spørge, om han kunne mærke noget. Ha, ha, ha..

Det må også siges at være et lidt dumt spørgsmål – naivt at forestille sig, at man kan tilfredsstille en, der gør det for pengenes skyld. Ikke?

Ole: – …J

Jørn: Men spøg til side, Ole – fortæl mig, hvad du egentlig tjener på at skrive sådan en anmeldelse, … nej, jeg pjatter – fortæl mig, om du synes, at anmeldelsen som institution har sin berettigelse i dag.

Ole: – Ja, bestemt, ikke mindst for anmelderen.

Det er jo en glimrende retrætepost for en agtværdig gymnasielærer eller en falleret musiker.

Jeg mener faktisk, at det er en chance for enhver kulturinstitution for at få sat fokus på sine produktioner – og så er anmeldelser virkelig noget, der kan sælge aviser.

Nu skriver jeg jo kun for en lille provinsavis, men det er ganske vist, at den navnkundige Hans Georg Lenz i sin tid kunne få Informations oplag til at stige med 20 procent, når han havde en anmeldelse i.

Men han var også særligt sadistisk i sin måde at spidde sangerne på – selvom han er tysker – men på den anden side – da folk jo ikke går til offentlige henrettelser mere – så de må nøjes med en nedsabling i avisen. Ha, ha, ha…

Jeg synes nu ikke jeg spidder sangerne – men jeg retter altid deres fejl.

Hvis en mand f.eks. er for tyk – ja, Pedersen, det har jeg dog aldrig sagt om dig – der er bare altid noget i vejen med den måde du synger på – jeg har en cd som…

– nå, men hvis en mand er for tyk, så skal han have det at vide – Pavarotti var jo også alt for tyk – selvom han har indspillet mange cd’er…

Jørn: – …

Ole: – Hvis en sanger f.eks. er i knibe på scenen, ser jeg det lige med det samme – så skal ikke bare han have det at vide – jeg skriver det simpelthen i avisen – jeg kan ikke ha’ det – det trækker ned – han skal dumpes.

Jørn: – Nu har du f.eks. lige set Rigoletto på Den Jyske Opera – kunne du lide den?

Ole: – Ja, for pokker – den var fuld af fejl og mangelfuldheder, og en der var for tyk, og en der kiggede lidt for meget på dirigenten – ellers var den sådan set udmærket

– jeg tror jeg skrev at ”den gik an”.

Lidt smart sagt ikke – så har jeg ikke sagt for meget – jeg lader lige en dør stå åben – for at antyde, at jeg da kunne finde mange flere fejl end dem, der er plads til i avisen.

Jørn: – Bliver du aldrig grebet af en forestilling – går på komedie, som vi siger?

Ole: – Nej for pokker – så kan jeg jo overhovedet ikke holde styr på alle de mangler og unøjagtigheder, jeg sidder og får øje på…

nej, nej – det gør jeg ikke – jeg er professionel.

Ved du hvad Pedersen, det er vigtigt, at nogen holder øje, og holder kunsten til ilden – ja, holder racen ren kunne man næsten sige.

Jørn: – Ja, det får mig til at tænke på, om du ikke føler et stort ansvar for sådan at afgøre, hvad der er godt og skidt – det kunne jo faktisk godt betyde slut på engagementer for en sanger, som du ikke kan lide.

Ole: – Det er jo det jeg siger – nogen må jo holde racen ren.

Jørn: – Det er et stort ansvar.

Ole: – Ja, men jeg er professionel, og i øvrigt er det jo en del af branchen – det kan der ikke laves om på.

Jørn: – Det er jo ikke længere tilladt at slå sine børn eller at ryge på restauranter – kunne man ikke forestille sig, at anmeldelsen som institution havde overlevet sig selv?

Ole: – Nej, da ved Gud – der er jo ingen, der er mere interesserede i dem end de udøvende selv.

Det er ligesom at investere i aktier – eller spille russisk roulette – enten så vinder man eller også så taber man.

Men der er da for øvrigt heller aldrig nogen sangere eller musikere, der har klaget og sagt, at de ikke ønskede at deltage i spillet.

Du er faktisk den første, der nogen sinde har antydet, at der skulle være et problem.

Jørn: – Hvorfor mon, Ole?

Ole: – Det skal jeg såmænd sige dig min dreng – men lad det blive mellem os:

De tør ikke!

Mens det er helt gratis for mig – eller – ja, jeg tjener faktisk over 30 sølvpe… øh 1000 kr. på sådan en anmeldelse – så kan det jo koste en sanger alt, hvis han gør sig ud til bens med mig

– det er jo mig der har pennen, ha, ha, ha…

– så det tør de ikke.

De er også dumme. De formår ikke at formulere noget på skrift,

– det er jo mig der kan det. Min pen er spids og mit øje skarpt – hørelsen kniber det lidt med, for meget jazzkor – you know,

og i øvrigt synger de så også uforskammet svagt – meget svagere end dem på mine cd’er.

Jørn: – Ole, jeg kommer til at tænke på et skilt jeg engang har set, der siger:

“Hvis du lukker denne dør, bliver her lunere, og vi skåner naturen.”

Ole: – Hvad mener du? Hvaffor en dør?

Jørn: – Det er en noget man kalder en allegori, Ole. Jeg mener – tror du ikke du kunne skrive om opera på en mere positiv måde – og stadig vise os, at du er en dygtig gymnasielærer.

Ole: – Hvad mener du?

Jørn: – Jeg mener at du f.eks. kunne begynde at være lidt høflig i din omtale af mig og mine kolleger, som du jo trods alt lever af.

Du kunne måske omformulere dig lidt og f.eks. ikke håne folk for den måde, de ser ud på.

Du kunne forsøge at fokusere på intentionerne bag det, vi prøver at formidle – snarere end at bebrejde os, at vi rent faktisk synger og spiller – uden sikkerhedsnet – for jer, der sidder der i mørket med korslagte arme og kigger på.

Jeg ved godt Ole, at sådan en gammel rotte som du, har hørt mange cd’er.

Jeg ved godt, at din musikalitet og dine drømme om noget helt sublimt er lysår længere fremme end det, vi dødelige kan levere.

Men jeg forsikrer dig – vi har såmænd de samme drømme og visioner som du – og vores idealer ligger desværre sørgeligt langt fra det, vi rent faktisk kan nå.

Vi lytter jo også til cd’er.

Vi synger ikke som vi vil, Ole – men som vi kan

– og mere kan man faktisk ikke forlange af noget menneske.

Ja, hvad siger du?

Ole: – snøft, snøft…

Jørn: – så, så Ole – ok, det var jo ikke ment på den måde – her tag en papirserviet og tør øjnene.

Sådan..

Ved du hvad – kunne du ikke tænke dig at komme hen i Frichs Parken en dag og se sådan en helt almindelig prøve.

Det kunne da være sjovt for sådan en som dig, som har oplevet rigtig opera i udlandet at se, hvad vi går og nusser med herhjemme.

Så må du få lov at lege med min sminkekasse…